Mit møde med forældrepolitiet

IMG_4407

Inden Emilie, min datter, kom til verden, havde jeg en forestilling om hvordan jeg ville være mor. Da Emilie kom til verden, gik det op for mig hvor utroligt mange forskellige måder man kan være mor på.

Pludselig skal man tage stilling til en masse ting, som man faktisk ikke aner noget om. Hvordan skal mit barn spise, er det grød, BLW eller noget helt tredje? Vil jeg ammer eller give flaske? Skal baby sove i egen vugge eller i mor og fars seng? Og hvordan ved man hvad der er bedst for ens barn, det er jo det store spørgsmål. Vi tager nogle valg vi håber er det bedste for vores guldklumper.

Derfor tænker jeg det er meget passende at mit første indlæg kommer til at handle om valg, for dem er der så uendelig mange af.

Personligt har jeg indstillingen, at der er ikke nogen rigtig og forkert måde at være forældre på, men der er en rigtig og forkert måde for den enkelte familie.

De valg vi har taget omkring Emilie føles så rigtige nede i maven på os, vi har 100% fulgt vores mavefornemmelse og selvfølgelig læst en hel masse. Så derfor er vores datter fuldammet til 6 mdr, hvor vi startede på BLW. Hun sover i vores seng, under min dyne (oh yes) og hun skal gå hjemme med mig indtil hun starter i børnehave. BUM. Det er vores valg og vi har jo selvfølgelig ikke taget nogen valg som vi ikke mente var for vores datters bedste.

Remser lige nogle enkelte sætninger op som vi har fået grundet vores valg;

 

  • Sover hun i jeres seng? Det er vidst mere mors behov end Emilies. Hun skal jo lære at sove selv.
  • Fuldammer du stadig? Jamen skal hun ikke have noget rigtig mad, med god næring i?
  • Det er også synd for Emilie at hun ikke kan få en masse mad ned i maven, når i kører BLW. Hun må da være sulten.
  • Hjemmepasning? Du kommer da til at kede dig. Og Emilie har brug for at være sammen med andre børn og lære at blive selvstændig.

 

Nogen kan måske nikke genkendende til overstående kommentarer, det er åbenbart blevet helt normalt at være dømmende i forhold til andres valg, specielt når det kommer til vores børn. Og det er den her dømmende tilgang til de valg som er anderledes end ens egne jeg gerne vil frem til. For hvem er vi, at dømme en anden måde at være forældre på? Man kan stille undrende spørgsmål, altså ”er der en speciel grund til i har valgt at gøre sådan?”

Så er jeg sikker på at vedkommende gerne vil give en fint svar og ovenikøbet have en dialog. Men det er ikke så ofte jeg er blevet mødt undrende. Tværtimod. Og det er jo ærgerligt. For forældreskab, at være mor og far er så sårbart.

Da jeg i en debatgruppe om BLW fortalte at jeg gav Emilie hele cherrytomater, ja der stod himmel og hav sgu i ét. Du godeste. På grund af det valg blev jeg pludselig en dybt uansvarlig mor, som åbenbart ikke ville mit barn det bedste. For børn DØR jo af cherrytomater. Ja jeg følte faktisk at de nærved havde meldt mig til kommunen.

De dømte mig, og det var meget ubehageligt. Ingen havde i sinde at undre sig ”Jamen hvorfor giver hun sin datter cherrytomater, hvad er det der gør hun tør” – for så kunne jeg have fortalt dem at Emilie punktere dem og suger indmaden ud. At hun på intet tidspunkt har hele tomaten i munden, i hvert fald ikke før den er suget for saft og kraft.

Og tænk lige hvordan den debat kunne have været, hvis bare folk undrede sig, i stedet for at dømme. Så kunne alle parter, mig deriblandt have følt sig godt tilpas bagefter. Jeg vil ikke skulle forsvare mine valg, jeg vil gerne fortælle om dem hvis jeg bliver spurgt. Faktisk rigtig gerne, for jeg vil gerne plante et frø, eller modtage et frø fra en anden mor som har andre erfaringer end mig.

Når det kommer til det at være mor, er vi alle jo et tomt lærred til at starte med, det er erfaringerne som former os til at være den mor vi nu engang er. Og som mor bliver man formet konstant, da man hele tiden danner sig nye erfaringer.

Måske man skal minde sig selv på, at man tager forskellige valg, hvad der fungere for os, fungere nødvendigvis ikke for dig. Men det giver ingen retten til at dømme hinanden. Vi har bare så travlt med at være forældrepoliti, morpoliti – der venter en konstant løftet pegefinger i hvilket som helst forum du er medlem af, hvis du ikke gør som alle andre.

Vi gør tingene lidt anderledes end de fleste. Jeg har ladet mig inspirere ved at være undrende overfor andres valg, og på den måde kommet frem til hvad der virker for os.

Måske vi skal lade os inspirer, udvide vores forældre horisont, opdragelsesmetoder. Eller bare sige pyt skidt, hvis vi ikke kan forholde os til andres valg. Måske det er på tide at vi hylder forskelligheden, hvis vi alle tog de samme valg ville det da være drøn kedeligt.

Jeg står ved mine valg mht Emilie. Også selvom morpolitiet og andre folk kommenterer dømmende og uvidende på vores valg. Men hvor ville det da være dejligt, hvis vi mødte hinanden på en lidt pænere måde.

Det har jeg i hvert fald tænkt mig at prøve! Og nu løb mit tankemylder vidst af med mig 😉

Tak fordi i læste med så langt.