Første Blogindlæg: Overvejelser om at vælge en mand med børn.

image1 (3)

Da Claus og jeg mødtes, var jeg 23 og han 33 år. Jeg var ny startet på sygeplejestudiet. Jeg var bosat i min fødeby og han i byen hvor jeg studerede. Vi mødes på en lokal bar, hvor jeg havde søgt job som garderobe pige. Han var barchef (ja fint skal det være) og jeg skulle have lidt liv og glade dage, efter et forlist forhold og et par løse bekendtskaber.

Jeg var i bund og grund overhovedet ikke interesseret i noget der bare lugtede af fast forhold. Jeg skulle bare studere og være så tilpas ”pyntet” i weekenden, bare jeg var nogenlunde ædru mandag morgen.

Ja, STORE ambitioner, jeg ved det!

Så jeg tænkte at et job på en bar, med dertilhørende rabatter på sprut, nok var vejen frem. Banen var kridtet op.
Men der stod hans så … Claus… og jeg skal da gerne indrømme at de søde øjne ikke var det første jeg fik smag for. Lad mig bare sige, at de cowboybukser sad dæleme pænt bagtil 😉 vi drak og mødtes til personale møder mm., og jeg bildte mig selv ind at jeg bare udnyttede ham og hans personale goder og ja øh .. hmmm ja hans goder osv..

Men det tog fart, vi flirtede og festede kyssede, og øh…. lagde hinanden i seng over en længere periode. Det viste sig at Claus var meget mere end pæne jeans og de blå øje også var søde i ædru tilstand.

Claus var nemlig også nogens far!

Claus fortalte mig at han havde to børn med sin x kone (efter nærmere eftertanke, var det nok godt det ikke var med hans nuværende kone, hø hø.

Jeg skal da gerne indrømme, at det faktum at han havde børn, nok var en lille streg i regningen. Det var dæleme meget ballast for en 23 årig, som faktisk slet ikke skulle bindes, til noget eller nogen. Men Claus var sku en tand for lækker og sød til at smide på gaden. Så jeg gik i tænkeboks.
Jeg skulle virkelig være sikker på jeg kunne lukke de her to drenge ind i mit liv og byde dem mig?

Kunne jeg overskue det, ville jeg overskue det?

Og hvad med den x? var det så seriøst mellem os? (altså mig og Claus ikke mig og X en ”hø hø”) Og hvordan mon de der to unger var?
Og så lige den der titel ….

PAPMOR!!!!!!!!!

Jeg var lost, fuldstændig helt og aldeles ude hvor jeg ikke kunne bunde.

Min holdning var helt og aldeles klar, man kunne ikke behandle børn som ligegyldigt påhæng. Jeg påtog mig en opgave og et ansvar. Jeg sagde jo i samme omgang også ja til at invitere en 3. part ind i mit liv, nemlig børnenes mor!

Jeg var virkelig i tvivl ikke om at jeg var vild med Claus- Men kunne jeg bære opgaven?

Børn vælger jo ikke at blive skilt, og de vælger heller, ikke at far skal komme anstigende med en ny dame, ej heller mor for den sags skyld.
De fortjener at man behandler deres liv med respekt og omtanke. De fortjener i hvert fald ikke en papmor som i bund og grund, glæder sig til søndag, for der tager ungerne hjem igen. Jeg søgte svar hos mine forældre, veninder og i mig selv.

Svaret kom, fra en uventet men fuldstændig overrumplende side, nemlig drengene – Casper og Thomas.

To kønne lyshårede drenge, med deres fars blik og en helt ustyrlig charme. Jeg mødte dem første gang, som anonym veninde fra fars arbejde, til en firmafodbold kamp. (ikke at jeg spiller fodbold – gud fri mig vel).

Jeg skulle jo ligesom ind på de her drenge, så jeg snakkede og bød på alverdens usunde snacks, ren bestikkelse!
De fik mig narret til at købe en is til dem hver. Thomas især var fremme i skoene. Casper mere tilbageholdende. Men der var liv i dem, og at se Claus med dem var bare helt fantastisk og skræmmende. Var der mon plads til mig?

Efter vi havde købt is, og Thomas mig i hånden, bare sådan helt ud af det blå. En lille fedtet hånd besejlede aftalen. Jeg var solgt, og temmelig nederen over fedtede is fingre i min hånd! 😉

Det, at være pap mor var og er skønt, men også pokkers besværligt til tider. Men jeg har aldrig fortrudt at jeg valgte at blive nogen papmor, som efter lidt tid, blev til bonus mor. For som Casper så kvikt bemærket, så er jeg jo ikke lavet af pap.

Deres mor viste sig sgu at være helt normalt, enormt rummelig og imødekommende. Jeg husker tydeligt at jeg i den grad var helt ude at ski.., da hun ringede på lejlighedens dør første gang.

Er du da vimmer mand et tunnelsyn jeg fik.

Men, fordi Claus og hendes forhold byggede på at deres børn bare skulle have det så gnidningsfrit så muligt, var det hele bare så ufarligt. Deres fokus var ikke, du gjorde dit og dat og du er så og så dum. Mere, vi har to unger sammen som vi begge elsker og vil passe på. Lad os gøre det sammen og på en respektfuld måde. Både over for hinanden men i den grad også over for deres drenge.

Noget der stadig gælder her 10 år efter. Selvfølgelig hopper vi ikke ned af gaden alle 3 med hinanden i hånden og synger: sikke en dejlig da det er i dag, mens drengene er i konstant lykke rus.

Der er sku røget finker, og til tider, mange finker af panden. Men aldrig overfor drengene… for det skylder vi dem!

(Mere om det i en anden blog.)

Men…..

Jeg tror, at det var godt jeg forelskede mig i drengene, før jeg indrømmede min forelskelse i deres far.
Så var der ligesom ingen vej tilbage. En vej jeg elsker at gå på, selv om man efter så mange år, godt kan komme til at lave kværke bevægelser bag de unge mænd, som de efterhånden er blevet, ( noget jeg også gør bag mine piger). Det gøres i ren frustration over tåbelige teenager valg og tomgangsbevægelsesmønstre, samt et sprogbrug, der er reduceret til stumme konsonanter.

Så er jeg glad for at jeg den 1. maj valgte at blive nogen BONUSMOR, og i tillæg Clausens kæreste. For det åbnede op for en ny del af mig, og lukkede følelser og kærlighed ind, på en måde jeg aldrig nogensinde havde turde håbe på.

Hemmeligheden er nemlig at selv om ” Mor ” er af ”PAP” så er man stadig MOR!