Alvorsord og lokkende remedier

_20150320_080425

Vil du med hjem og se mine dyrekort?

Jeg har sådan et barn som sjældent gør noget han ikke må, han fortæller mig alt og når han blir sur og vil flytte hjemmefra er det ikke længere væk end ind i nabohuset, for ellers kommer han bare til at savne mig for meget.

Hvis han en sjælden gang gør ting man ikke rigtig må, så skal jeg ikke gøre så meget andet end at spørge “hvem har dog gjort det”, og straks så har jeg en “det var faktisk mig, undskyld”. For han ved godt at indrømmer man det selv, så er jeg faktisk mest af alt bare glad for at han selv fortæller mig det.

Han er også i ret god kontakt med sine følelser, og blir han vred – sur – gal – arrig – ked, kan han altid sætte ord på hvorfor han er det, ligesom at han modsat altid kan sætte ord på hvad kærlighed er for ham, hvorfor han elsker og hvor meget han gør det….

Vi har siden han var lille, efter hans ønske, læst op af “børnenes dyre leksikon”, bøger om regnskoven, og på det sidste har det været bøger om universet og planeter…når han vælger regnvejrs weekend popcorn film er det film om dyr eller optagede dyre programmer fra DR1. Hans største ønske er at komme på ferie i Afrika og opleve dyrene tæt på.
Han er udpræget ude barn, går i udebørnehave og han ønsker sig en kamæleon som kæledyr.

Nok om pral og forklaring, og frem til pointen!
Jeg havde forleden dag set et opslag delt utallige gange på facebook omkring børnelokkere i – jeg tror det var Hammel… Jeg tænkte at jeg måske nok burde tá en snak med cilius omkring det at man ikke må gå med fremmede mennesker, men kom lidt fra det igen, og tænkte at han jo trods alt er fem, og rimelig fornuftig, så selvfølgelig ved han da godt at man ikke bare går nogle steder med andre.
Igår delte min veninde en video omkring et eksperiment, med en mand med en lille sød hundehvalp, som skulle prøve at få børnene til at gå med ham…. Selvfølgelig gjorde børnene det, hunden var jo sød, og han havde mange flere der hjemme…!

Så slog det mig – hvad nu hvis et menneske lokkede mit barn, med krybdyr eller en elefant, ville han så faktisk gå med? Jeg satte mig ned i går eftermiddags, fast besluttet på at tá en hurtig snak, for selvfølgelig ved han bedre!

Samtalen forløb bare slet ikke som planlagt, for da jeg spurgte om hvad han ville gøre hvis han legede i forhaven og et fuldstændig fremmed menneske kom og spurgte om han ville med ud og gå en tur, var svaret hurtigt og ret kontant “jeg ville gå med på tur”!

Mit hjerte stoppede et sekund, fløj op som en klump i halsen og sank ned i maven som en tung sten! For hvordan skulle mit barn faktisk vide bedre, når jeg aldrig har “gidet” at tá snakken med ham? Hvordan kunne jeg være uansvarlig som mor?

Vi tog en snak om at det måtte man faktisk ikke, man måtte aldrig gå med andre mennesker, uden først at spørge om lov, heller ikke “Annas mor”, selvom han med stor overbevisning prøvede at forklare mig at “hende kan man altså godt stole på mor”…

Jeg prøvede så igen, “hvad nu hvis der så kommer en mand, som siger: jeg har en masse dyrekort der hjemme, skynd dig at komme med, så skal du få dem” (nej jeg er ikke dyrekort mit barn SKAL ha dem alle mor, men han har fået et par pakker og en bog, og er enormt glad for dem han nu har)!
Han svarede igen, hurtigt og kontant “jeg ville altså skynde mig med”

Igen klump, sten og av i hjertet! Vi tog endnu en snak, og nåede til en enighed om at man altid spørger om lov først, og at denne snak vil blive taget op igen og igen, så man altid husker på at: MAN ALDRIG MÅ GÅ MED ANDRE MENNESKER!

Jeg forstod også at: MAN ALDRIG SKAL STOPPE ELLER HOLDE PAUSE I OPDRAGELSEN AF SIT BARN!

Næste snak blir noget mere alvorlig, men ligeså vigtigt er det at få en snak med ham om hvorfor andre voksne heller ikke må røre ved ham, eller be ham om at røre ved dem! En frygtelig samtale som skal gøres med varsomhed (min mand er igang med at læse til lærer, og vi er helt klar over sådan en samtale også kan gribes helt forkert an!), men den skal åbnes for, så han ihvertfald altid vil føle tryghed i at fortælle os hvis nogen har prøvet på at lærer ham at det er helt normalt!

Og så krammer vi altså lige lidt ekstra på ham og husker os selv på at selvom at han kommer og spørger om han skal hjælpe med vasketøjet, om vi ikke skal gøre rent eller lave en madplan, så er han altså stadig KUN et barn på 5 år, som skal lærer om hvad der er rigtigt og forkert i alle sammenhæng, også selvom det måske kan være lidt svært at gribe samtalen rigtigt an!