Close
Blog nr.3 Jeg skulle eje millioner….
facebook pinterest twitter

Blog nr.3 Jeg skulle eje millioner….

morogfarmedmere 6 februar 2018, 20:23

Hvis tårer var guld…. For hold nu op jeg græder meget efter for snart 5 år siden at være blevet mor- sikke et hormon cirkus.

 

Der går uger hvor den følelse, som om jeg hele tiden er på randen af gråd. Tit og ofte af ren glæde over mine børn. Men også rigtig tit grundet andre mere hårde og dystre ting. Ting som kommer direkte fra mig og mine neuroser-  men i  endnu højere grad af udefra kommende påvirkning.

Da Ida var helt lille og ny (og mor var smask fyldt af hormoner) var det under stjernerne på himlen med Rasmus Seebach der fuldstændig slog mig af pinden. Den sang er så fin og så god. Men efter at have set et program om tommy seeback hvor han står og synger den i et storcenter. ja … tude mor jeg blev så ramt af hans personlige ”nedtur” og hans børns fortælling at bare introen til sangen slog mig helt ud jeg vrælede som en gal uden stop… (veludviklet empati )

Jeg græd over fremmede børn der græd og over at Ida græd. Over at jeg ikke fik lavet kaffe og over at det ringede på døren ja og så græd jeg meget over hvad jeg dengang opfattede som uduelige bryster (mere om den en anden gang) …… Good times!

Da jeg blev gravid med Olivia græd jeg over at jeg blev så hurtig gravid. Olivia er ganske planlagt men blev gravid med i flytning og alverden ting og en dag gav det hele slip inde i og jeg stor hulkede over at være gravid lige der og midt i alting. Jeg græd i flere dage over hvor dårlig en mor jeg var over at græde over at være gravid og græd over dårlig samvittighed over at være ked af det… yes cirkel of shit og det gik vitterligt i ring…

Da Olivia kom til verden græd jeg over at jeg følte jeg svigtede Idas behov og over at svigte Olivias behov når jeg var med ida… sikke en redelighed

Jeg græder over at drengene skal hjem til deres mor efter ferie, græder af afsavn til dem når de er væk i længere tid. Casper, den ælste er pt på sit 2 år på efterskole og jeg saaaaaavvvner ham. Den yngste Thomas kommer selvfølgelig, men når han af og til ikke komme i vores weekenden, fordi han er den sociale dreng han er og dyrker sine venskaber, så sidder bonus mor og hulker og føler sig fravalgt. Buhuuu  – for jeg saaaavner ham.

Jeg tuder når jeg bliver bange for ”mine” vores (alle 3’s børn (mor far og mig som bonus ) drenges valg og når jeg synes verdenen er hård ved dem. Jeg græder af glæde over hvor enormt omfavnende de er overfor deres små søstre. Den utrolige tålmodighed de har og de kram og kys der er mellem dem trods det at der er knap 12 og 10 år imellem dem.

Jeg græder meget af afsavn ,en vane mine piger har arvet … Lucky Them…. Håber deres kommende livsledsagere kan sejle i det følelses hav af tåre.

Jeg er let til tåre i perioder og er ikke flov over mit særdeles veludviklede følelsesregister. Men det er enormt belastende til tider.

Den belastning der er værst er når jeg græder af frygt- især frygt for det uvisse, terror, pædofile, at mindste dem, de bliver væk, det brænder, indbrud, krig, global opvarmning, …. you name it!

Ting jeg ikke er herre over (hmm kvinde) men som alligevel fejer benene total væk under mig og jeg ligger på gulvet i en lille sø af fortvivlede tårer. Jeg er fortvivlet over at jeg en dag må slippe pigerne løs og ud i det uvisse og jeg ikke kan holde dem i hånden og pakke dem ind i en uniform af bobbel plastik og gå foran dem med tilhørende ninja mor bevægelser og nakke alt det onde! Det kan tage pippet helt fra gakkelak mor her, at jeg en dag ikke længere, er den som skal gå yderst i trafikken og at jeg ikke hele tiden “kan se dem”

Jeg græder som så mange andre mødre og fædre over egen utilstrækkelighed, over frygten for at – som vi siger herhjemme. FUCKE DEM OP… ingen kan som mine børn få mig til at føle at jeg intet rigtigt kan.

Jeg gruer for den dag min teenager datter eller voksne datter viser mig en side af sig selv som er “skæv” / sårbar  fordi jeg fejlede eller råbte af hende den dag i Butikken hvor hun plagede og skreg som en besat og folk i den lokale købmand kiggede på mig med dømmende øjne (ja det er sket) … og var det der jeg “såede” den ”skæv vridning” i hende / dem – var det der jeg FUCKEDE DEM OP… nøøøjj så tuder mor igen.

Tror som udgangspunkt det er ok at græde, så længe man finde vejen tilbage til smil og fis og ballade. Mine børn, bonus såvel som selv producerede yngel, har alle sammen været vidne til min til tider enorme tude ture over verdens uretfærdighed over udmattehed over total irrationel frygt. Men de har også set mig græde inderligt af glæde og lykke. (heldigvis)

Og tror umiddelbart ikke at de har lidt over last – der har aldrig været skyld og skam ind over- altsår når de er udløsere af mine tåre.  Men ærlighed i den udstrækning deres alder har kunne klare. Min børn ved godt når de gør mig ked af det og hvornår de gør mig stolte og glade og de ved at ligegyldig om jeg er glad eller ked. så elsker jeg dem!

De store udgaver (Casper og Thomas) ved godt at jeg græder af afmagt og frygt men de ved også at det stopper igen. De ved at tårerne kommer let, men at min gakkethed og frie latter ligeså hurtigt kan blomstre Det ved de små også- men de ser sjældent de tårer som komme pga. frygt for ikke børnevenligt ting.

Ikke dermed sagt at de konstant er udsat for en karrusel af humør skift på daglig basis men de ved at jeg indeholder det hele og jeg priser mig lykkelig for at min kære Claus trods det at han også kan være ophavsmand til mine udbrud – heldigvis kan svømme i mine tåre og hjælpe mig tilbage til smil og latter. Eller i nogen tilfælde forståelse for mine egne reaktioner.

Men jeg sværger hvis mine tåre var guld…. Så gav jeg en omgang