Roller, hatte og sygdom

Som mor har man mange forskellige roller. Vi er både kok, rengøringsdame, pædagog, alt-mulig-kvinde og meget mere. Vi har også en faglig rolle, og for mit vedkommende er det sygeplejerske. Det er en enorm del af min identitet, nærmest på lige fod med mor-rollen. Når man så er alenemor, som jeg for nyligt er blevet, så får man også far-hatten på og er eneansvarlig for alt hvad der hedder natteroderi og sygdom.

Sidstenævnte rolle er jeg temmelig udfordret på lige i øjeblikket.

Mandag morgen vågnede min mindste dreng og var meget slatten, han var ligbleg og sov noget mere end hvad han plejede at gøre. Som den, til tider, stride sygeplejerske-mor jeg er, kom han afsted i dagpleje alligevel. Det samme gjorde han om tirsdagen, fordi arbejdet skulle jo passes og han havde ikke feber. Den aften var hans afføring helt sort og klistret – og så ringede sygeplejerske-klokkerne. Jeg tog ham til vagtlægen, med tanken om at det nu nok bare var mig der overreagerede. Han målte en lav blodprocent på ham. Så ganske vist, lille T blødte et sted i maven. Men det gør en på halvandet da ikke!?

Pludselig stod jeg i en situation, hvor alle mine roller blev kastet op i luften og landede hulter til bulter på gulvet.

Sygeplejersken i mig prøvede at finde en logisk forklaring på det, pædagogen i mig gjorde sit bedste for at hjælpe sygeplejersker og læger med de undersøgelser der skulle laves – og moren i mig græd af smerte og bekymring for min lille dreng. Og hun gør det stadigvæk, på indersiden. For der er ikke plads til et mindre sammenbrud, når ens kæreste eje skal opereres og har smerter.

Og vi er stadig midt i det hele – mange kilometer væk hjemmefra, og ingen pårørende i nærheden. Lille T er heldigvis i bedring og skulle gerne komme sig helt. Men om jeg nogensinde finder ud af at få styr på rollerne igen – ja det vil tiden vise..

20161102_163212