En almindelig hverdag som privat jordemoder

Hvad laver jeg på en tirsdag

I går så min dag sådan her ud:

06.05: Små fodtrin tripper af sted, jeg hører døren til soveværelset blive åbnet og et øjeblik efter ligger jeg og putter med min 4 årige datter.

06.45: Vækkeuret ringer. Jeg tænder min natlampe, finder mine briller og går på badeværelset. Kontaktlinser på, tøj på.

06.55: Jeg står i køkkenet. Laver morgenmad til mine børn. Smører madpakke til den store – den lille har madordning i børnehaven.Minder børnene om at de skal have tøj på (utroligt nok virker de overraskede, selvom de hver eneste dag skal have tøj på).

07.35: Sko og jakke på. Styr på alt det ekstra overtøj til ungerne – overtræksbukser, huer, vanter.

07.45: Bilen bakker ud af indkørslen, vi sætter min mand af på stationen og kører videre mod skolen. Der er 7 km derhen, vi har valgt en lille friskole for at give vores datter et roligt miljø. Det var en god beslutning, for selv på den lille skole synes hun der er meget støj og mange andre børn at forholde sig til.

08.00: Vi holder ved skolen. Jeg følger min datter ind, lillesøster løber med – gadedrengehop hen ad fortovet. Madkassen i køleskabet, farvelkys og ud til bilen igen.

08.30: Så holder vi ved børnehaven og jeg følger min datter ind i garderoben. Overtøjet på plads, hjemmesko på. Tjekke at hun stadig har nok skiftetøj i sin kasse. Farvelkys og ud i bilen.

08.45: Hjemme igen. Vi bor lige ved siden af børnehaven, så jeg prioriterer altid at vente med at pakke mine egne ting og blive klar til arbejdsdagen indtil børnene er godt af sted.

08.55: Jeg har pakket min pc, og fundet alt hvad jeg skal have med til mine 2 besøg i dag. Handsker, trærør, blodtryksapparat mm. Det hele er klart. I dag har jeg to graviditetsbesøg i kalenderen og min taske til ammebesøg får lov at blive hjemme.

09.00: Bakker ud af indkørslen igen. GPS’en er indstillet. Jeg besøger altid mine klienter i deres eget hjem, så de kan slappe af og jeg tager alt stresset over at finde et nyt sted hen, få styr på både ruten og parkeringsmulighederne.

09.30: Efter en del bøvl med parkeringen (selvfølgeligt i regnvejr) ringer jeg på og bliver lukket ind. Mit første besøg er et ungt par, der venter første barn. Samtale om alt hvad der rør sig hos dem, deres tanker om fødslen, jeg giver nogle gode tips til manden om hvordan han skal hjælpe sin kæreste gennem fødslen. Mærker på maven (klog baby, der ligger klar med hovedet nedad), normalt blodtryk. De har ikke flere spørgsmål, så vi siger farvel og jeg tager videre.

10.25: Tilbage i bilen, GPS’en indstilles og jeg kører af sted.

Hverdag jordemoder

11.00: Jeg banker på døren – ingen svarer. Banker på igen. Stilhed. Telefonen op af lommen: Jeg kigger sms-korrespondancen igennem, dobbelttjekker tidspunkt og adresse, den er god nok. Husnummeret stemmer. Knirk, døren bliver åbnet. Jeg VAR det rigtige sted.

12.00: Tilbage i bilen efter endnu et graviditetsbesøg. En lang samtale om fordele og ulemper ved medicinsk igangsættelse af fødslen og alt det man selv kan gøre for at hjælpe kroppen i gang med at føde.

12.30: Hjemme, tømmer postkassen. Laver lidt frokost og sætter mig ved computeren. Går i gang med at uploade en video til min facebookside. Jeg optager tit 2-3 videoer på en gang og udgiver dem med nogle dages mellemrum. Det tager computeren en god halv time at tygge sig igennem 6 minutters forklaring af hvorfor kvinder med blodtypen rhesus negativ skal følges tættere i graviditeten og for nogles vedkommende også have indsprøjtninger i uge 30 og efter fødslen.
Mens internettet arbejder med at lægge videoen op gennemgår jeg mine mails. Der er meget at se til. Jeg har flere nye samarbejder i gang. Jeg skal holde et oplæg i Babysam i Valby i næste uge og har brug for at vide om der er skærm og projektor så jeg kan vise billeder – det er der ikke. Pyt, jeg er kreativ, det bliver et spændende oplæg alligevel.

Jeg skriver regninger for dagens to besøg, opdaterer min kørebog og pakker et sæt chiliplastre som skal sendes til en kunde, der har bestilt nogle på min hjemmeside.
Der begynder at komme kommentarer til min video om Anti-D og rhesus negativ, så jeg bruger lidt tid på facebook til at svare på spørgsmål.

14.30: Tid til at sætte de sidste punktummer og få lukket ned for dagens administrationsarbejde.

14.45: Tilbage i bilen igen, ud og hente børn.

15.45: Hjemme igen med to lidt trætte børn. Vi har taget os god tid, i SFO’en skulle jeg lige finde en masse helt mudret overtøj, så det kan komme med hjem og blive ordnet, så det er klar til endnu en dag i morgen. I børnhaven var det svært at slippe modellervoksen, så jeg måtte lige sidde lidt på en taburet og se på alle det min datter havde lavet, før hun var klar til at komme hjem.

16.00: Så skal der laves mad. Jeg har planlagt pomfritter, for vi trænger vist alle til noget lækkert. Jeg skræller 1,5 kg kartofler mens min 4årige skræller en enkelt. Man kan lære meget, når man har 26 års forspring.

17.20: Maden er klar, pomfritter, kogt broccoli og smørstegt blomkål. Vi har fået kød de sidste maaange dage, så det er tiltrængt med en grøntsagsdag.

19.00: Efter mad og oprydning har min mand læst bøger højt for børnene og jeg har tåget lidt rundt. Nu skal børnene have børstet tænder og i seng

19.45: Børnene sover og jeg dumper ned i sofaen med min mand. Vi hyggesnakker og ser lidt tv.

22.00: Godnat

Sådan ser mine dage tit ud – få børnene godt af sted om morgenen og mit første besøg kl 9.30 Nogle dage har jeg kun et enkelt besøg men ofte har jeg 2 eller 3. Jeg er jævnligt af sted i weekenden til akutte besøg, og derfor prioriterer jeg at stoppe tidligt i hverdagene så jeg har tid med min familie.

 

Kærlig hilsen

jordemoder Stine Roswall

Hvis du kan lide mine krøllede ord, og har lyst til at høre mere om graviditet, fødsel og jordemoder-liv, så giv mig et like på facebook.