Hjemmepasning, ja tak!

Fravalg af institution

Vi har valgt at vores datter Emilie skal hjemmepasses de første par år af hendes liv OG DET FØLES BARE SÅ GODT. Det virkede helt forkert i maven på os at sende hende afsted. Så da vi sad og skulle vælge institution, kiggede vi på hinanden og blev enige om at det ikke var noget for os. Når vi ser på Emilie, viser hun hver dag, hver time et kæmpe behov for at være tæt på sin mor (og far, men nogen skal jo tjene til føden).  Det virkede så forkert på os, at jeg skulle begynde at arbejde, så jeg kunne tjene penge for at betale en anden kvinde(/mand) for at kunne trøste, give kys og kram og være en del af vores datters udvikling. Det at skulle aflevere mit barn til et andet menneske som så egentligt vil få flere timer med hende i hverdagen end jeg selv ville, nej det virker bare fuldstændig forkert.

 

Emilie skal være ved sin mor.

Så vi begyndte at undersøge mulighederne for at jeg kunne gå hjemme, for let’s face it, det er sgu svært at leve for én løn med to biler, hus, barn osv., Vi fandt så ud af at vi var så heldige at bo i en kommune som tilbyder hjemmepasning, det vil sige, at jeg får penge for at gå hjemme med Emilie. Det er langt fra noget man bliver rig af. I hvert fald rent økonomisk. For vi bliver rige på kærlighed, nærvær og oplevelser, det kan der jo ikke sættes en pris på.

Efterhånden som vi blev mere afklaret med vores valg og besluttede os for at følge mavefornemmelsen (endnu engang), fandt vi også et behov for at se om nogle børnepsykologer eller studier understøttede vores fornemmelser af at det var HELT FORKERT at vores lille tutti (ja det kalder vi hende) skulle være væk fra os så mange timer dagligt. Og hvis man lige tager sig lidt tid på diverse debatgrupper på Facebook og er gode venner med Google, ja så dukker der en masse gode sager op. Så hvis nogen går med samme fornemmelse i maven som os, kan jeg bestemt anbefale at læse artikler fra f.eks., Ole Schouenborg (psykolog), bogen ”Mor er den bedste i verden” af Niels Arbøl (biolog), Gideon Zlotnik (børnepsykiater) og jeg kunne blive ved. Det er interessant læsning og når den her mor først kommer i gang kan jeg slet ikke stoppe igen.

Jeg har bare en følelse af at vi er blevet fejlinformeret om hvad der egentligt er bedst for vores børn? Jeg troede, bund ærligt, at det var godt for små børn at komme ud i institution, de skulle da have legekammerater og mor skulle jo arbejde. Men efter jeg selv blev mor, fik jeg den her følelse af forkerthed og undersøgte området. Og så fandt jeg faktisk 10 år gamle artikler der siger at det er forkert, at det ikke er for vores børns bedste at sende dem afsted, at det kan påvirke deres udvikling negativt at være væk fra sin mor/far. 10 ÅR GAMLE ARTIKLER??? Hvorfor bliver denne problemstilling ikke belyst og debatteret til hudløshed? Det er sgu da, undskyld mit fransk, skide vigtigt at vi tager hånd om vores små, de er vores fremtid, hvorfor give dem halv dårlige kort på hånden før de overhovedet kan gå???

Ja jeg undrer mig bare over at samfundet ikke har råbt højt. Er det måske fordi vi er uvidende og bare følger strømmen? Børn skal jo i dagpleje/vuggestue, for sådan har det jo altid været.. AARGH, sådan har det jo ikke altid været. Mine bedsteforældre var hjemme med deres forældre, min far blev passet hjemme indtil børnehave og både mine bedsteforældre og min far har sgu fine sociale kompetencer, har klaret sig godt i livet og er på ingen måde handicappet grundet manglende institution. Og det er jo lidt det klangen lyder på, ikke? Det er synd for vores børn at de ikke kommer ud og skal sidde 8-10 timer blandt andre børn dagligt. Det er synd at de skal nøjes med deres mor, for puh hvor må de da blive understimuleret.

Den holdning er jeg blevet mødt med, utallige gange. Og det er en holdning vi har fået proppet ned over hovedet på os fordi politikkerne og Christiansborg har brug for at vi komme hurtigt tilbage på arbejdsmarkedet.

 

Så lad os lige tygge lidt på den, synd for min datter…

For hvorfor er det synd for mit barn at være en del af hverdagen herhjemme. Hun lærer at hjælpe med maden, der skal støvsuges, lægges tøj sammen og vaskes op. Hun hjælper med at vaske op (eller kigger på i hvert fald), hun har konstant mulighed for én til én kontakt med en voksen og derfor også mulighed for en dialog når hun føler behov for det. Der er ingen stress og jag om morgenen fordi hun skal afleveres et sted, vi kan sove lige så længe vi vil eller stå så tidligt op at det eneste vi magter er madras hygge med legetøj. Hun lærer at der skal handles ind, puttes piller i fyret og at postbuddet kommer med pakker. OG når vi ikke synes vi gider at være hjemme, så tager vi i legestue for at møde andre børn og mødre som har taget de samme valg som os. Hvis en dag verden føles stor og skræmmende for hende, kan vi sidde og ammer ligeså tosset vi vil, hele dagen hvis vi vil. Hun får kram, kys og nærvær døgnets 24 timer, fra de personer som hun elsker alle mest, nemlig hendes mor og far. Hun skal med i haven når vejret er til, gåture i skoven så vi kan kigge på træer og måske møde nogle dyr. Og så har hun en mor, som er rolig og tilpas, ikke forjaget og stresset over arbejdstider, hentetider, handlen ind, rengøring, madlavning og alt for få timer i døgnet.

Ja jeg synes egentligt det lyder som en meget god barndom. Faktisk er jeg ovenud lykkelig for at jeg kan tilbyde min datter sådan en tryg barndom. Og hvor ville jeg ønske at alle der havde lysten og modet til at gå hjemme, også havde muligheden. Men det kræver at vi råber højt og begynder at forlange bedre forhold til vores børn.

Så send mig endelig tilbage til suppegryden i køkkenet, hvis bare jeg kan få lov at have min datter på armen samtidig, så er der faktisk ikke noget sted jeg hellere vil være.

 

IMG_4485

 

#minmavedkminkvindekamp