Ammehjerne – it is a thing!

Jeg er normaltvis en person der har ret godt styr på tingene. I hvert fald hvis jeg selv skal sige det. Jeg har styr på både min og min kærestes kalender, inkl. bonusbørnenes aktiviteter der involverer os, jeg laver madplaner, budgetter og planlægger alt der kan planlægges. Normalt i hvert fald.. Og så blev jeg gravid.
Velkommen ammehjerne!
image

Ammehjerne siges at være lidt en blanding af forskellige ting, og nogle siger at det slet ikke eksisterer (mon ikke det er mænd, der siger det). Når man får sådan en lille ny i sit liv, der skal have mad hver tredje time og skiftes og elskes, så er der ikke meget tid til sammenhængende søvn. Og manglende søvn påvirker særligt vores koncentrationsevne, så det der med at huske beskeder eller invitationer, det kan være meget svært. Derudover er alt vores fokus helt instinktivt på vores afkom. Så vi husker hvornår baby skal spise eller sove, men ikke at bedsteforældrene ville komme forbi til kaffen. Det er nu egentlig ret smart indrettet. Irriterende, nok særligt for vores bedre halvdele, men ret heldig for baby.

Så er der så de af os, der tager forskud på glæderne og starter med ammehjernen allerede inden baby er kommet til verden.

Jeg har i løbet af de sidste par uger præsteret at køre til købmanden efter kaffe, for at vende tilbage med tusinde andre ting end kaffe. Jeg er på én aften gået ud i køkkenet fire gange lige efter hinanden, og hver gang have glemt hvad jeg gik efter (jeg ved stadig ikke, hvad jeg skulle have derude). Jeg glemmer konstant hvad min kæreste fortæller mig, hvilket kan give lidt sammenstød når jeg så senere hårdnakket insisterer på, at det har han i hvert fald ikke sagt til mig. Og listen fortsætter..
Så dem der siger at ammehjerne ikke er virkeligt, de må komme med en anden forklaring på hukommelsestabet så.

stumme_sostre

Det positive er dog, at når man kommer på den anden side af ammehjerne, siges det at man udvikler en helt speciel evne til at multitaske i stedet for. Mon det er derfor at kvinder er bedst til multitasking? Fordi vi er gået fra gravide med ammehjerne, til alt-klarende superwoman 😀 I think so!