Når man ikke kan planlægge sig til sin drømmefødsel

Nu havde jeg prøvet det der med at føde før. Da jeg ventede vores datter, havde jeg absolut ingen forventninger til fødslen. Ingen fødselplan. Kun tanken om at komme i vand. Jeg ønskede egentlig bare at tage det hele som det kom – jeg var jo ikke klar over, hvad der ventede.
Jeg fik så svangerskabsforgiftning og blev igangsat 39+2, hvilket var med blandede følelser. Jordemoder forventede en lang fødsel og bestilte akupunktur med det samme, hvilket jeg faktisk glædede mig til at prøve, men det nåede jeg ikke..
Hun tog vandet og den ene ve tog den anden – ja, vestorm, så de stoppede slet ikke.
Jeg havde ingen kontrol, følte mig slet ikke ved bevidsthed. 4 timer senere var vores datter ude. Jeg mistede så en masse blod, men det er en anden historie.

Ved anden graviditet var jeg bevidst om, hvad jeg gik ind til. Og jeg havde planer og ønsker!
Men det hele viste sig at blive en følelsesmæssig rutsjebanetur. Og planlægningen og forventningerne til fødslen har kostet mig mange tårer. Tosset? Måske. For vi bør bare være taknemmelige for det voksende mirakel inde i maven.
Vi havde sat os for en hjemmefødsel og jordemoder foreslog det selv ved første konsultation, da vi fortalte hvor hurtigt det gik med vores datter – men så læste hun omkring blødningen første gang, hvilket betød ingen hjemmefødsel til os. Øv.
Plan B gik i gang og jeg ville føde i vand. Jeg VILLE! Det nåede jeg jo ikke første gang. Jeg gjorde mig mange tanker omkring det og glædede mig til den oplevelse. Jeg så videoer og læste fødselsberetninger.
Til konsultation i uge 38 anbefaler (en anden) jordemoder så vandfødsel, pga slem bækkenløsning. Hun læser journalen og må konstatere, at jeg heller ikke måtte føde i vand, pga min blødningsrisiko. Jeg var knust, alle følelserne sad udenpå tøjet – højgravid og hormonel. Tudefærdig.
Plan C starter og jeg læser om at føde liggende på siden. Det er det jeg vil. Jeg er ikke ligeså vild med tanken, som med vandfødslen, men jeg måtte arbejde med det jeg havde.

Skæbnen ville så, at vi 41+0 til overtidsvurdering på OUH finder ud af, at baby vender med numsen ned.
Jeg har aldrig oplevet min krop i en sådan choktilstand og ude af stand til at tale. Ud-af-kroppen oplevelse er en god beskrivelse. Åben mund og ingen ord.
Jeg skal ses af læge og scannes, og den søde jordemoder stikker målløse mig foldere omkring sædefødsel og kejsersnit.
Vi sidder et par timer i venteværelset. Jeg siger ikke ét ord. Stirrer bare ud i luften.
Lægen ser mig og vendingsforsøg er ikke en mulighed. Jeg bliver scannet og pga stort hovedmål, fraråder hun kraftigt sædefødsel.
Vi finder ud af at jeg har begyndende svangerskabsforgiftning, så jeg måtte alligevel ikke sædeføde uanset.
Pludselig var vaginal fødsel heller ikke en mulighed. Jeg skulle møde op morgenen efter til kejsersnit.
Jeg var rædselsslagen og følte ikke jeg mentalt kunne nå at forberede mig.
Heldigvis blev selve fødslen alligevel en dejlig oplevelse, trods min skuffelse og nervøsitet. Glæden ved at se sin søn for første gang, overskygger heldigvis alt andet. Alle bekymringer og alt ærgelse forsvinder, det sekund vi hører ham komme ud 💙
I sidste ende er vi jo bare glade og taknemmelige for, at vi i dag står med en sund og rask dreng. Men det ændrer ikke på, at trods det udramatiske kejsersnit, så føler jeg mig snydt for fødselsoplevelsen, som man som gravid går 9 måneder (eller længere) og gør sig tanker omkring.
Nu glæder jeg mig bare til at fortælle ham når han bliver ældre, hvordan han tog røven på os allesammen. Så kan vi forhåbentligt grine af det 🙏