Bliver jeg nogensinde mor?

Jeg husker stadig hvordan min mor jinxede hele babyprojektet, da hun til vores bryllup for 3,5 år siden, stiller sig op og vil udbringe en skål til brudeparret (os).

”….og må de få mange og raske børn!”

Det stak som nåle i hele kroppen for et split sekund.

”Hold kæft mor,” tænker jeg inde i mig selv, imens jeg smiler med mit glas. Sådan må du bare ikke sige.

Det er for følsomt at overhovet bringe det op til vores bryllup.

Hvad nu hvis, det ikke kan lade sig gøre?

Velkommen til Morfabrikken
Jeg har valgt at kalde min blog for Morfabrikken fordi dette er min kamp, min rejse, og min drøm – det, at blive mor. Det er ikke en babyfabrik, det er en morfabrik.

Det er også fordi, jeg simpelthen ikke aner hvor denne rejse slutter. Jeg ved ikke hvis vi (rent praktisk) lykkes med at lave en baby på mig, eller gøre mig til mor gennem adoption.

Men mor skal jeg blive, og dette er min personlige dagbog hvor mine dybeste tanker og følelser skal komme frem. Præcis derfor, har jeg valgt at være anonym, og jeg håber at det ikke er min identitet som er vigtig – men min rejse.

Så lad os lige starte med at få nogle ting på plads. Infertilitet er ensomt, skamfuldt, frustrerende, angstprovokerende og meget, meget…

NORMALT!

Ja. Du læste rigtigt.

Det er normalt på den måde, at vi som mennesker ikke er en særligt fertil race (citeret fra min kære fertilitetslæge i sidste uge). Der skal nemlig rigtigt meget til, for at vi skal blive gravide. Og så skal der helt sygt meget til, for at vi skal blive gravide på første eller andet forsøg.

Det er altså mere ”unormalt” at blive gravid hurtigt, end at det tager et år.

Dette, er også en diskussion os kvinder skal tænke lidt over.

Vi skal holde op med at sammenligne os med hinanden og bruge vores frugtbarhed som en slags målestok for, hvor perfekte vi er som kvinder.

Hold kæft, jeg vil brække mig!

Ja søde, du er bare en bedre kvinde fordi du blev gravid i andet forsøg. Her, hold min drink imens jeg  giver dig en stående ovation.

Og det er den samme kvinde, som bagefter har magen til at bede mig om at ”bare slappe af” så skal det nok ske for mig også.

I det øjeblik ser jeg sort. Ikke sort som at jeg bliver vred, nej, det bliver bare mørkt og alle lyde forsvinder.

Jeg står alene i universet, i et mørkt vakuum, helt afskærmet fra livet og menneskerne.

Ingen forstår mig.

Det er dette mørke, Morfabrikken handler om.