Glad for at skulle være mor, hader at være gravid.

Jeps… som overskriften antyder, havde jeg ikke den fedeste oplevelse af min graviditet.

Hader er måske et stærkt ord, da der helt sikkert også var ting under graviditeten som jeg synes var dejlige.

Jeg havde en forholdsvis normal graviditet. Jeg døjede med bækken og rygsmerter fra uge 20 og måtte sygemeldes. Jeg arbejder som social- og sundhedshjælper og er udekørende, derfor kunne jeg ikke passe mit arbejde med de smerter jeg havde.

Allerede her starter den dårlige samvittighed overfor mit arbejde, fordi jeg ikke længere kan passe det.

Derudover var alt nogenlunde normal – jeg tog en del på under min graviditet, men ikke noget der nogensinde blev mistænkt for graviditetsdiabetes. Skal jeg være helt ærlig – så var det meste af den vægtøgning også min egen skyld.

Da jeg fandt ud af at jeg var gravid, følte jeg at jeg havde en undskyldning for at spise usundt og lækkerier hele tiden – man ville ikke kunne se det på samme måde og derfor var det for mig, på en måde, okay.

MEN…  ved første lægebesøg – 8 uger henne – havde jeg allerede taget 3 kg på.

Her burde jeg have taget mig selv i nakken, men næh nej.. jeg tog hjem og trøstespiste.

Jeg bliver hurtigt rigtig ked af den måde min krop forandrer sig på – ikke kun pga. de ekstra kilo fra de usunde lækkerier, men i den grad også pga. graviditeten. Samtidig kan jeg se på vægten at den kun stiger, stiger og stiger.

Jeg begynder for alvor at få et rigtig dårligt selvbillede da jeg når de 10+ kilo. Jeg får ondt af mig selv og spiser noget mere.

Jeg snakker med min jordemødre om hvordan jeg hader min krop og måden den forandrer sig på – de svarer at jeg på nuværende tidspunkt absolut ikke kan begynde og gå på slankekur, hvilket jeg er helt indforstået med – i sidste ende kommer lille Laust i første række uanset hvad.

Derudover snakker jeg også med jordemødrene om at være i kalorieunderskud og træne efter fødslen – hvilket de også kraftigt fraråder pga. amning.

De råder mig dog til at pakke vægten væk og skriver så i min journal at jeg ikke skal vejes resten af graviditeten til konsultationer. De anbefaler mig at jeg skal nyde resten af graviditeten på bedst mulig måde.

Inden jeg kører helt hjem, tager jeg omkring og handler – masser af usunde snacks.

Den eneste måde jeg føler at jeg på nuværende tidspunkt i graviditeten kan nyde det, er ved og trøstespise – jeg bliver ligeglad med hvad vægten siger og hvordan jeg ser ud. Jeg tror et eller andet sted at jeg stopper med at kigge på min krop i spejlet – lukker det hele ude.

Når det så er sagt, var det ikke kun vægtøgningen og måden jeg så ud på, samt den dårlige samvittighed overfor arbejdspladsen, der gik mig på. (som om det ikke var nok?!)

Nej… Jeg græd dagligt pga. frustrationer over hvor begrænset jeg var – både pga. mine smerter, men også den store “dumme” mave.

Jeg kunne kun gå i strømpebukser og kjole – også skulle jeg have hjælp til at få strømpebukser på.

Hvis jeg en gang i mellem kom i et par bukser, skulle jeg have hjælp til strømper men også sko.

Min mand, Jelle arbejder på det tidspunkt, hvor jeg er mest besværet, rigtig meget og jeg mangler derfor hjælp i hverdagen.

Jeg skulle have hjælp til indkøb fordi jeg ikke kunne bære og hjælp til at lave aftensmad fordi jeg havde svært ved at stå op i køkkenet i en time.

Det måtte til sidst blive sådan at Jelle måtte tage lidt færre timer på arbejde, så jeg kunne få den hjælp jeg havde brug for.

Jeg kan godt modtage hjælp fra andre – men jeg vil helst klare mig selv. Derfor var det også en smule krænkende for mig hele tiden og spørge om hjælp.

Bare og komme op fra sofa eller seng kunne tage 5 min.

Til tider kunne Jelle også godt blive irriteret på mig, fordi jeg spurgte så meget om hjælp – og han har flere gange sagt om ikke bare jeg kunne gøre det selv. Der var træls og føle at man altid var til besvær.

I princippet kunne jeg nok godt have gjort nogle ting selv – jeg husker på et tidspunkt hvor jeg tog ind og handlede alene (vi handler altid til en uge af gangen) – det resulterede i at jeg havde så mange smerter resten af dagen, samt dagen efter.

puha. Jeg kan godt mærke at jeg bliver berørt over de følelser der kommer op i mig, når jeg skriver om det. Måske nogle følelser jeg mangler og acceptere.

Men når det så er sagt… Var der også de dejlige ting ved graviditeten. Jeg ELSKEDE og bygge rede – vaske tøj og ligge på plads, redde sengen, lave værelse osv.

Derudover var der også de mange små puf og hver gang han havde hikke. Tanken om at snart skulle jeg møde ham og være mor.

Alt dette elskede jeg, MEN jeg synes dog at alle de negative ting overskygger de positive – og jeg kan derfor sige at jeg “hader” at være gravid.

Her på faldrebet, skal der ingen tvivl være omkring at jeg jo elsker min søn af hele mit hjerte og at jeg til enhver tid vil gøre det hele igen, da det var og er det hele værd gange tusind.