Mor er højgravid og træt

Allerede højgravid

Jeg er nu gravid i 35. uge.

Hvad sker der lige? Jeg synes et eller andet sted, at denne graviditet er fløjet afsted.

Jeg går på barsel lige om lidt, og jeg er SÅ klar fysisk.

Psykisk er jeg bare slet ikke klar til at skulle undvære mit job som Chefredaktør på Min-Mave,dk, der er min 3. baby.

Men fysisk – så er det nok meget godt at tiden nærmer sig. Mit bækken knager, knækker og brager, og jeg har voldsomme smerter on/off.

Bare tanken om, at jeg skal gå over til bilen på parkeringspladsen udfordrer mig.

Jeg er som sådan frisk, vakler ikke når jeg går og har ikke taget synderligt meget på (no jinx, please!). Det er smerten i ryg, bækken, jagene af smerter i mine lår mv., jeg ikke kan overskue.

At have bækkenløsning er IKKE noget, du skal ønske dig at få.

Bare at kunne sidde i skrædderstilling lyder som det vildeste luksus i mine ører disse dage – nøøøj hvor jeg glæder mig til at kunne bruge min krop igen 😀

Jeg har heldigvis en god kontorstol, en yogabold og et hæve/sænkebord her på redaktionen, som jeg skifter imellem.

Mor er træt

Jeg er nu begyndt at blive ramt af den ekstreme træthed, som jeg også oplevede, da jeg var gravid i uge 7-9 stykker. Den der ‘jeg-sætter-mig-lige-på-et-aflåst-toilet-og-sover-10-minutter’ træthed.

Havde helt glemt, HVOR træt man egentlig kan blive som menneske – måske er det kroppen der minder mig om, at jeg lige skal huske at få en dejlig lur hver dag i barslen inden at baby kommer, og få ladt op på søvnkontoen

I går, søndag, var jeg på farten hele dagen, og som billedet bevidner nedenfor, så var en hel dag på farten måske lige en tand for meget for den højgravide.

Mor var træt – meget træt – da vi landede i sofaen i går eftermiddags.

Så ja, den stod på digital underholdning med min 3-årige mens vi puttede sammen i sofaen resten af søndagen.