Forventninger vs virkelighed – da jeg blev mor

Min datters første tid

Efter 3 dage med veer, en fødsel som forløb sig godt indtil Emilies værdier blev dårlige og der kom en jordemoder på stuen som ødelagde den ellers gode stemning, så kom vores datter til verden d. 3 juni kl. 22.54 ved hjælp af min seje mand.

Emilies ene lunge var ikke klappet ordentlig ud og hendes infektionstal var højt, så vi blev sendt på neo afdelingen til indlæggelse. Her blev vores nyfødte datter udstyret med cpap, sonde og en masse andre slanger. Jeg skulle sove på en stue uden Emilie og min mand blev sendt hjem grundet pladsmangel. Så lå jeg der, alene med alle mine tanker og følelser som jeg endnu ikke havde nået at få sat ord på. Og hvordan sætter man lige ord på, hvad der går igennem én når det at blive forældre var så langt fra ens drømme og forventninger. Hvordan fortæller man, uden at lyde som en dårlig mor, at der gik længe før jeg rent faktisk følte andet for mit barn end bekymring? Jeg ved godt nu, at jeg ikke var/er en dårlig mor. Men i de efterfølgende måneder, der kæmpede jeg en indre kamp for at finde hoved og hale i hvad der var sket og hvorfor det hele var gået som det var.

Vi var indlagt i 11 dage, ja det lyder ikke af meget og Emilie var heller ikke dødeligt syg. Men det var de hårdeste 11 dage i hele mit liv og det at man ikke kan få lov at have sit barn på sig, at se ens barn være slapt, være proppet med slanger i hovedet, det er ubeskriveligt hårdt. Jeg tager hatten af for de forældre med alvorligt syge børn og sender dem et kram, for jeg føler ikke at jeg ville have kunnet rumme en mere alvorlig situation.

Endelig hjemme

Men efter 11 dage med urolige nætter og dage, beskeden om potentiel meningitis, at der blev taget blodprøver og rygmarvsprøver fra vores datter uden vores tilstedeværelse, 2 forskellige slags antibiotika 3x dagligt, en elektrisk pumpe som jeg nok havde mere i hænderne end vores datter, ja SÅ kom vi endelig hjem.

De efterfølgende måneder oplevede vi at Emilie var blevet meget påvirket af den ellers korte indlæggelse. Vi blev tilknyttet en ergoterapeut som mente at Emilie havde fået hospitalstraume samt at hun var særligt sensitiv. Det betød at vi de første 5,5 måned af Emilies liv var nærmest total isolerede fra omverdenen. De få gange vi forsøgte at besøge vores familie, resulterede i timelange skrigeture, så vi besluttede hurtigt at vi måtte takke nej, til vores sociale liv.

Der var flere dage hvor jeg tænkte at det hele var en fejltagelse, for jeg følte vittertligt ikke at jeg var i stand til at håndtere vores situation. Jeg sagde flere gange ” hvis en hvilken som helst anden opgave i mit liv, havde været så hård som denne, ja så havde jeg givet op” – for jeg var presset helt derud hvor jeg nærmest ikke kunne mere.

Min mand og jeg græd ofte, i afmagt, i sorg over vores realitet var så langt fra vores forventninger, i sorg over at bedsteforældre ikke fik lov at møde Emilie som den hun virkelig var. Men mest af alt i sorg over, at vores datter skulle have det så hårdt, for verden var alt for stor og der var allerede sket så meget for hende.

Men hvad så nu?

Det er med tårer ned af kinderne at dette indlæg bliver skrevet, for selvom Emilie er 9,5 mdr., og er blevet meget bedre rustet til at møde verden. Så gør det stadig ondt indeni, jeg kæmper stadig nogle dage, jeg ser ikke på billeder fra da hun var nyfødt og jeg føler mig stadig snydt. Alle disse følelser, selvom jeg sidder med den mest fantastiske lille pige, som jeg elsker højere end jeg troede muligt. Men det ligger bare dybt i mig, vi snakker stadig meget om det for at jeg kan få nogle ting afklaret. Jeg har været til efterfødselsamtale og hele baduljen igennem. Jeg er blevet mødt med at jeg ikke skulle dvæle ved det, fordi jeg jo har en rask datter nu. Men så nemt er det ikke og jeg vil have lov til at være i følelsernes vold, bare engang imellem. Det bliver bedre med tiden, men jeg er ikke helt ved slutningen endnu.

Så det er langt fra alle historier der er lyserøde, det er ikke alle mødre som føler kærlighed ved første blik eller føler sig tilpas i rollen OG DET ER OKAY! Det er man hverken en bedre eller dårligere mor af.

Jeg gjorde hvad jeg kunne, med den viden jeg havde, på daværende tidspunkt. Mere kan man ikke forlange. Og det er så vigtigt at sige sine følelser højt, ellers bliver de jo forbudte. Der er ingen følelser som er forbudte, vi kæmper alle med noget forskelligt.

Det her er min indre kamp.

#minmavedkminkvindekamp