Mandag, mandag – MANDAG!

De første 5 dage efter weekenden er de hårdeste

 

Mandag morgen starter ugen igen. Jeg følger Filippa i skole og afleverer Katrine i børnehave. Næste punkt på min faste mandags-plan er oprydning. Mandag morgen tænder jeg vaskemaskinen, opvaskemaskinen, støvsugeren – det hele! Jeg plejer også at handle, så køleskabet igen er klar til en ny uge.

Vores weekender er altid fyldt med glæde, kaos, rod, madlavnings-projekter og ofte også gæster eller ture ud af huset. Så det er sjældent, at vi bruger tid på den mere grundige oprydning som ellers virkeligt er nødvendig i en familie med 2 krudtugler, der absolut er i stand til at åbne alle skuffer og skabe – men endnu ikke har den store evne til selv at rydde op. Suk!

Fordi vi har delt vores arbejdsliv op på den måde, at min mand arbejder fuld tid og lidt til, mens jeg i høj grad selv bestemmer mine arbejdstimer – ja, så er der altså bare nok at se til for mig. Ansvaret for det huslige er primært mit. For mange er det måske en traditionel fordeling af opgaverne – jo bevares, det er det da! Men ingen af os gider at rydde op og gøre rent, og når min mand arbejder flere timer end mig, ja så løser jeg altså flere af de huslige opgaver.

Der er dog en enkelt opgave, der 100 % er min mands – og jeg nægter at hjælpe. Sokke-bunken!

Jeg  H A D E R  at lægge sokker sammen.  jordemoder stine sokkebunken

Jamen helt ærligt. Det tager 1000 år at tygge sig igennem 4 menneskers sokker. Alt for mange af sokkerne er enlige, fordi makkeren er forsvundet ind under børnenes seng (eller taget af sokkemonsteret). Jeg orker det bare ikke.

Det er ikke altid, at sokkebunken bliver gennemgået førend sokkeskuffen i tøjskabet er tom. Min mand og jeg har lige store fødder (jojo! str 42 begge to), så vi deler strømpeskuffe. Nogle morgener står jeg bare og glor ned i bunken og ender med at tage 2 forskellige på, fordi jeg ikke kan finde 2 ens.

Hvad gør I med jeres sokker, har I nogle gode råd til at slippe for en sokkebunke (altså ud over at få en au pair)?

Hvad er din hade-opgave derhjemme?

 

Rigtig god uge – husk, der er kun 5 dage til vi igen har weekend

 

Hvis du kan lide mine krøllede ord, og har lyst til at høre mere om både jordemoder-liv og familie-liv, så giv mig et like på facebook. Så får du besked om nye indlæg her på bloggen direkte i din nyheds-strøm på facebook 🙂