Spontan abort – når lykken er kort

Jeg testede positiv

Der har været lidt stille på bloggen på det sidste, det er ikke fordi jeg ikke har haft noget på hjertet, for det har jeg skam altid. Jeg har bare ikke haft overskuddet. For lidt over 1 måned siden sad jeg ved morgenbordet og havde sådan en kvalme. Jeg tog en graviditetstest som hurtigt viste to streger. Og der var glæde i vores lille familie, Emilie skulle være storesøster, vi skulle være forældre igen og det hele var fantastisk.

Da det kun er 10 mdr siden jeg fødte sidst og jeg stadig ammer Emilie, er min menstruation meget uregelmæssig. Vi fik derfor en tid til en terminsscanning, hold nu hvor er man spændt når man skal ind og se sin lille purk for første gang. Den følelse, den er fantastisk, nærmest ikke til at beskrive.

Anlæg for tvillinger

Da vi kommer til scanning kunne vi se at der var TO fostersække inde i min mave, ingen fostre ENDNU, men det kunne der jo komme. Eftersom vi ikke vidste hvor langt jeg var henne, havde vi på daværende tidspunkt ingen bekymringer. Vi var helt oppe og køre over muligheden for at der ved næste scanning måske var to små skønne hjerter som slog. Mulighed for at vi skulle få æren af at være tvillinge-forældre også.

Vi skulle vente en uge mere og så til scanning igen. Og den uge sneglede sig afsted, for søren da hvor går tiden langsomt når man glæder sig så meget. Endelig kom dagen, min mand kom tidligt hjem så han kunne komme med til scanning og vi kunne få den oplevelse sammen.

Én fostersæk

Og intet foster…. Det var hvad scanningen viste.. Av mit hjerte, forventninger og drømme braste bare, lige der på stuen.. Vi troede at scanningen skulle vise om vi skulle have én skøn baby eller to. Og nu, ja, var der ingen baby. Min søde gynækolog ville have jeg fik taget nogle blodprøver så vi kunne se om det var en late starter eller om graviditeten var gået til grunde.

Blod, blod og mere blod

Da vi kom hjem fra scanningen fik jeg en tegnblødning og begyndte derefter at få en smule brunt blod. Jeg opstillede de værste scenarier i mit hoved. Hvad hvis min krop ikke kunne afstøde selv? Hvad hvis eneste mulighed var medicinsk abort, så måtte jeg ikke amme min datter i 6 dage efter? Hvad hvis smerterne begynder at blive rigtigt slemme mens jeg var selv med min datter? Den dårlige samvittighed begyndte også at fylde. Hvorfor har min krop kun kunne holde på 1 ud af 3 graviditeter? Jeg er kun 24, burde være i den mest fødedygtige og fertile alder.

Blodprøverne blev taget og jeg ville få svar mandag. Endnu en uges ventetid. Men så længe behøvede vi slet ikke vente. Natten til lørdag vågnede jeg op med enorme smerter, kampsvedte og kunne ikke overskue at ligge tæt med Emilie. Jeg vækkede min mand som lagde sig sammen med hende, mens jeg gik på toilet. Og hold nu op et syn jeg mødte..

Lå på gulvet og græd

Næsten morgen lå jeg på gulvet og græd, af smerte. Min søde mand tog sig af mig og min smukke datter som slet ikke kunne forstå hvad der foregik, gav mig kys og smil. Men for pokker hvor gjorde det ondt, måske gjorde det mere ondt fordi man vidste hvad man mistede og at man intet fik ud af det. I hvert fald fik jeg snakket med vagtlægen omkring smertestillende og fik klippet Emilies bleer til, så jeg var lidt mere sikret.

Det var en forfærdelig oplevelse, intet beskriver det bedre. Der går lige lidt tid før vi prøver igen, for det sidder i mig. Jeg blev skræmt og hevet helt ud af min komfortzone.

Men nu sidder vi her, næsten på den anden side. Min gynækolog har lige ringet og bekræftet aborten ud fra svaret af blodprøverne. På onsdag skal jeg scannes for at sikre at alt er kommet ud. Jeg får det lidt bedre når jeg tænker på at fosteret/fostrene ikke var levedygtige og at jeg er glad for min krop klarede det selv.

Spontan abort

Selvom man ikke har været gravid særlig længe og selvom aborten sker inden fosteret bliver til en baby. Så gør det ondt, psykisk og fysisk. Så snart man står med de to streger, begynder man at drømme, elske og være mor på ny. Derfor skal det ikke undervurderes. Man skal være i følelserne hvis man har behov for det. Og det er altid okay at græde, for man bliver såret, skuffet og står med afmagten i hænderne. For vi er kvinder, vi er følelserne, omsorgen, den øjeblikkelige kærlighed og med det kan man risikere sorgen. Det er bare så vigtigt at snakke om det, det må ikke blive forbudt eller tabubelagt. Det sker desværre rigtig ofte at kvinder mister tidligt i graviditeten, oftere end man lige tror. Men der er en mening med galskaben, det er naturen som gør sit arbejde, sørger for at vi for det meste får sunde og raske børn.

Jeg er så utrolig taknemmelig for min dejlige mand, min smukke datter og mine skønne forældre. De står altid ved min side, lytter på mine følelser og er bare generelt en rigtig god støtte. De har alle fire været guld værd i den her situation. Så tak for jer! <3