Kærlighed og lortebleer

image

Forandring fryder – bare ikke her!

Jeg er trygheds menneske, sådan helt ekstremt, ikke sådan at jeg ikke kan være alene, eller sådan at jeg har min kæreste for at han kan beskytte mig. Men mere sådan at jeg elsker trygheden i at vide hvad imorgen -næste uge – det næste år, bringer. Jeg egner mig på ingen måde til det uvisse, og jeg ved ikke noget værre end at få taget overblikket, så jeg ikke ved hvad der skal ske.
Når der sker nye ting tænker jeg derfor aldrig bare “yes” lige med det samme, jeg skal lige have tid til at fordøje, tænke det lidt igennem, finde ud af hvordan jeg griber det an  – og så kan jeg glædes og nyde, og så er det sådan set ligegyldigt og det er en af mine børn som lærer noget nyt – det er da vældig fint at de lærer at kravle og gå, men jeg skal altså lige ha det til at sive ind, ha sikret hjemmet mod det nye, og så kan jeg hoppe og danse af glæde…

Jeg bryder mig derfor bare slet ikke om noget så fantastisk som en “ny forelskelse”, altså selvfølgelig nyder jeg sommerfuglene og det at lærer et nyt menneske at kende, men det uvisse, det ikke at vide hvor jeg har den anden , og faktisk ikke vide om han har det ligesådan, det har fået mig til at bakke ud, lukke af og opgive på forhånd og i mange år havde jeg det super fint med at være mig selv og min søn. På den måde kunne jeg også helt selv styrre dagsordenen, og “forstyrrelserne” kunne så være en fin fornøjelse i de weekender hvor sønnen var hos sin far.
Lige indtil jeg mødte min kæreste, han var ihærdig, vedholdende og en smule påtrængende… Og efter 4 måneder på den måde måtte jeg så “overgive” mig til kærligheden, nyforelskelsen og alt det uvisse.
Det hele gik stille og roligt, han var en del ude at rejse den første tid, og jeg fik derfor tid til at mærke en hel masse efter, og savnet til ham blev kun større, stærkere og helt vildt hårdt!

Efter et halv år flyttede vi sammen, 160 km væk fra vores familie og venner. Det bragte os utrolig tæt, meget hurtigt, og han blev hurtigt den største klippe jeg nogensinde kunne drømme om, selv i storm, tåge og brag stod han ved min side, klar til at gribe mig og holde mig fast!
Jeg har aldrig været i tvivl om at det skulle være ham jeg ville blive kedelig sammen med, deltog mig bare rigtig lang tid at finde ud af at det også var sådan han havde det.

Jeg græder ikke ved fødsler, heller ikke ved mine egne børns fødsel – ikke fordi jeg ikke var lykkelig, men lige der var det bare så uvist og nyt at jeg faktisk slet ikke helt kunne forholde mig til hvad der lige var sket (jeg er så ret så hurtig til fødsler, første barn tog 2 timer fra første ve til han lå på maven, nummer 2, 1 time og 20 minutter), men da jeg så ind i min mands øjne, helt fulde af lykke tåre, da vidste jeg at han altid ville være min. Ikke fordi vi nu havde et barn, men fordi først der stod det helt klart for mig, hvor lykkelig jeg også gør ham.

Nu er barnet så et halvt år, og har været noget af en mundfuld, han har bøvlet med maven, som så har bøvlet med søvnen, tigerspring, og tænder, den ene ting har hele tiden overtaget den anden, og det kan måske nok tælles på 4 hænder hvad vi alt i alt har haft af dagen uden en tvær og utilpas baby. Der er gået fuldstændig lorteble i parforholdet og de sidste 6 måneder har mest af alt handlet om hvordan pokker vi fik den baby til at skide og sove ordentligt. Bade er blevet uvigtige gøremål som bare skulle overståes, aftensmaden blev planlagt fra dag til dag, alt efter hvor meget søvn vi havde fået den nat, og jeg fik sjældent mulighed for at spise sammen men de 2 andre, fordi det jo altid er der en baby skal ammes…

Alligevel har jeg aldrig følt mig mere forelsket, gladere for mit parforhold, og aldrig har jeg før følt at noget var så trygt og rigtigt, for uden min faste klippe ved min side, havde min hverdags tryghed faktisk været totalt kollapset.

Så når vi sidder her aften efter aften og æder slik og mazarin tærte, så savner jeg faktisk hverken at tá ud at at spise eller i biffen – for jeg husker tydeligt følelsen af utrygheden! Tosomheden er for mig det vi har lige her, i sofaen, trygt vidende at ungerne sover med et smil på deres læber, fordi de ved at vi alle elsker alt det bedste vi kan.

Nu har vi endelig “knækket koden” til barnets mave onde, hans tænder er også ved at være igennem (ihvertfald de første 4), og 5 tigerspring er lige ved at være over, og i flere dage nu har han Grint, spist, skidt og sovet (uden jeg skulle rokke med barnevognen hver halve time), ligesom han skal! Igår brugte jeg det meste af dagen på at græde – af lykke!