Shit – den skal ud igen!

besvime_fødsel

Her går man lykkelig rundt i sin enorme krop og kan mærke lillebror derinde det meste af tiden. Der er ikke længere så meget tumlen rundt, det er mere glidende, pressende bevægelser. Det er tydeligt at mærke, at pladsen er blevet trang derinde.

Midt i al lykken kan det lige pludselig slå mig.. Shit, lillebror skal jo ud af maven igen.

Altså når de to streger viser sig på graviditetstesten, så ved vi jo allesammen godt at det også involverer en fødsel. Det er bare ikke noget man tænkte så voldsomt over, ikke for mit vedkommende i hvert fald, før nu. Man tænker at der kommer en lille baby, at livet ændrer sig og at man nu kan købe det der nuttede babytøj.
Men nu hvor maven er faldet længere ned, jeg kan mærke at lillebrors hoved kører rundt nede i bækkenet og alt er bare blevet lidt løsere “dernede”, så tænker jeg på det. Min krop gør klar til at der skal noget ud igen..
Første gang jeg skulle føde gik det hele vist efter bogen som førstegangsfødende. Veerne begyndte stille og roligt, vi tog på sygehuset da de kom regelmæssigt og ret tæt på hinanden og så gik det ellers derudaf. Jeg fik et par nåle i ryggen som smertestillende, ellers ingenting. Gabriel er født i vand, hvilket jeg varmt kan anbefale og jeg regner også med at føde lillebror i vand.
MEN, det er jo det med fødsler.. Jeg kan have mine erfaringer og ønsker, men jeg aner jo reelt ikke hvad der kommer til at ske. Og det passer det der siges med smerterne, jeg kan ikke huske hvordan eller hvor ondt veer gør. Selvom jeg nu ikke er i tvivl om at det nok skal komme til mig, ligeså snart jeg mærker de første igen.
Lige nu har jeg affundet mig med, at det formentlig bliver et døgn i smertehelvede. Og det er som om at det er til at forholde sig til.

Ved jordemoderen snakkede vi lidt om forskellige smertestillende midler, heriblandt en epidural blokade. Til dem der ikke ved det, er det en nål i rygsøjlen hvori man kan give smertestillende medicin. Der er stor debat om hvorvidt det påvirker fødselsforløbet, og det vil jeg ikke komme ind på her. Jeg vil tilgengæld ytre mine tanker om det i forhold til mig selv og lillebrors kommende velkomst til verdenen.
Jeg vil gøre mit for at undgå den procedure, men samtidig takker jeg pænt ja tak, hvis jeg kommer til at få behov for den. Det må tiden vise. Jeg tror det aller vigtigste i forhold til en fødsel, er at lytte til sin egen krop. Ikke hovedet, ikke manden og ikke altid jordemoderen. Din krop ved stensikkert hvad den skal gøre, og hvad den har brug for. Og er den måske lidt svær at tyde, er det her jordemoderens gode råd og forslag kan hjælpe rigtig meget. Jeg var så heldig at have en jordemoderstuderende med til min fødsel, så jeg havde en på stuen hele tiden. Det tror jeg da i hvert fald, jeg tør ikke garantere at jeg har opdaget det, hvis hun gik ud.Jeg kan dog huske at jeg tænkte, “stakkels pige”, fordi det foregik midt om natten og jeg jo egentlig bare lå lige så stille det meste af tiden.

Stod det til mig så foregik det hele herhjemme denne her gang, i sådan et badekar man kan låne.

Nu er det bare det, at vi er to omkring det her. Selvom det ganske vist er mig der rent fysisk skal gøre al arbejdet, så er min kære kæreste også en del af det. Det er mindst ligeså vigtigt at han føler sig tryg og godt tilpas, som det er at jeg gør det. Jeg tror nogle gange at manden kan blive lidt overset i hele fødselssituationen. Det må være frygteligt at se sin elskede i så store smerter, og ikke være i stand til at gøre noget ved det. Det ligger slet ikke i mandens (i hvert fald ikke i mins) natur, at være en passiv tilskuer. Jovist kan han sørge for proviant, massage og støttende ord, men han kan ikke lindre eller fjerne smerten. Så lige et mentalt skulderklap til alle de mænd der har set deres kære i den situation.
image

Hvorom alting er og uanset hvordan det hele kommer til at gå, så ender det jo ud med noget af det mest fantastiske i hele verden. DET glæder jeg mig vanvittig meget til at opleve igen! 😀