Undskyld mig, men vil du se mine bryster?

image

Eller skal jeg svinge dem lidt højre op, så du bedre kan se hvad det er du brokker dig over?

Igen er der fokus på amning, mødre som gør opmærksom på at amning skal ha lov til at være i det offentlige rum og ikke gemmes væk hjemme bag lukkede døre. Jeg kan selvfølgelig – som (ammende) mor – kun tilslutte mig den råben! Min amme historik siger mig dog at der burde være lidt mindre fokus!

Jeg var faktisk ikke særlig stor fan af amning de første mange måneder af min søns liv, jeg svedte som en isbjørn i Saharas ørken, jeg sad konstant i “ammestolen” fordi barnet bare kun ville være ved brystet, jeg kunne aldrig putte ældste barnet, lave mad, spise mad, rydde op efter maden, gå i bad, gå på toilet, eller tømme postkassen, fordi det bare altid var lige der han skreg efter mad…

Jeg havde på forhånd mange ideer om hvordan jeg ville være som ammende mor, og jeg havde ALDRIG forestillet mig at jeg ville ende med at føle det var en smule (læs: meget) stressede!
Ikke kun fordi han aldrig ville lave andet end at ligge der, eller fordi jeg ikke kunne planlægge hvordan og hvornår han skulle ammes, eller fordi mine forventninger til mig selv var højere… Men fordi jeg intet kunne! For hvad nu hvis han blev sulten lige der midt i netto, og mit moder instinkt ville gi ham mad med det samme. Eller hvis han lige der i toget på vej hjem for at besøge vores forældre, bare gerne ville spise og ha tryghed i 2 timer. Min største frygt lå faktisk i om andre ville sige noget – hvad nu hvis jeg ikke kunne “få lov” til at gøre det som var mest naturligt og trygt for vores søn. Så jeg blev hjemme, jeg låste mig fast, for hjemme vidste jeg at der trods alt ikke var en forventning om at det skulle være anderledes.

Man er som “ny” mor noget af det mest sårbare – jeg var ihvertfald. Jeg kunne græde over det mindste, og frygten for at et andet menneske ville fortælle mig at det var forkert at amme mit barn, lige netop der foran dem, var nok til at jeg ikke turde komme uden for en dør, den græde faktor ville jeg slet ikke udsætte mig selv for.
Nogen vil sikkert sige jeg var fjollet, men dengang var det (også) meget oppe i medierne at man burde blive hjemme og amme sit barn, man skulle ikke støde andre, og det sidste i verden jeg ville var faktisk at gøre andre utilpas med mine bare babser. Jeg var desværre ikke stærk nok og mine efter hormoner var så voldsomme at jeg ikke ville kunne forsvare mig og mit barns behov for bryst.

Jeg har altid været utrolig udadvendt og social, jeg har altid nydt at se andre mennesker, og det at handle var ikke bare noget som skulle overståes, men også en mulighed for at få smidt lidt god karma ud til verden i form af smil og forståelse. Jeg endte derfor med at komme ret langt ned, for det aldrig rigtig at komme ud og det med aldrig rigtig at se nogle mennesker, det var faktisk både stressede og hårdt. vi bor i forvejen ret langt væk fra alt, vores familie og venner er 168 km væk, og uden en bil har rejserne altid foregået i offentlig transport, en rejse som jeg pludselig var helt angst for at tá.

Jeg havde heldigvis min mødregruppe, som jeg heldigvis så hver anden uge, det holdte humøret oppe, og der var altid noget at se frem til, sammen med andre som var fuldstændig forstående overfor amning.

Vi var så heldige at mine svigerforældre havde inviteret os med en uge til Spanien i vores sommerferie, en ferie som alle så frem til med spænding og glæde. Fra min side af var det mest spænding viklet ind i en hel del stres. For jeg vidste at det indebar MANGE offentlige amninger, i lufthavnen, i flyveren, når vi kom ud af flyveren og hele ugen hvor vi jo også gerne skulle kunne komme ud og opleve.
Vi havde lige inden ferien fundet ud af at vores yngste ikke kan tåle proteinerne i komælk, så vi var lykkelige over at jeg trods alt ammede endnu, så var det ihvertfald ikke en hindring for ferien. Den ferie var det bedste som kunne ske, ikke bare fordi vi alle var sammen og fik en på opleveren, men fordi den fik mig til at indse hvor fantastisk amning er.
Jeg var i en situation hvor jeg ikke havde andet valgt end at amme, og i et land der var så varmt at vores søn skulle ammes ofte. Jeg stressede stadig i alle amnings situationerne uden for vores ferie hus, for det var ikke altid nemt at finde et stille og roligt sted i skyggen at sætte sig, for ikke at sige stort set umuligt. Mit moder instinkt tog fuldstændig over, jeg skænkede det ikke en tanke hvad andre mennesker måske ville tænke, for mit barn skulle ihvertfald ikke dehydrere pga. Varmen. Jeg fik på den ferie bevist overfor mig selv hvad jeg kunne, og ikke mindst hvor jeg kunne.
Og vi fik da også sat det helt store ringeri igang på Picasso museet, da vi spurgte en vagt om jeg måtte få lov til at sætte mig til at amme, men jeg var ligeglad, for første gang i 8 måneder, var jeg faktisk fuldstændig ligeglad med at spørge “om lov”, det føltes befriende og stort! – Og (selvfølgelig) fik jeg lov.

Den ferie vente fuldstændig rundt på mit amme forløb, efter den ferie lærte jeg mig selv at være stærk i mit valg om amning, at være ligeglad og ikke mindst lærte jeg mig selv at komme ud af min amme bobbel. Istedet for hele tiden at planlægge hvornår mit amning skulle stoppe, fandt jeg 100 % ro i at jeg selvfølgelig skal amme mit barn så længe som muligt, fordi det ikke længere kun er tryghed for ham, men også for mig. For det er da faktisk både sejt og stærkt at kunne gi mit barn det han har allermest brug for så længe som muligt. Og skulle jeg møde modstand så er jeg da heldigvis nu stærk nok til at være ligeglad. For mit barn er harmonisk og glad, også selvom jeg skal gå ud på gaden for at gi ham en ammetår.
Og der findes vel egentlig ikke ret meget smukkere end det at gi sit barn det bedste man kan, om det så er bryst eller flaske, det er sådan set underordnet, så længe man har det godt i det man gør.
Jeg ville dog ønske at der ville være nul fokus på amning, så havde jeg måske ikke følt mig så indelukket og “alene” de første mange måneder. For hvordan skal man egentlig kunne vide at det kan være forkert hvis man ikke kan læse det nogen steder?

image

Denne her magnet fandt  vi i malaga, den hænger på vores køleskab, for hele tiden at huske mig på at det var lige der jeg fandt min styrke og på at amning er og altid har været fuldstændig naturligt – naturligvis!

image

Når der ikke kan findes skygge, så må man jo være smidig, for barnet var tørstig og træt af kø!

image

Selv en nisse har behov for en tår varm mælk. Og der sad jeg så for øvrigt det meste af min juleaften, imens de andre smæskede sig i and og brune kartofler…