Laserbehandling i stedet for fertilitetsbehandling??

L3000-LASER-rehab-3000-mW-808-nm

Hvad er sket siden sidst?

Der er gået noget tid siden mit sidste blogindlæg, der er enormt travl på arbejdet, og vi har et stort arbejde med at få vores stue og køkken færdigt inden jul. Så det er en lidt stresset tid i de her dage.

Månedlig skuffelse

Hver eneste måned mærker jeg noget der minder om en ægløsning, præcis når min app på telefonen (clue) fortæller mig det burde være der.
Min kæreste og jeg opføre os som kaniner og efter en uges tid får jeg samtlige symptomer på at jeg er gravid, ømme bryster, træt, ømhed  og rumsteren i underlivet m.m. Og selvom jeg ved at chancen for at jeg bliver gravid uden hjælp er så lille, så kan jeg ikke lade være med at blive skuffet og ked af det hver måned når mine mens smerter begynder at komme og min mens kommer :'(  Når det sker, har jeg så ondt i underlivet, at jeg dårligt kan bevæge mig rundt, og har derfor tilladt mig selv, de to dage om måneden hvor det er værst, at spise lige hvad jeg vil, flyde på sofaen og have lov at være ked af det. Heldigvis kommer det ofte om lørdagen, så det ikke går ud over mit arbejde 😉

Hvor lang er vi med behandlingen?

Vi er endnu ikke startet op på fertilitetsbehandling, ej heller kommet på venteliste 🙁 det er en forbandet lang proces synes jeg. Vi har fået taget alle blodprøver, sædprøve – som var normal heldigvis 🙂 og hvad man ellers skal igennem. Jeg har 1. tid hos min gynækolog d. 29. november. Det er en gynækolog der også fertilitetsbehandler, hvis hun mener hun kan det på mig. Så hvis vi er heldige, starter vi op på det i januar.

Helt ærligt, så kan jeg slet ikke rumme hele den omgang igen. Men vi ønsker et barn så meget, så jeg må bide det i mig.

Laserbehandling i stedet for fertilitet?

Men der er et lille håb forude, som måske kan gøre, at jeg ikke behøver skulle igennem hele fertilitetsbehandlingsprocessen, eller som måske kan hjælpe med at speede processen lidt op.

Igennem min svigermor hørte vi om Sund fertilitet, som er en klinik der blandt meget andet laver laser behandling, specielt for at øge graviditets chancerne hos blandt andet piger med PCO. Hun fortalte at der har været et forsøg med 40 par der var opgivet af sygehuset, 30 af dem blev gravide ved laserbehandling.
Udover der måske er store graviditet chancer, så skulle der ikke være nogen bivirkninger.

På sund fertilitets hjemmeside står der:

Vi anbefaler at du får 5-6 laserbehandlinger i ugerne op til ægløsning/ægoplægning.

Behandlingen kan med fordel kombineres med udspænding af stram bækkenmuskulatur enten som manuel behandling, deltagelse på hold og/eller med daglige hjemmeøvelser.

Ca. 50 % af vores kunder under 40 år opnår graviditet allerede efter første behandlingsforløb med laser, men indimellem kan det være nødvendigt at gentage behandlingen i 2-3 cykler, du vil dog ofte mærke effekt allerede efter første forløb i form af nedsatte smerter i lænd, bækken, hofter eller underliv, lindring i symptomer fra eventuelle infektioner samt få mere regelmsæssige menstruationer.

Da det er hos en privat klinik koster det 350 kr. pr. gang så ca. 2000 pr. cyklus.

Min kæreste og jeg blev hurtigt enige om, at det var det vi skulle prøve.
Jeg ringede til dem og havde en snak med hende. Hun mener mine chancer er gode, da jeg har regelmæssig mens, er normal vægtig og dyrker meget motion. Hun sagde, at hun synes vi skulle udskyde fertilitetsbehandling i et år og lade hende prøve at gøre mig gravid. Dette gør vi dog ikke, vi vil prøve det af og hvis vi føler det er noget for os, vil vi køre det sideløbende med fertilitetsbehandlingen.

Jeg har min første behandling d. 22. november og er SÅ spændt og nervøs.

Er der andre der har prøvet laserbehandling?