Når en dukke accepteres med ægte kærlighed og to ufødte ønskebørn afskrives

Det har taget mig flere år at indse, at jeg bevidst accepterede en nedværdigende opførsel fra min mands familie – og jeg tror desværre rigtig mange af os begår den samme fejl som mig, vi finder os i en giftig relation, fordi vi ikke tør andet, for et brud vil medføre en bunke negative konsekvenser for andre, men hvad med os selv? Hvad med vores selvrespekt? – konklusionen er denne, og uanset de bedste argumenter for at blive i relationen, – ved at forblive i en giftig relation, ødelægger vi forholdet til os selv!

Ofte er det en bestemt happening, der udløser en lavine af skjulte og fortrængte negative følelser, der har fået lov til at vokse sig store i årevis. For mit vedkommende var det en person, som jeg perifert lærte at kende. Hendes historie rørte mig så dybt, at jeg måtte tage min egen livshistorie op til revision. Det var en kvinde i 30’erne som led af en svær depression, fordi hun var tvangsfjernet fra sin alkoholiseret mor som 4 årig og kom i en plejefamilie.

Den nye familie byggede skridtvist pigen op. Så godt som de nu kunne, efter flere års svigt og mishandling fra de biologiske forældre. Plejefamilien var helt fremmede mennesker, som støttede op omkring plejedatterens drømme, og de rummede hver af de mange kampe hun kæmpede med sig selv eller omgivelserne – de rummede hende med betingelsesløs kærlighed, og accepterede hende som hun var, de lærte hende, at verden kunne være et dejligt og kærlighedsrummende sted.

Grundet hendes depression forårsaget af den hårde start på livet, fravalgte hun at få børn selv, men hun valgte at få den yndigste babyborn dukke som hun navngav – Agnes. Hun elskede sin Agnes, som det var hendes ægte barn. Historiens kerne var, at kvindens plejeforældre accepterede Agnes-dukken som deres barnebarn, og støttede sin plejedatter fuldt ud som den skønne mor hun var. Agnes fik fødselsdagsgaver og julegaver; hun kom jævnligt med på besøg hos sine bedsteforældre; Agnes kom med på ferier og blev kørt i barnevogn på lange gåture.

Her stod så jeg midt i mit eget køkken på en iskold januar, lykkeligt højgravid i 20.-ende uge med mine og min mands tvillinger, og var i færd med at modtage, til dags dato, mit livs værste besked fra en såkaldte bedstemor-to-be, min svigermor.

Beskeden fra hende, i min 5 årige søns påhør, var, at jeg skulle få mig en abort, for hun lovede, at det vil blive rigtig hårdt med to børn på samme tid, beskeden derudover var, at hun har i hvertfald ikke tænkt sig at hjælpe, når det brændte på, så skulle vi bare ikke komme rendende til hende, det magtede hun ikke!

Der gik min verden i stykker, sammen med de 2 små hjerter der boede inde i mig, de blev atter knust i småstykker, og mit hormonfyldte blod kogte i min livlige og 10 kilo større krop, jeg nåede at tænke sørgmodigt, at Agnes var en rigtig rigtig heldig “pige”, for at have så empatiske og rummelige bedsteforældre, og at mine børn vil aldrig få det lige sådan, jeg var misundelig på dukken Agnes – på mine børns vegne, og kunne jeg bytte, havde jeg gjort det på stedet den dag.

Denne iskolde morgen var beskeden dråben, der fik bægeret til at flyde over.

Som 37 årig kvinde efter 8 års mislykket samspil med destruktive sviger-skæbner tog jeg mig selv op til revision – jeg vendte alt på hovedet – og jeg blev dybt bekymret og skuffet til at starte med, skuffet over det jeg opdagede ved mig selv. Jeg så en kvinde, der ønskede familiefred og ofrede sig selv gang på gang for at bevare en tæt, men yderst giftig, relation.

Selvopofrelsen kostede mig og min familie dyrt, det kostede en livsglad og motiveret mor, en mor der kunne være bedste eksempel for egne børn, en kone som kunne sprede alt det bedste til sin omverden, men det kunne jeg ikke. For med årene der gik, tog jeg den vedvarende og barske indblanding og kritik mere og mere dybt ind, selvom jeg sagde fra, og nok på alt for en diplomatisk måde.

