Are you lonesome tonight?

Om natteroderiet, man ligeså godt kan vænne sig til – når man er nybagt mor

Der gik heldigvis ikke længe, før Lille fik en rytme – altså, sådan da. Det passede med at han sov ét langt stræk i døgnet á 3-4 timer, og det lå cirka fra 18-21/22 om aftenen. I starten, da han mere eller mindre sov gennem hele døgnet, var det let nok bare at sige: ”Ej, jeg gider ikke i seng nu, jeg venter til efter næste amning. Som lå mellem 2-3 timer ude i fremtiden.” Men efter første tigerspring, hvor vi ikke fik så meget søvn, var det altså med at slå til, når klokken nærmede sig spisetid (for normale mennesker, altså ;-)). Så det blev efterhånden en vane at mor trak i nattøjet, (ej, who am I trying to kid?? – havde vist haft det på siden det sidst var nat) MEN ALTSÅ – kyssede far godnat med et ”nå men, så hygger vi da bare i morgen aften i stedet…”

Og så lå man der. I dobbeltsengen, mutters alene kl. 18:09. Og var LYSvågen. Men man skulle jo skynde sig at sove! Der var kun 2 timer og 57 minutter til vagtskifte. Og her havde man ligget og SPILDT tiden ved at komme til at tænke på om der nu var blevet givet d-dråber til Lille i dag. Eller om han egentlig ville blive blå- eller grønøjet… SOV NU, LILLEMOR! Kun 2 timer og 54 minutter til vagtskifte!

”Skaaaaat… Jeg tror, Max er sulten”. Ååååååhhh… Var lige faldet i den gode, dybe, koma-søvn. Drengens timing svigter aldrig 😉 Op og ud af sengen – ind i stuen til lillemand, og frem med natmaden. ”Mangler du noget?” spørger farmand … ”for ellers, tror jeg at jeg vil smutte i seng”. Selvfølgelig vil du det. Klokken er 22, så det er jo sengetid (for normale mennesker!). Og det passer lige nøjagtigt med at Max og mor har 8 timers neverending natamning forude!

Pyyyyhhhh… Kl. 3:25-ish havde hverken jeg eller Lille sovet ordentlig endnu. Har han ondt i maven? Hmmm… ”Er du sulten, lille skat?” Nå – det var han. Tænde for fjernsynet (amning kunne snildt tage 30-40 min. da han var helt ny), hente koldt vand og en lille snack til mor. Sætte sig godt til rette i den gode stol. Frem med ammepuden, ammeapp’en (så vi kunne holde styr på, hvilket bryst, der stod for tur) og ellers bare benene op. Ej!!! Hvor er telefonen … Op af stolen, lægge lillemand i liften (han er sur nu – og temmelig sulten, hvilket stresser moderen endnu mere) Nå. Der var den. Nede mellem sofahynderne. Ok forfra – ammestol, ammepude, ammeapp. Benene op! Sådan, vi er connected. Ej, hvad er nu det?! HVORFOR viser zulu sten-saks-papir på en syret LSD-baggrund nu? Hvor jeg endelig har fået mig placeret med vand, snacks, telefon og – nå, ja – den lystigt spisende baby! Altså, det der, det bliver jeg jo vanvittig af at kigge på! ”Skaaaaaaaaat – jeg ved godt at det er et virkelig dårligt tidspunkt, ikk’ – men kommer du ikke lige herind?”

Et par minutter efter stod den søvnige far på stuegulvet og ville vide om der var sket noget med Max. ”Nej nej, han har det fint – vil bare lige høre om du vil række mig fjernbetjeningen?!”

Nu sover han med ørepropper… og jeg har lært at huske fjernbetjeningen 😉