Æggefesten

æg

 

Hele August måned har vendt op og ned på min og min kærestes verden.

Vi ventede på at min mens skulle komme, så vi kunne komme i gang med vores 4. forsøg på baby-making i den vidunderlige fertilitets-verden. En verden jeg aldrig nogensinde havde troet, at jeg skulle være en del af, en verden som man kun høre om nogen, som kender nogen, der har været igennem det og fået et barn i 8. forsøg, efter de har fået hjælp i 7 år agtigt..!

Jeg var sikker på at, hvis jeg skulle have et barn mere udover min søn, var det bare et spørgsmål om hvornår jeg mødte prinsen på den hvide hest og hvornår vi så besluttede, at vi ville have en baby sammen. Min søn kom jo som et lyn fra en klar himmel, helt uanmeldt og på det værste tidspunkt i mit liv overhovedet. Jeg stod helt nyskilt, med et kommende hussalg efter krisen og udsigt til at skulle bo hos mine forældre en periode til jeg kom ovenpå igen, som 31-årig.

Men sådan skulle det ikke være… Da min søn lige var fyldt 4 år, møder jeg så prinsen på den hvide hest og bliver stormende forelsket. Vi flytter allerede sammen efter få måneder og efter et halvt år, beslutter vi os for at vi gerne vil have et barn sammen og begynder så ”projekt baby”.

Et år gik uden held… vi tog så til læge for at blive udredt. Vi var ufrivillig barnløse. Lægerne kunne ikke give os nogen grund.

Vi gennemgik 3 inseminations-forsøg (IUI-H) på en privat klinik, hvor jeg blev let hormonstimuleret, dog uden held. Nu var der næsten gået et år mere, og så blev vi henvist til en fertilitetsklinik på sygehuset med henblik på reagensglas-forsøg (IVF). OMG! En rutchebanetur uden lige! Jeg blev kraftigt hormonstimuleret, fordi nu gjaldt det om at få stimuleret og modnet mange æg, med henblik på, at de æg så skulle tages ud og befrugtes i et reagensglas og derefter sættes tilbage i min livmoder. 2-3 sprøjter i maveskindet hver dag i 14 dage med mega humørsvingninger!

Ægudtagningen var det værste! Jeg blev dopet og fik suget mine 15 æg ud med en 20 cm lang kanyle. Min kæreste skulle aflevere en sædprøve for 120’ende gang, som mine æg så skulle befrugtes med. Jeg fik det meget dårlig efterfølgende. Min mave var ved at eksplodere, fordi mine ægstokke var hver på størrelse med en coladåse pga hormonerne.

Lægen ringede et par dage senere og sagde at 14 ud af 15 æg var befrugtet og 5 af dem havde klaret sig så godt, at det nu var blevet til blastocyster, så jeg var hermed inviteret til æggefest på dag 5 efter ægudtagningen. Æggefesten gik godt. Meget surrealistisk, fordi jeg lå på briksen og så mit befrugtede æg på en tv skærm, indefra laboranten, inden det blev ført ind i min livmoder med et langt tyndt rør.

De 4 resterende kom på frys til evt senere brug. 5 dage efter æggefesten fik jeg en positiv graviditetstest og elleve dage efter fik jeg så bekræftet min graviditet med en blodprøve på sygehuset. ENDELIG lykkedes det!

Jeg skal være mor igen!