Løbetur skal / skal ikke?

Jeg er sådan en af de damer, der bedre kan lide kalorier end motion

En stor kop varm kakao – med ekstra flødeskum og skumfiduser

Et stykke wienerbrød (den slags med gul creme)

Othellolagkage i rå mængder

Et gåsebryst fra bageren

Jordbærtærte

Jeg kunne blive ved

Jeg har det man ville kalde “en sød tand” – for uha, hvor smager kalorier bare godt. Bevares, jeg kan da også lide pomfritter og bearnaisesauce. Men flødeskum, smør, hvedemel og sukker er virkeligt min achilleshæl.

MUMS

Så derfor har min vægt i årevis været på yoyo-tur. Det er ikke sundt, og jeg ved det godt. Men, du ved nok – kage. Det kan ødelægge alle gode intentioner om at holde badevægten i godt humør. Jeg har prøvet mange forskellige strategier til at holde kroppen sund og stærk samtidigt med at humøret ikke må ødelægges. Nogle har virket bedre end andre.

For tiden prøver jeg at se, om jeg kan holde ro på vægten ved ganske enkelt bare at bevæge mig mere. Løbeture. Føj!

Det er noget af det mest rædselsfulde. Den der smag af blod i munden, når jeg virkeligt giver den fuld skrue. Den der fornemmelse af at være helt svedig, når man endeligt kommer hjem. Brysterne der hopper, så jeg næsten overvejer beskyttelsesbriller for ikke at få et blåt øje.

De kloge siger, at man skal vælge en motionsform man synes er sjov – for så er det let at komme op af sofaen og ud af døren.

Jeg griner lidt af dem – for hånden på hjertet. Jeg kan ikke komme i tanke om noget som helst motion, der skulle være sjovt.

 

Nu trykker jeg udgiv, og så løber jeg en tur. Spørg mig gerne senere om jeg kom af sted.

Så må vi godt få flødeskumskage i aften, ikke?

 

løbetur othellolagkage jordemoder Stine Roswall