Hjemmefødslen der blev til kejsersnit, og tiden derefter – del. 1

En plan kan og skal ikke følges slavisk. Slet ikke, når det handler om sit barns første møde med verdenen. Det vidste min mand og jeg godt. Vi var omstillingsparate og ville tage et øjeblik af gangen. Alligevel blev det langt fra, hvad vi havde forstillet os.

Jeg var sat til at føde d. 9. november 2017. Jeg vidste, at vores søn ikke ville komme til terminen. Det var en følelse jeg havde haft i mange måneder. Både ham og jeg havde det fantastisk, så hvorfor skulle han dog skynde sig.

Jeg ville gerne føde vores søn hjemme i rolige og trygge omgivelser.

Da jeg er 41+2 får jeg den første hindeløsning. Der skete ingenting, så jeg får endnu en, to dage senere. Heller ikke denne gang, satte det gang i fødslen.

Aftalen blev, at jeg måtte have taget vandet et par dage senere. Dermed ville en hjemmefødsel ikke længere være mulig. Jeg var ikke synderligt vild med det. Jeg tænkte, at vores søn nok skulle komme, når han var klar. Omvendt kunne jeg godt mærke, at der virkelig intet skete i min krop. Jeg takkede ja til vandafgang, og så måtte vi lade hjemmefødsel være noget, vi forhåbentligt kunne få en anden gang.

Vandet blev taget d. 22/11. Vi gik en god tur, og da vi kom tilbage, fik vi alligevel lov til, at tage hjem. Kl. 01.30 ringede jeg til fødegangen. Veerne nu tog til i niveau, men de var meget uregelmæssige. Vi aftalte, at jeg skulle ringe, når de blev mere regelmæssige. Kl. 07.30 torsdag morgen ringer fødegangen til mig.  Veerne var taget lidt til i styrke, men var stadig meget uregelmæssige. Vi får tilbudt, at en jordemoder kunne komme ud, men at det ville være bedst at komme ind, så der kunne køres en kurve.

Jeg havde kun åbnet mig 2-3 cm. Jeg havde veer, men ikke regelmæssige, og ej heller så slemme at jeg ikke kunne være i dem. Jordemødrene vurderede, at et v-drop måtte være løsningen, og selvom jeg slet ikke havde lyst til indgriben, ville jeg egentlig også gerne have lidt skub i sagerne.

V-droppet bliver sat til, og meget hurtigt kommer veerne på fuldt tryk. De blev mere regelmæssige, men stadig ikke helt som de skulle. Efter nogen tid blev jeg tjekket – jeg havde stadig ikke åbnet mig synderligt.

Jeg taklede veerne vildt godt, og fik stor ros for mit arbejde. Dette fortsatte i mange timer. Pludselig fik jeg en vandvittig smerte nede ved skambenet. Så vild en smerte, at veerne blev peanuts ved siden af. Det betød at jeg både under og i mellem veerne havde en sindssyg smerte, som jeg slet ikke kunne styre, eller håndtere. Det føltes ikke rigtigt.

Det tog SÅ hårdt på mig, og efter lang tid på denne måde måtte der gøres noget. Jeg var ellers gået ind til fødslen med tanke om ikke, at skulle have smertelindrende, men jeg blev nødt til at give efter. Jordemoderen fortalte også, at han højst sandsynligt lå skævt, og hvis der skulle være en chance for at dreje på ham, skulle jeg slappe af i kroppen. Jeg fik en epiduralblokade kl. 14 og det hjalp helt vildt godt – de første par timer. Det var også her vi prøvede alle øvelser, man kunne tænke sig for, at få drejet baby. Intet virkede, epiduralen aftog, så nu var jeg tilbage i smertehelvede.

Sent torsdag aften var jeg 8 cm åben, og der skete bare ingenting. Jeg var brugt – veerne kunne jeg sagtens takle, men den smerte i venstre side gjorde mig SÅ træt. Kl. 23 vurderer jordemoderen, at der skulle en læge ind over for, at scanne mig. Hun slukkede v-droppet og sjovt nok stoppede mine veer næsten, hvilket betød at baby ikke pressede der hvor han skulle for, at rykke i noget.  Lægen scannede mig, og ganske rigtig sad babys hoved nede i mit skamben og trykkede et helt forkert sted – deraf smerten. Der udover var han stjernekigger, og den kombi ville gøre det ualmindelig svært, at ændre på hans stilling.

Hun konkluderede, at der måtte et kejsersnit til. Vores søn havde det fint, men det var et spørgsmål om, hvor længe han ville have det godt. Hun tænkte desuden på mig – hvor længe kunne jeg ligge med de her smerter, og ville jeg have kræfter til resten af fødslen?

Hele min og min mands verden brød sammen. Én ting var at vi måtte droppe hjemmefødslen. Fair nok. Men nu alt det her. Først V-drop og siden hen smertestillende, som slet ikke var min oprindelige tanke omkring fødslen. Ikke nok med det, skulle jeg nu igennem et kejsersnit – det sidste jeg ønskede i hele denne verden – og nu stod vi alligevel her. Min mand græd på hans egne, og især mine vegne – han ønskede ikke dette for mig. Jeg var lidt mere fattet, men udtrykker klart min sorg over, at skulle dette igennem. Vi fortæller at vi elsker hinanden, og der ikke var noget at gøre ved det.

Jordemødrene forsikrede mig om, at jeg på ingen måde kunne have gjort noget anderledes. Jeg havde arbejdet så sindssygt godt. Jeg havde desuden været med på alle deres ideer og forslag, så vi forhåbentlig kunne få ham vendt korrekt. Det her var ikke min skyld, og ikke noget jeg kunne gøre for.

 

Fortsættes…

 

billede