Det der med amning..

Vores kroppe er skabt på en helt fantastisk måde, der gør at vi kan gro et vaske-ægte levende menneske indeni os.
image

Og så kan vi ovenikøbet også ernære det her lille menneske, efter vi på magisk vis har fået det ud. Jeg er uddannet sygeplejerske og har derfor en hel del viden om hvordan kroppen fungerer og om hvordan sådan et lille menneske bliver til. Jeg ved at vi består af enorme mængder celler, der alle kan noget helt specielt. Jeg ved at en baby skabes ved at to celler blander sig med hinanden og så begynder at dele sig. Men jeg forstår ikke, hvordan det kan blive til noget så fantastisk som en lille baby. Viden og forståelse hænger tydeligvis ikke altid sammen 😉

Endnu mere imponerende er det, at kroppen helt automatisk ved hvad den skal gøre. Både i forbindelse med fødslen, men også med den efterfølgende amning. Baby og morens krop er selv i stand til at tilpasse mængden og sammensætningen af mælken, så den passer helt præcist til dette barn. Det er sku da imponerende!

Men selvom det er så naturligt og grundlæggende, så kan amning faktisk godt være rigtig svært.

Her taler jeg af erfaring. Jeg ammede Gabriel de første fjorten dage af hans liv, og det var forfærdeligt! Når man ser andre amme, ser det så fredfyldt ud. Det var det langt fra, for det gjorde rigtig rigtig ondt at amme. Uheldigvis suttede Gabriel skævt, hvilket resulterede i meget! ødelagte brystvorter og begyndende brystbetændelse. Efter fjorten dage med gråd (det var mig der græd, ikke ham), vågnede han en morgen og var for udmattet til at spise. Han har ikke fået nok at spise det sidste stykke tid, og var blevet for afkræftet. Sundhedsplejersken kom, sendte os til vagtlægen og så blev vi indlagt til sondeernæring. På det tidspunkt var det frygteligt! Jeg var nervøs for hvad der skulle ske med mit barn, og jeg følte det som et kæmpe nederlag at jeg ikke havde opdaget, at han ikke fik nok mad. Følelsen af at måtte opgive amningen, den sidder stadig i mig her to år efter. Jeg VED godt at jeg gjorde det rigtige på det tidspunkt, jeg VED at jeg har en sund og rask dreng idag og jeg VED at han på ingen måder har taget skade af at få flaske.
image

Men jeg føler mig stadig lidt utilstrækkelig når jeg tænker på det.
Det er også grunden til, at jeg denne gang har takket ja til ammeetablering. Det betyder at jeg skal være indlagt i 4-5 dage, i stedet for at tage hjem et par timer efter fødslen. De dage skal så bruges sammen med personale, der har noget efteruddannelse indenfor amning og ammeetablering. Jeg er rigtig spændt på om jeg kan få det til at fungere denne gang. Nu er jeg lidt bedre forberedt på, hvor hårdt arbejde det faktisk er at amme. Der er sutteteknikker, ammestillinger, tømning af brystet, den tynde mælk og den fede mælk, ammeindlæg og uldindlæg, brystspændinger, sprækkede brystvorter og diverse plejeprodukter kun til brysterne. Men.. Med det sagt, så har jeg absolut tænkt mig at kæmpe for det. Jeg tror på at det er det bedste, og det må være klart det nemmeste også. Så jeg glæder mig og skal selvfølgelig nok opdatere på hvordan det er gået (når lillebror engang vælger at komme ud i verden, jeg er 40+3 idag).

Har I nogle gode råd til at få amningen godt igang? 🙂