Åbenhed omkring fertilitet eller ej?!

Det er nogen gange svært i en alder af 29 at være uden børn. Specielt når man virkelig ønsker det, men skal kæmpe så forbandet meget for det.
Jeg synes det er ærgerligt at bare fordi man bor i et hus med sin kæreste og nærmer sig de 30, så tænker folk “næste skridt må da være børn” og deraf kommer spørgsmålet: Nååå hvornår er det så jeres tur? eller bare fordi man har lidt kvalme “er du gravid?”.

Hver gang har jeg lyst til at sige ” jeg kan ikke rigtig uden hjælp, så det tager lidt ekstra tid.”. Ofte siger jeg det og så står folk mundlamme for en stund, derefter kommer de med alle de gode historier omkring, at de kender en der blev gravid, selvom oddsene var imod dem, de stoppede med at prøve og VUPTI så var den der. eller lignende. Jeg er ved at brække mig. Jeg ved godt at flere med PCO/S bliver gravide uden hjælp, og med hjælp. Men det hjælper ligesom ikke mig, der tydeligvis har sværere ved det end det.

Min eks og jeg var igennem 3 inseminationsforsøg og et halvt, jeg blev overstimuleret af hormonet så det blev aflyst.

Nu hvor jeg skal til at i gang igen med min nuværende kæreste, kan jeg ikke beslutte mig for om det er noget jeg vil fortælle mine omgivelser eller ej.
Der er fordele og ulemper ved at fortælle folk hvad man gennemgår. Sidste gang jeg var igennem det, var jeg meget åben. mine venner/veninder vidste det, mine kollegaer vidste alt hvad der foregik og både hans og min familie vidste det.  Fordelen var at de vidste og havde respekt for at jeg havde det svært i den periode. Der var ingen der forstod min situation, men jeg havde altid en at snakke med om det.
Men fordi alle vidste det, kom der også spørgsmål alle steder fra omkring hvordan det gik, hvor langt vi var, og når jeg var blevet insemineret sagde alle at de var sikre på den var der osv., og når det viste sig det ikke var lykkedes, var der mange at fortælle det til, hvilket ikke var så sjovt, når det eneste man havde lyst til var at begrave sig i dynen med en pakke tudepapir.

Min kæreste er meget privat, og står det til ham skal vi holde det for os selv. Men jeg ved hvor hård en omgang det er, og hvor følelsesmæssig påvirket jeg bliver. årh jeg synes det er svært om man skal åbne op eller ej.. 🙁

Status på projekt-B:
Der er ca. 6 mdr. ventetid til fertilitetsbehandling på sygehuset, så vi skal i næste uge ind og have taget blodprøver osv. og have en henvisning så vi kan komme på venteliste, så i starten af 2018 skulle det gerne gå løs. Drømmen er selvfølgelig at jeg er gravid inden. Men det tror jeg simpelthen ikke på kan lade sig gøre.

Men noget positivt er der – det er 5 uger siden jeg smed pillerne. Min krop har skabt sig noget så forfærdeligt. Men i dag har jeg endelig fået min mens. Det betyder at noget ved min kost og træning må være rigtig. og nu kan jeg begynde at se, om den er regelmæssig og på den måde se om min krop er i nogenlunde balance og dermed klar til at skulle blive gravid på et tidspunkt 🙂

bab,