Men til sidst overtog de destruktive fremmedskabte tanker mere og mere, og jeg begyndte at tvivle på mig selv -måske var der noget om snakken?

Trods en vellykket karriere, et dejligt hjem, skønne børn, ægte og berigende venskaber, så var der måske noget galt med den måde jeg var på? Den måde jeg opdragede mine børn på? Den måde jeg holdte mit hjem? Den måde jeg passede mit job? Alt det som blev påpeget som værende forkert. Måske var det bare på grund af mig altsammen? Og når man kommer til det punkt, hvor uværdige bebrejdelser borer sig ind i en og begynder at forgifte ens dybeste tanker, så er man nået til et yderst farligt sted.

Hvad skete så for mig efter min beslutning om et brud blev truffet?

Jeg besluttede mig for at slå op med min svigerfamilie hurtigst muligt. Jeg meddelte min beslutning til min mand, hvilket medførte andre vanskelige diskussioner, men jeg var urokkelig, og ville gerne hans hjælp til at løse det praktiske omkring bruddet, en vanskelig opgave.

Derefter gav jeg beskeden til svigerforældrene og fortalte dem, at deres indblanding var tæt på at koste mig og deres søn vores ægteskab, og at nok var nok. De nægtede naturligvis at acceptere det faktum, at vi havde mange kriser i vores forhold forårsaget af dem. Deres svar hertil var, at jeg havde en underlig logik som de bare ikke forstod, at det var mine hormoner og mine tvillinger (som de forklarede til min 6 årig søn) der var skyld i alt det her, altså min sære opførsel, men intet var galt med dem selv, det har det aldrig været.

Jeg vidste godt, at jeg ville møde barske reaktioner på min break up, men min selvrespekt var stærkt tilbage for at holde mig i hånden det sidste stykke vej, og det føltes godt at afslutte en usund relation.

Når filosofien bag sådan en breakup har lagt sig og hverdagens trivialiteter indtrådte, så måtte jeg alligevel gå på kompromis og acceptere, at min mand en sjælden gang snakker med sine forældre (det blander jeg mig ikke i), og at min ældste søn ser dem én gang ugentligt som han plejer. Jeg måtte acceptere min søns og min mands vilje, fordi jeg elsker dem, og det er deres ønske. Men jeg sagde stop til relationen, og ønsker ikke at være i selskab med mobberne.

Jeg valgte at vinke farvel til fremtidige sårende momenter og kritik af alt det vi foretog os i vores liv og skabte plads og overskud til Good Vibes i mit liv, og det kan mærkes!

Derfor, retrospektivt set, for at bevare et sundt forhold til sig selv, skal man sige fra over for skadende kommunikation allerede i den spirende dannelse af en ny relation.

Man skal sætte grænser og holde fast i sig selv og sin selvrespekt! Det foregår, i min fantasifulde optik, således -at fra det øjeblik man accepterer at andre skader selvet – flyver selvværdet symbolsk fluks ud af hoveddøren og kommer først tilbage, når man har fortjent sig til den igen. Det er som om selvrespekten bliver så gal på sin ejer, at den finder et andet og mere værdigt sted at være.

Og så er det fuldstændig ligemeget, om man ser bøllerne 1 gang om ugen eller begrænser samværet til en absolut minimum, begge dele var afprøvet, faktum er, at det giftige medspil ødelægger ens personlige fundament og rammer én rigtig hårdt.

Tilbage står vi med et andet sæt kærlige bedsteforældre, livsglade familievenskaber, skønt hjem og et sæt dejligste tvillinger på snart 14 mdr.- jeg er verdens lykkeligste mor til 3 skønne skabninger og en svigerrelation fattigere, det er synd, men jeg accepterer det som det er.

Hvordan opdager man en giftig relation? De 3 spørgsmål hjalp mig med at tage den endelige beslutning om svigerexit:

1. Gør personen dig ked af det hver gang?
2. Forstår personen ikke, at det gør ondt på dig og giver dig skylden for jeres miskommunikation?
3. Ønsker personen ikke at ændre adfærd eller give et forsøg, men derimod giver dig skylden?

Så burde du lytte til din mavefornemmelse, hvad siger den? Nyder du samværet eller gruer du det?

Husk at elske dig selv og værne om din selvrespekt ❤️

Hilsen
MissGoodVibes

 

image1