Mit underlivsværk.

Det kan umuligt være overraskende for nogen der har fået et barn, at der sker forandringer i de nedre regioner.

Fortællinger om den del af moderskabet er ilde hørt. Der fokuseres på det smukke lille væsen der er skabt og dets fortrinligheder. Her er snak om prutter, lortens konsistens, farve og mængde meget relevant information. Hvor meget kommer der ind og hvor meget kommer der ud.

Ud af min krop kom fire unger. Men hvad de forårsagede i de nedre regioner er stadig pyha, nogo og frastødende for de fleste.

“Hvordan går det og hvorfor skulle du opereres – er du syg?” Straks efter de har spurgt fortryder de spørgsmålet, for jeg svarer dem faktisk. “Jeg er ikke syg, jeg har født 4 børn og de sidste to har smadret mit underliv. Jeg er lige blevet opereret tre steder i underlivet, for nedfald/prolaps af forvæg og bagvæg, samt sammensyning af mellemkød”. Ups – modtageren er lammet. “Nå men så god bedring…” svares der og flere spørgsmål undgås behændigt, samtidig får jeg helt ondt af dem der kom til at spørge. Men får lyst til at råbe “velkommen til den virkelige verden”.

En mor jeg snakkede med for nylig skrev, at hendes fise lugtede fælt efter fødslen. Befriende ærligt synes jeg. Livet lugter, gør ondt og er ikke altid smukt. Men i ærlighed og en sand fremstilling, synes jeg der er noget uendeligt dyrebart. Det er i ærligheden, at vi kan se og lære af hinandens erfaringer.

Mit underliv blev mandag i denne uge opereret. Jeg kan ikke påstå at det har været kønt eller er en smertefri proces. Indlagt på Herlev syntes den søde sygeplejerske, at jeg skulle da op og gå. Resulterende i besvimelsesanfald og tæt på opkast i opholdsstuen. Dagen efter hjemsendt efter 1 vellykket tissetår. Der opstod nærmest en konkurrence på tre sengsstuen om hvem der kunne tisse først og komme hjem. Tirsdag hjemsendt. Sjatpisseri og svimmel.

Den sidste 1,5 time inden næste portion smertestillende går med, at vride sig af smerte sengeliggende. Onsdag: Stadig sjatpisseri og tiltagende smerter. Kl. 11 ulidelige smerter, svedetur uden stop og rysten. Heldigvis kommer en veninde på besøg. Jeg ringer til Herlev og får en tid kl. 14.30. Grædende på randen af mentalt nedbrud ringer jeg til Frederikssund sygehus, bliver viderestillet til Hillerød. Ringer tilbage til Fredrikssund og får besked, om at jeg skal have en henvisning fra egen læge eller 1813.

Som den 21. I køen til lægevagten svigter min krops funktioner, rysten tiltager og jeg snotgræder, mens jeg lægger på og ringer til lægen. Min højtskattede kvindelige læge siger jeg straks skal tage til Akutafdelingen på Frederikssund sygehus, og at hun nok skal sende besked derhen. På Akutafdelingen udstyret med rollator kæmper jeg mig ind i undersøgelsesrummet, som en 100 årig med gigt i hele kroppen.

1,1 liter tappet urin senere kommer jeg til mig selv – godt øm. Jeg beholder katederet i hjem. Sygeplejersken ringer og får en tid på Herlev dagen efter. Jeg magter det allerede ikke – mere kørsel i morgen, på mit blødende underliv der ingen fred får.

Torsdag: Jeg sætter foden i gulvet og siger stop. Jeg ringer til Herlev. Jeg har brug for ro nu og får udsat min tid til fredag.

Fredag: Der er tid til undersøgelse på Gyn Amb kl. 10. Mand og datter tager med, og vi slår lejr på gangen for os selv. Der skal drikkes, skannes og tisses. Jeg kan stadig ikke tisse. En indkapslet blødning blokerer uringvejen. Det er umuligt at komme af med mere end en sjat. Jeg skal have et kursus i at lægge kateder op selv. Mareridtsagtige billeder af mig vredet i smerte udspiller sig for mit indre.

Sygeplejersken viser mig hvordan man gør – træk vejret – pust ud – før ind og vupti. Engangskateder indført og skema til påføring af vandladning udleveret. “Pisse” nemt.

Hver 3. Time skal der tømmes og ikke drikke mere end 2 liter om dagen. Det kan jeg overskue.

Hævelsen har lagt sig og der er håb forude.

Faktisk synes jeg de der katedre ser lidt smarte ud.

Ser frem til en nat uden ledninger.

Næste gang nogen brokker sig over småting i hverdagen, så tror jeg bare jeg vil konstatere “men du kan tisse selv ik'”.

Fortsættelse følger…

20170908_221951