Hvor blev min fødsel af? Fødselsberetning

Når folk hører om Anna og min status som studerende, er jeg ofte blevet spurgt (fra en del med en vis skepsis) om hun var planlagt. Og ja, hun var nøje planlagt. Så nøje at vi planlagde Projekt Baby, så en evt fødsel ville passe med at være lige efter mine eksaminer om sommeren.

Vi var så heldige, at der var bid i første forsøg. Og efter besøg hos læge og jordemoder, blev min termin fastlagt til midt i juni.

Det skulle senere vise sig at min eksamen til geografi-lærer, lå samme dag som min termin. ‘Heldigvis’ valgte Anna at sige hej til verden 12 dage senere og jeg nåede at ende som geografi-lærer  (efter en temmelig presset eksamens-situation som højgravid og med bækkenløsning).

Jeg havde under hele graviditeten glædet mig til fødslen. At skulle være i øjeblikket og være i smerterne med min kæreste. Jeg glædede mig til at kunne se tilbage på fødslen med min kæreste, med en følelse a la ‘Se lige hvad vi kunne! Sammen! Hold kæft, hvor er vi seje!’

Desværre var fødslen af Anna alt andet end ukompliceret. Og lykkelig.

Jeg blev sat igang 10 dage over tid med piller. Jeg fik i alt 6 piller lagt op, over to dage. Skulle hilse og sige at 2 døgn med STRIDE kunstige veer, gør ok nas. Til sidste tjek før 7. og 8. pille, blev det opdaget at Anna havde meget påvirket hjertelyd og led af truende iltmangel. Så 1.2.3, og vi var på vej til akut kejsersnit.

I det øjeblik var jeg ærlig talt røv-ligeglad med at mine store drømme om den allerførste fødsel brast – jeg ville bare gerne have hende ud, i sikkerhed og i mine arme.

Og ud kom hun. Et helt kilo mindre end vurderet til, i tykt, grønt fostervand og med et kæmpe skrig. Jeg var rundt på gulvet og forvirret. Og ængstelig for om hun var okay. Jeg hører en sygeplejerske kalde efter en fødselslæge, og i min uvidenhed om akutte kejsersnit, anede jeg ikke at det åbenbart var rutine. Jeg genkalder kun at hun kom ind på operationsstuen og undersøgte min datter. De få minutter undersøgelsen varede, føltes som timer. Og det eneste jeg kunne sige var: ‘Er hun okay?’ Det fik jeg vist også spurgt om 7 gang i streg..

Og hun var helt okay. Hun scorede højest i apgar score, og kom derefter over til mig. Og gud, hvor var hun lille. Og smuk. For pokker, hvor var hun smuk. Det eneste jeg kunne ytre var et lille ‘Hej’.

Da vi blev kørt til opvågning, spurgte vores jordemoder, om jeg ville holde hende på vej derop. Men jeg kunne ikke overskue det. Når jeg tænker tilbage, gør det ondt i maven, at jeg ikke engang kunne overskue at holde mit lille vidunder i armene. Men jeg tror ikke, at jeg på det tidspunkt havde indset, at hun rent faktisk var ude hos os. Og ikke længere lå og møvede rundt i min mave.

Jeg er overbevist om, at det faktum at hun så pludseligt, blev ‘revet’ ud af mig og jeg ikke nåede at opleve fødslen og øjeblikket hvor JEG havde kæmpet med at føde hende, har gjort at jeg i starten havde enormt svært ved at affinde mig med at hun rent faktisk var her!

Jeg må indrømme at jeg nogle gange, har følt mig en anelse snydt. Og haft en følelse af at være frarøvet drømmen om en naturlig fødsel.

Jeg kunne godt tænke mig at høre om andre mødre, der har stået i en lignende situation med et akut kejsersnit (eller et planlagt), har haft samme tanker efterfølgende eller måske endda har haft helt andre tanker?

 

/Julie

Mor med mere