Vingummi-gate – Mommyshaming og blogging

Det er efterhånden noget tid siden mit første indlæg herinde og selvom jeg har masser på hjerte, så har jeg været tilbageholdende med at skrive…
Jeg har endda haft tanker om hvorvidt jeg fortrød min beslutning om at blogge herinde.
Altsammen pga “Vingummi-gate”….

Vi starter fra begyndelsen:


Jeg lagde dette billede op på min private facebook og Instagram – og fortalte at nu var projekt blefri gået igang.

Og så rullede lavinen ellers.

Ser I – at anvende belønning som motivation er ilde set af nogen.

Motivation skal helst komme indefra og uden et eksternt kontrol-element, så barnet kun gør noget af egen lyst og kraft – og ikke for at “få noget”.

Selvom jeg er enig langt henad vejen OG selv praktiserer dette overordnet set, så er der altså tilfælde hvor man ikke kan eller vil igennem den process med barnet og rækker efter den “nemme” løsning = Belønning.

Det er første gang siden jeg begyndte at blogge hvor jeg er blevet kritiseret så groft og grænseoverskridende at jeg vil omtale det som udskamning.

Udtalelser om at jeg ikke tog mit ansvar som blogger og rollemodel alvorligt.

At jeg promoverede skadelig adfærd.

At det jeg gjorde var tilknytningsstridigt.

Et kort øjeblik faldt jeg i fælden og blev ramt. Havde tanker omkring at have fejlet, at nu var det min skyld hvis andre forældre også brugte belønning. At jeg reelt ikke anede en skid om hvad jeg blogger om.


Og det fjernede lysten til at skrive og åbne for mit liv.

Hvis en skål vingummier i forbindelse med “toilettræning” kunne få folk, som ellers normalt overvejende er “på min side” holdningsmæssigt, til at fare sådan i flint, hvad i alverden vil der så ikke komme når jeg først begynder rigtigt at åbne op?!?

Hvad kommer der af ramaskrig hvis jeg skriver om at droppe al lægeordineret medicin til mit syge barn, amme til næsten 3 år eller at min søn kun går i kjoler?

Hvad hvis jeg fortæller om at være så syg af en fødselsreaktion at jeg pg mine børn måtte flytte ind hos min mor efter en indlæggelse?

Så jeg skulle lige summe lidt… og nu er jeg klar og fingrene kribler for at komme til tasterne.

Jeg vil nemlig ikke lade frygt styre mit liv mere – den tid er heldigvis ovre.

Så jeg bliver ved – og tror måske jeg vil starte med en præsentation af min ualmindelig almindelige familie  – altså næste gang ❤️

/Mia

(Og Seir 😉 Det er godt man kan blogge fra mobilen – ellers ville jeg aldrig nå det)