Et nyt kapitel

image

På mandag starter et helt nyt kapitel. Anna skal starte i vuggestue og det er på en gang overvældende, spændende og skræmmende.

Vuggestuen er helt fantastisk. Personalet er så imødekommende og rare og omgivelserne er skønne. For at være sikre på en plads, har Anna har været skrevet op siden hun fik cpr-nummer. Okay, det virker ret overilet, men når man ffår et opkald fra pladsanvisningen to måneder før ønsket dato for start, om at det nok ikke kan lade sig gøre at få plads, så betaler det sig at være tidligt ude.

Jeg studerer stadig og mangler et enkelt år af min uddannelse. Det betyder at Anna starter i vuggestue, når hun er 9 måneder. Hele 4 måneder før mit studie starter igen og min barsel er ovre. Det har ikke været uden tvivl og overvejelser at beslutningen, om hun skulle starte nu, blev taget.

Jeg overhørte den anden dag en mor udtrykke sin forargelse over at en anden mor, sendte sine børn i institution, når der reelt set ikke var pasningsbehov. Det var synd for barnet, og pasningsordningen var altså kun for forældrenes skyld!

Og helt klassisk førstegangsmors-reaktion: jeg tvivlede helt vildt på vores beslutning! Var det nu for Annas skyld at hun kom i institution? Eller var det reelt set for vores skyld, så vi kunne få os nogle ego-timer i løbet af dagen? Skulle vi skamme os over den beslutning??

Niks. Jeg nægter at lade tvivl og bekymring sejre. Beslutningen om vuggestuestart, er helt og aldeles for Annas skyld alene. Hun mangler noget, vi som forældre ikke kan give hende. Samspil og spejlingen i andre børn. Vi har lagt mærke til hvordan hendes ansigt lyser op, når hun ser et andet barn. Hun er blevet noget så nysgerrig op ALT. Hun mangler nogle udfordringer, som hun kun kan få gennem mødet med andre børn. Og det skal hun da have!

Jeg tror, at vi som forældre må stole på at vi alle hver især, vil det bedste for vores børn. Måske er det ikke den beslutning, som vi selv ville tage, men hey! Det er ikke vores opgave at anfægte den anden forælders beslutning. Det er vores opgave, at stole på vores egen dømmekraft og intuition og som udgangspunkt, have tillid til at andre forældre gør det samme.

Vi kender vores barn. Og vi ved at hun er klar til at skulle starte op i vuggestue. Det bliver ikke heldagspasning, men nogle gode korte dage. Det er den luksus, vi forældre der stadig studerer, har. Og den udnytter vi da selvfølgelig.

Jeg glæder mig. Jeg glæder mig helt vildt til at opleve Anna i mødet med de andre børn. Jeg glæder mig til de fantastiske oplevelser hun skal have i vuggestuen.

Jeg glæder mig over at vi stoler på vores dømmekraft.

 

/Julie