Lad os starte ved begyndelsen

Da jeg modtog en mail fra min-mave om, at de manglede bloggere, var min tanke: ”Det skal jeg!”.

For jeg elsker at skrive – og hold nu op, hvor har jeg meget på hjerte.

Men da jeg tænkte nærmere over det, blev jeg helt vildt usikker. For det, jeg har på hjerte, er utrolig personligt og grænseoverskridende at skulle dele.

Derfor har I her min blog – uperfekt og anonym. Sidstnævnte mest for min families skyld. Dernæst for jeres (læsernes) skyld. For så kan jeg uden tvivl i sindet, dele alle mine tanker og oplevelser med jer.
For lige at få lidt facts på plads, så kan jeg fortælle, at jeg er i slut 20’erne og jeg er kæreste med M. Sammen har vi vores søn ”baby N”.

Lad os starte ved begyndelsen
Baby N var planlagt. Da vi besluttede det, havde vi endnu ikke eget hus og jeg havde intet arbejde (jeg var studerende på dette tidspunkt). Men det var bare det, vi skulle! Vi var simpelthen så lykkelige, og jeg tog ivrigt talrige graviditetstests undervejs (også inden det anbefales selvfølgelig). Så de første par gange var det faktisk et kæmpe nederlag, da den viste en tydelig negativ. For vi ønskede det så højt. Så hvorfor kunne det ikke bare ske lige med det samme?

Sidebemærkning: inden vi startede ”projekt-baby” (åh, hvor jeg hader det udtryk) havde jeg været på p-piller i næsten 9 år. Så det er slet ikke berettiget, at vi (nok mest mig) overhovedet kunne blive skuffet.
Der gik dog heldigvis ikke mange måneder (ca. tre faktisk), før jeg pludselig så to streger! Det var dog en test, der var taget for tidligt til, at det var sikkert. Alligevel var det det første, jeg fortalte M, da han kom hjem fra arbejde samme dag. Vi var så spændte! Men i og med man hele tiden hører ”skræk” historier om ukorrekte tests og tidlig abort, var det selvfølgelig ikke tidspunktet, vi skulle begynde at glæde os alt for meget. Så det lod vi jo være med – eller ikke. Hold nu op, hvor var den næste uges tid bare alt for lang. At tage den tidlige test var vitterligt det værste, jeg kunne have gjort. Det var et helvede. Det ene sekund gik jeg rundt og glædede mig. Det næste sekund tænkte jeg dystre tanker.

HELDIGVIS var den næste test også positiv! Og efter at have ringet til lægen, glædede jeg mig til at få det bekræftet hos hende. Men skete dette? Svaret er et simpelt nej. For hun tog ingen test (det havde jeg fået ind i hovedet, at lægen da skulle, for at være sikker på, det nu var korrekt). Så indtil min mave begyndte at vise sig, var jeg faktisk ikke helt overbevist om, at jeg var gravid (hvor dumt det nu end var). Og jeg er ret sikker på, at M heller ikke var helt sikker, før han så mig blive tykkere og tykkere.

Den første scanning var for vild, og vi var begge helt høje længe efter. Kort tid efter fortalte vi det til vores nærmeste familie, og alle var ovenud lykkelige (præcist som man ser på film, så det var jo faktisk lidt til at brække sig over).

Sidebemærkning: da vi ringede til de forskellige familiemedlemmer med en opdigtet undskyldning for at komme på besøg, havde de fleste faktisk forventet, at vi kom for at fortælle, at vi skulle giftes. Så der var en smule akavethed omkring hele situationen, hvor de ikke lige vidste, hvilket udtryk de skulle vise os. Det er vildt, hvor forkert ens allernærmeste familie kan tænke om én. M og jeg skal nok giftes – engang. Men vi er typerne, der er dækket med testamente, da det simpelthen ikke er der, fokus er på nuværende tidspunkt.

Og så gættede vi løs på kønnet. Venner og familie gættede i klart overtal på at det blev en dreng. Det var lidt creepy. Men altså – det var jo en 50/50, ikke?

Nå, men nu er vi her i dag – ca. 1,5 år senere – med verdens dejligste dreng. Jeg havde en skøn graviditet med meget få gener. Desværre var fødslen lidt en anden snak, men det kan næste indlæg måske handle om.

Så lad os læses ved!

Blogindlæg - billede