Hjemmefødslen der blev til kejsersnit, og tiden derefter – del. 2

Hjemmefødslen der blev til kejsersnit, og tiden derefter – Læs 1. del her

En lille time senere blev jeg klargjort, og kørt ind på operationsbordet. Min mand satte sig ved min side.

Han var ikke vild med, at der skulle skæres hul i mig. Han ville gerne se vores søn komme til verden, men de gerne måtte dække lidt til. Den utrolige søde læge sagde blot; ”ja ja” på en sød og stille måde (jeg tror hun vidste, at min mand i øjeblikket ville blive klogere).

Aldrig i mit liv havde jeg forestillet mig et kejsersnit. Det var den mest mærkelige følelse. Man kan mærke alt og alligevel intet. De pressede og trykkede og lige pludselig siger lægen; “Kristian kig over klædet, se her”. Min mand blev blød som smør, blev rørt og siger: “Ejjj, skat der er vores søn. Nej nej nej hvor er han fin, årh skat.” Lægen bedte om, at få sænket klædet, så også jeg, kunne se ham. Jeg blev rørt på en måde, jeg ikke havde prøvet før. Jeg spurgte om han var ok – alle sagde, at han havde det så godt, og var så fin.

Han blev hevet ud, og lagt over på bordet. Kristian talte til ham, og gav ham ble på. Han faldt til ro, blev målt og vejet. Han blev vist frem for mig, og jeg fik lov til, at få ham over – jeg var desværre lidt kvalm af, at blive hevet flået i, så det var kun et kort visit.

Vi kom op på opvågningen. Her kunne jeg få lov til at amme vores søn. Kort tid efter blev han helt blå på hele kroppen. Børnelægen tog ham fra mig, og skyndte sig på neonatal sammen med Kristian – Ikke lang tid efter kom de tilbage – der var ikke brug for ilt alligevel.

Tilbage i mine arme, så jeg igen kunne amme, og så ned på barselsgangen. Igen bliver han blå. Igen tog de ham fra mig, nu skulle han have C-pap. Jeg var i chok, bange og uvidende om, hvad der skulle ske. Jeg kunne jo ikke bare gå med, som min mand kunne. Jeg lå helt stille. Fortrak ikke en mine. Der gik lidt. En sød børnelæge kiggede hurtigt ind til mig. Hun fortalte, at vores søn havde det godt, og at jeg slet ikke skulle være nervøs og bange. Det beroligede mig lidt – men jeg havde samtidig sådan brug for, at være tæt på ham.

Min mand kom endelig tilbage med ham. Alt var godt igen.

Endelig kunne jeg slappe af. Få følelsen af, at være mor og kunne tage mig af vores barn blev forsigtigt vækket i mig.

Ud på natten kom børnelægen ind på stuen. Min mand sov. Hun sagde, at hvis det nu han blev blå igen, skulle de kunne handle hurtigt. Det ville derfor være bedst, hvis han kom op på neonatal afdelingen, så man kunne holde øje med ham. Dermed kunne jeg også få lidt søvn.

Jeg var så tæt på at græde. Jeg kunne jo på ingen måde sove uden mit barn, så det ville ikke hjælpe mig! Omvendt var mine egne behov ikke længere første prioritet, så selvfølgelig skulle vores barn have den hjælp han behøvede, hvis det blev nødvendigt. Jeg bedte om at blive hentet, hvis han blev sulten, eller havde brug for mig. Det forsikrede hun mig for, at de vil gøre.

Jeg sad nu igen uden vores barn. Jeg vidste ikke, hvornår jeg skulle se ham igen. Jeg var nærmest ødelagt indeni.

Kl. Lidt i 8 vågner min mand. Han springer op og spørg; “hvor er mit barn” Jeg fortalte ham hvad der blev besluttet om natten. Han kunne se angsten i mine øjne, og mærke min utryghed. Den første sygeplejerske han mødte bedte han om at tage kontakt til neonatal. Han insisterede på, at jeg skulle op til vores søn lige med det sammen.

(Jeg ville ønske nu, at jeg havde vækket ham om natten, selv var jeg næsten handlingslammet. Så kunne godt have brugt ham, men lige der tænkte jeg, at en frisk mand var bedre end en træt og udkørt mand).

Vi blev med det samme kørt til afdelingen. Her får jeg min lille mand i armene igen. Hold nu kæft, hvor havde jeg savnet ham mere end noget andet!!! Han var heldigvis helt fin i løbet af natten, så de mente ikke at der længere var brug for ilt.

Endelig var han “vores”. Endelig kunne vi være forældre og passe på ham.

Min mand spottede ret hurtigt hos mig, at det absolut ikke var drømme starten på at blive mor. Der blev taget noget fra mig som lige der, var så vigtigt. Både fødslen, men i sær, at vores lille dreng blev taget fra mig tre gange.

Alt blev vendt til det modsatte af det, jeg havde håbet og ønsket.

Til trods for vores omstillingsparathed, var det en ualmindelig hård start på familielivet. Men jeg kunne ikke have gjort noget anderledes, både jeg og lillemanden gjorde hvad vi kunne for, at få den bedste start.

Vores smukke søn blev født d. 24.11.17 (42+1) kl. 00.16 ved et akut kejsersnit.

IMG_5323