Min første, meget korte, graviditet

Et meget personligt indlæg om min første, meget korte, graviditet, der endte med ufrivillig abort

I dag er det den 18. april. En helt særlig dag for os, for det er præcis ét år siden, vi fandt ud af at jeg var gravid med Max. Det kom lidt uventet – for vi troede at der ville gå længere tid, inden det lykkedes. Det her var nemlig ikke min første graviditet!

gravid

Jeg er gravid! (18.04.15)
Foto: Privat

A og jeg blev mand og kone lørdag d. 30. august 2014. Det var den fedeste dag, de dejligste gæster og vi var det smukkeste brudepar (f*ck janteloven ;-)) Det startede med at en kærestetur til London i foråret, samme år, bar et frieri med sig og efterfølgende blev vi enige om et vinterbryllup. Som så mange andre gange, hjemme hos os, blev planen ændret. Det skulle være før – af flere årsager, men som jeg husker det, var én af dem at vi rigtig gerne ville være flere end bare os to. Derfor valgte vi sensommeren og planlagde efterfølgende vores drømmebryllup. Med i planerne var at vi, efter brylluppet, gerne ville arbejde lidt videre med drømmen om familie-forøgelse.

10616135_10152729727369709_3318581517966984137_n

Foto: Privat

Bum. Jeg blev gravid. 3 dage efter brylluppet (altså positiv test 17 dage efter brylluppet). Det var for vildt! Vi troede ikke at det ville gå så stærkt, men det gjorde det altså. Vi forberedte os på at skulle være forældre til maj, året efter. Lykken var stor! Vi var nygifte, havde en drøm af en bryllupsrejse i vente (10 dage på den Dominikanske Republik i oktober), havde færdiggjort vores uddannelser og var gået i gang med at lede efter drømmeboligen. Og nå ja – havde en baby på vej. Vi kunne ikke forstå, at man kunne være så heldig!

Tiden gik og efterhånden var takkekortene postet, hjemmet støvsuget for ris og de sidste Quality Street chokolader fra bryllupsreceptionen spist (sidstnævnte sørgede jeg for, var jo altså gravid = cravings). Vores bryllupsrejse nærmede sig og vi satte kursen mod Hamborg, hvor vi skulle med rutefly til Paris og efterfølgende 9½ times flyvning til Punta Cana. På det tidspunkt er jeg omkring 8 uger henne.

Vi nød det i fulde drag og snakkede meget om alt det gode, vi havde oplevet – og samtidigt havde i vente. Dagene gik og hjemrejsen kom faretruende tæt på. En aften, inden vi spiste aftensmad, siger jeg til min mand: ”Hmmmm… Det lyder måske mærkeligt, men jeg har en lidt dårlig fornemmelse omkring den her graviditet. Jeg kan ikke rigtig mærke noget mere”. Vi blev dog enige om at slå det hen, det måtte ikke ødelægge det sidste af vores rejse, og skete der noget, ville det jo ske uanset om vi var i Caribien eller derhjemme. Så resten af turen, blev vi enige om at alt med graviditeten var godt.

Det var det bare ikke. Den dårlige fornemmelse blev ved med at nage mig, og vi nåede kun lige over grænsen til Danmark, inden jeg havde booket en tid til en såkaldt ”tryghedsscanning”. Vi var allerede bekendt med denne type scanning, da vi havde været til én få dage inden afrejse og set hjerteblink. ”Forsigtigt hjerteblink”, sagde hende, der scannede. Det var på daværende tidspunkt lidt for tidligt at sige noget, men vi var ret sikre på at den var god nok. Hvorfor skulle den ikke være det?!

Vi kom ind på klinikken, stadig solbrændte og med masser af friske myggestik. Få minutter efter, lå jeg på briksen igen. Vi fik forklaret damen at vi var kommet i tvivl om alt nu var som det skulle være, og regnede ærlig talt med at få et lille hjerte at se på skærmen om få sekunder. Hun satte scanneren på maven og blev stille. Lidt for stille, efter vores mening. Og det var der en god grund til: ”Jeg er virkelig ked af det… Jeg kan ikke finde hjerteblinket”. ”Led lige igen!” sagde min mand. Det gjorde hun. Men der var ikke noget at gøre. Der VAR ikke noget hjerteblink (længere). Efterfølgende er vi i tvivl om, om der egentlig nogensinde var ét. Men testene (jep, flertal – én er ikke nok ;-)) var positive. Og jeg var jo sund og rask – i god fysisk form – og havde jo ikke blødt….?

Så var det, jeg blev bekendt med fænomenet ”Missed Abortion”, som egentlig bare betyder at kroppen ikke selv udstøder det døde foster. Herefter fulgte et langt og hårdt forløb med adskillige medicinske aborter og til slut en kirurgisk udskrabning en uge før juleaften (2 måneder efter, vi fik den dårlige besked). Det var hårdt – megahårdt!

Mange i vennekredsen var også kommet i lykkelige omstændigheder, og nu var vi i den anden grøft. Ulykkelige omstændigheder – på trods af vores fantastiske bryllup, drømmerejsen og det faktum at vi lige havde underskrevet købskontrakten på vores dejlige hjem. Det lagde i dén grad en dæmper på “hvedebrøds-tiden”, for med forløbet fulgte en masse spekulationer om hvad der gik galt, og om vi kunne have gjort noget anderledes. Utallige læger (og velmenende folk, vi snakkede med) forsikrede os om, at vi ikke kunne have gjort noget for at det ikke ville ske. Fosteret (eller hvad man kalder det, når vi snakker 8.-9. uge) var sygt/ikke levedygtigt. Vi var bare slet ikke forberedt på at det kunne ske (kald os bare naive…). Jeg var vanvittig skuffet over min egen krop, at den ikke engang kunne finde ud af at udstøde det, når nu det var sygt/dødt. De mange konsultationer på sygehuset i forbindelse med “udstødelse af graviditetsproduktet”, som det så klinisk blev beskrevet, var også forbundet med alverdens pinsler. Ikke bare psykisk, men også fysisk. Uden at gå for meget i detaljer, forsøgte man i flere omgange at “skrabe ud” under en alm. gynækologisk undersøgelse. Behøver jeg sige, at det var smertefuldt?? Som tidligere nævnt, endte det med en kirurgisk udskrabning to måneder senere. Skulle det ske, 7-9-13, at vi kom ud for noget lignende, vil jeg til enhver tid foretrække at få det overstået med det samme. På trods af risici heraf.

Hvis jeg skal finde noget som helst positivt ved denne oplevelse, må det være min mands (og familie/venners) kæmpe opbakning. Vi valgte at være ærlige omkring hvad vi gik igennem, hvilket betød at vi fik snakket meget om det. Det hjalp, for pludselig fandt jeg ud af hvor mange andre kvinder, der også har oplevet ufrivillig abort. Af en eller anden grund er det emne meget tabuiseret, hvilket er lidt tosset, man kan jo hverken gøre fra eller til. Og for mange kvinder er det svært, at det ikke er et emne, vi taler om. 

Skæbnen ville at der skulle gå en rum tid, inden det lykkedes igen. Det var urimeligt og dødsvært… For mens man er i det, ved man ikke hvor længe der kommer til at gå før det lykkes igen. Og OM det overhovedet vil lykkes igen.

At miste

På bryllupsrejse til Den Dominikanske Republik, oktober 2014. Her er jeg lykkeligt uvidende om, hvad jeg skal igennem, når vi kommer hjem… Foto: Privat