10 kolde top Og 2 pakker Prince

image

Førhen var det betydningen af fredag.

Hygge med veninderne, et par flasker rødvin, lidt bobler, en kaffe af den RIGTIG gode slags, og så en tur i byen!

Vi fik snakket om alt, delte alle oplevelser, på godt og ondt. Vi vidste hvad hinanden havde brugt ugen på, for vi snakkede sammen hver dag. Vi vidste om der var behov for trøst, grin, smil, eller bare hyggeligt samvær. Vi kendte hinandens arbejdsplan, madplan, tv plan, og fremtids plan. Vi vidste hvem der sidst havde fået lagen hygge, og om det havde været godt eller lige til glemmebogen – helt ned til mindste detalje!
Vi viste lige hvornår vi skulle danse, hvornår det var på tide at tá hjem, og hvordan vi overtalte hinanden til liiiiiige en sidste slutter – til begge ben.

Nu består min fredag af rengøring, en tur i haven, Disney sjov – fordi det skal jeg når jeg er nogens mor, i virkeligheden HADER jeg næbdyret Perry, fredags slik til ældste barnet og fredags slik til de voksne når børnene er lagt i seng – for de kan slet ikke håndtere alle de mængder slik som kommer på bordet, og hvis jeg er rigtig heldig så holder jeg mig også vågen til mere end klokken 22…

Jeg har ingen ide om hvad mine veninder laver lige nu, hvad de har lavet hele ugen, den sidste måned, hvad de fik at spise i tirsdags, eller hvad for noget tøj de havde på i byen de sidste 9 måneder. Jeg aner ikke hvad deres yndlings sang er lige nu, hvad de sidst har været i biografen for at se, eller hvornår de sidst har grædt.

De ved ikke at jeg idag har set mit yngste barn møve sig rundt på stuegulvet, at min ældste søn idag har fortalt mig 17 gange at han elsker mig, at Bertil har skidt 3 gange i dag, at vi har fået fiskefileter og pommes til aftensmad, at jeg fældede en tåre da jeg hørte en sang med Bruno Mars fordi den minder mig om dem eller at jeg idag har sat bunden ned i kravlegården.

De ved heller ikke at hver gang jeg drikker en kop kaffe så tænker jeg på dem – hvilket er MANGE gange på en dag, at min yndlings sanger er Marie key, at kun en af dem ringede til mig på min fødselsdag, at jeg ikke har vasket tøj i 14 dage, at mine ben ikke er blevet barberet i 4 måneder, at yngste manden den sidste uge har holdt os vågne det meste af natten, eller at jeg for første gang i går følte mig lidt som mig igen, da jeg sad hos frisøren i 3 timer.

Jeg har altid haft svært ved ordene “jeg elsker dig”, men pludselig ville jeg ønske at jeg havde fortalt dem det ligeså tit som jeg har tænkt det, at jeg havde givet dem 10 ekstra kram sidst jeg så Dem – så jeg måske havde følt mig lidt mindre i underskud nu, at jeg havde fået ringet til dem hver gang jeg havde lidt ekstra tid at gøre med, eller at jeg havde været ærlig og fortalt dem at vores baby slet ikke altid er så sød og nem som han ser ud til at være på facebook – så de sidste mange måneder faktisk har handlet om at få ham til at sove og skide, helst i omvendt rækkefølge så søvnen forhåbentlig ville vare lidt længere.

Så hermed er min kærlighedserklæring til dem jeg førhen delte alt med: JEG ELSKER JER! Jeg savner jer altid – hele tiden – konstant – og jeg vil aldrig gøre ret mange ting uden at føle en trang til at dele det med jer. I er mine bedste minder, de minder som får mig igennem de grå dage, velvidende at mit overskud snart vender tilbage og at i så stadig er der – klar og parat til en krammer og den gode fløde! Altid klar til at holde min hånd – eller mit hår.