Close
Ringen lignede sig selv, men alt var forandret
facebook pinterest twitter

Ringen lignede sig selv, men alt var forandret

sidse 14 juni 2016, 11:48

Manu Sareens hånd med vielsesring

Der findes bare visse ting, som man altid gemmer, ganske enkelt fordi man ikke kan gøre andet.

Hvad stiller man for eksempel op med en vielsesring efter en skilsmisse? Man nænner jo ikke at smide den ud, men man vil jo selvfølgelig heller ikke gå med den.

For et par måneder siden blev jeg ringet op af Alt for Damerne, som gerne ville vide, hvordan jeg har det med min vielsesring. Det føltes lidt som deja-vu, der prikkede mig på skulderen, for dagen før, havde jeg for første gang i to år haft min gamle vielsesring i hånden.

Jeg havde været i gang med at rydde op i mine ting og havde tilfældigt fundet æsken, hvor min vielsesring lå opbevaret. Da jeg åbnede æsken og så den ligge der i sit bløde mørke, kom det fuldstændig bag på mig, hvor mange minder og flashbacks der pludseligt strømmede imod mig. Jeg følte mig henkastet til Ringenes Herre – ikke at jeg som Frodo nu kunne regere verden, men at min frihed som menneske i den grad var sat i spil, som om ringen talte direkte til mig.

Jeg huskede familielivet med min tidligere hustru og mærkede smerten fra vores skilsmisse. Så tog jeg ringen op af æsken for at kigge lidt nærmere på den:

”Tænk, det er allerede er næsten tre år siden,” sagde jeg højt til mig selv, og kiggede på ringen, der så ud som den altid havde gjort, imens alt andet i mit liv er forandret.

Kærligheden var smuldret væk lidt efter lidt i en hektisk hverdag og blevet erstattet af et praktisk og velfungerende arbejdsfællesskab omkring hus, karriere og børn.

Jeg faldt ned i en stol for at sunde mig.

Mine tanker kredsede om den aften, hvor jeg fortalte min ekskone, at jeg ville skilles. Og den pinefulde dag, hvor vi i fællesskab skulle fortælle det til vores 3 børn, så hensynsfuldt som muligt.

Uanset hvor lykkelig eller ulykkelig en skilsmisse er – når man splitter en familie, skaber man også en kæmpe omvæltning og sorg for sine børn. Man smerter dem, og man gør det med åbne øjne.

Jeg tog hen til en gammel ven og sov på gulvet i hans rummelige tøjgarderobe. Jeg følte mig luset og hjemløs. Så fik jeg min egen lejlighed, hvor fraværet af glæde og familieliv stod skrevet på alle de tomme vægge. Ensomheden var ubærlig.

Selv om det var mig, der tog beslutningen, så tænker jeg alligevel på det, som om min familie blev ramt af det utænkelige. Noget, som kun rammer andre. Når vi gennem årene fx oplevede en skilsmisse i vennekredsen, så rykkede vi kun tættere på hinanden og tænkte:

”Godt, det ikke er os, og hvor er det synd for deres børn! Det sker selvfølgelig ikke for os, for vi elsker jo hinanden, og vi kunne aldrig nogensinde finde på at svigte ungerne på den måde. Det er til døden os skiller, og sådan er dét!”

Efter lejligheden var på plads kom tiden, hvor jeg skulle redefinere mig som far og finde min nye rolle overfor vores tre børn. Jeg ville for alt i verden ikke ende som hyggeonkel eller cirkusfar, der kun ser børnene i Tivoli eller i Palads-biografen.

Men alting føltes forkert i den første tid efter skilsmissen. Selvom jeg havde fravalgt det, savnede jeg konstant en eller anden ”familienormalitet”.

Det føltes mærkeligt at sidde på en restaurant med tre børn, uden den anden forælder. Jeg følte, at alle kiggede medlidende på mig og så en stakkels enlig skilsmissefar, der havde verdens største nedtur. Flere gange var jeg tæt på at ringe til min ekskone:

”Kommer du ikke? Vi savner dig.”

Det var det samme med højtider, fødselsdage, sommerferie – alt virkede forkert i begyndelsen.

Mest grotesk savnede jeg min ekskone på turene til IKEA, når jeg skulle ud efter en eller anden dims til den nye lejlighed. Jeg så alle de forelskede par gå rundt imellem senge og samtalekøkken. Par der var ved at flytte sammen eller bygge rede på grund af familieforøgelse. Og der gik jeg rundt i IKEA med grydeskeer og lamper som 47-årig og skulle starte helt forfra.

Forsigtigt lagde jeg vielsesringen tilbage i æsken og kiggede rundt i mit nye hjem.

Nu her to år efter er jeg glad igen. Jeg glæder mig til, at børnene snart kommer hjem fra skole og fylder mit hjem med vores nye ”familienormalitet” og glæde.

Og jeg er stolt over, hvordan vi alle sammen kom videre. Og at solen imod alle odds alligevel begyndte at skinne igen.

Kærlig HIlsen

Manu