Børneopdragelse – Så sid dog stille

Som den opmærksomme læser nok har opdaget, så har vi en del udfordringer herhjemme, i form af en meget selvstændig toårig. Det er faktisk lidt som om at man ikke kan gøre ham tilfreds. Medmindre at han sidder med en banan i hånden og ser “Sådan træner du din drage” i fjernsynet. Jeg synes særlig at madsituationerne kan skabe en masse konflikter. Vi fik pizza til aftensmad den anden aften, hvilket jo normalvis er et hit blandt børnene, også selvom jeg putter grøntsager på i stedet for skinkestrimler. Der røg da også lidt ned, men det meste af tiden blev brugt på at forsøge at finde den helt rigtige størrelse stykker. Jeg gjorde mit ypperste for at få skåret lige præcis det stykke, som han gerne ville spise, selvom jeg tvivler på at han ved hvordan det skulle være. Nogle gange ender hele madsituationen i at han sidder ved et lille bord, på en lille stol ude i køkkenet og spiser sin leverpostejmad med bogen om Askepot som underholdning.

Jeg er ærlig talt træt af at det skal være så besværligt at spise mad. Og jeg nægter at lade de stunder bliver fyldt med irettesættelser, stress og hævede stemmer.

Der må bare være en bedre måde. Vi er helt gået fra det her med at de skal spise så og så meget mad, før vi som voksne mener at de nok er mætte. De skal som udgangspunkt smage på det der bliver serveret, også selv de ikke kunne lide broccoli sidste gang de smagte på det. Og når de så stadigvæk ikke kan lide det, så er det tilladt at få et stykke rugbrød i stedet for. Så blev lidt af presset fjernet, men Gabriel er en ret flyvsk lille dreng. Han har altid travlt med at lege med futtog, biler, dinosaurer og hvad han ellers kan hive frem fra kasserne. Så det at skulle sidde stille ved et bord og spise, det er ikke altid at det lige passer ind i hans leg.

Og så tænker jeg, om det ikke er helt iorden? Hvem siger at man som barn skal sidde stille ved bordet og pænt spise sin mad.

Selvfølgelig skal man ikke kaste rundt med det, men er det ikke vigtigere at oplevelsen bliver sjov og maden interessant. Lige for tiden får han lov til at spise det han kan (to bidder ca) og så render han ned og leger. Når han så kommer fem minutter efter vi har ryddet op på maden og beder om en banan, så får han et par rugbrødsmadder i stedet for. Jeg ved ikke om vi mærker ham for livet eller om det hele nok skal gå.

Hvordan håndterer I spisesituationen?

photostudio_1447878428322