Close
Kært barn har mange navne
facebook pinterest twitter

Kært barn har mange navne

Avatar
morpaafoersteklasse 25 september 2017, 12:51

Mød Brynja!

Knirke, Brynjamus, MiniMumsen, Frk. Direktør, Bosslady, Musse, Tosse, Skatter, Flotte, Basse og jeg kunne blive ved. Kært barn har, i sandhed, mange navne. For det meste kalder vi Brynja for hendes navn, Skatter eller Knirke.

Siden hun blev født, knirkede hun i søvne, og lige siden har kælenavnet hængt ved. Der står Knirke på nogle af hendes sutter, og jo mere vi bruger det, jo sødere bliver det. Hun er vores egen lille rustne havelåge.

Som I ved fra fødselsberetningen, kom Brynja til verden den 1 Juli 2017. Hun kom ud til os klokken 17.19. Hun vejede 4272 fordelt på 53 pivlækre centimeter. Med til fødslen var J og min mor.

FullSizeRender 2

Mormor kommer på besøg mindst én gang i ugen (jeg er dybt afhængig af min mor, ja). Det her er blot et af de fantastiske øjeblikke der opstår når mormor hygger med os. Jeg ville ønske jeg kunne fange dem alle. 

Brynja er en enormt smilende, udadvendt og social lille pige. Hun skal som regel altid lige se folk an, men hun er ikke bleg for at fyre et smil afsted eller snakke lidt med andre, nu hun har lært at sige lyde. Men hun ved også godt hvem hendes mor er, og hun er noget så selektiv på de sene timer. Om det er mor eller far der duer, det ved vi først når vi står der. Hun udvikler sig præcis som hun skal – og lige for øjeblikket er hun ved finde ud af at koordinere hendes hænder og samtidig har hun fået øje på sine fødder. Det betyder store udfordringer i den lille piges hovede, og der er ikke noget at sige til, at hun bliver lidt små-forvirret og træt. Det er så vildt at få lov at følge med i den utrolige udvikling sådan et lille væsen gennemgår.

Vi har altid sagt at Brynja er et nemt barn, selv i de svære perioder som Tigerspringene ofte bringer – hun sover om natten, og hun sover godt. Hun er glad i løbet af dagen, kan melde sig selv når hun er sulten, træt eller keder sig og vil have opmærksomhed. Hun er god til at udtrykke sig, og vi, som nye forældre, bliver bedre og bedre til at læse hende. Alt er en process, og jeg ville lyve hvis jeg påstår, at jeg aldrig har stået og lignet et stort spørgsmålstegn, når Brynja har grædt i vilden sky. Det er så utroligt og fedt, at mærke at min selvtillid (som mor) bliver større i takt med, at Brynjas selvtillid og selvstændighed også udvikler sig. Hun har temperament og ligner på mange måder allerede sin mor, lidt for meget! 

Men livet som baby kan altså godt have en del udfordringer, især når hun på så mange området ligner mig. Hun er blandt andet super hurtig til at blive overstimuleret. Nogle gange skal der mere til end andre gange. Et sekund for længe under aktivitetstæppet, eller et sekund for meget snakken og pludre med mor, så kapper hun over og bliver ked af det. Hvornår det er nok inden hun kapper over, er stadig én af de ting jeg og J øver os på. Men det kommer nok. Nogle gange kan det klares med ro og en lur og andre gange kan det tage en hel dag at komme oven på igen.

 

Brynja havde en kort periode hvor hun græd hver aften fra 19.00/30 til 21.00/30 stykker. Det var ganske forfærdeligt at stå med et utrøsteligt barn, der hverken ville det ene eller andet. Som dagene gik, fandt vi dog små tricks der kunne hjælpe hende med at falde ned, og vi måtte tage os til takke med, at nogle gange så græder babyer altså bare.  Heldigvis er vi ude over den periode, men vi går til gengæld snart endnu et tigerspring i møde. De tre første tigerspring tog hun som en champ og vi mærkede ikke meget til det, andet end at hun til tider havde svært ved at falde i søvn. Vi bakser stadig lidt med søvnen om dagen. Hun er vist det man kalder for en powernap’er. Men samtidig prøver jeg at sætte det hele lidt i perspektiv, for hun sover jo godt om natten.

IMG_7695

Vi øver ryg og nakke hver dag! Skønt når man får sådan et smil.

I dag er Brynja 61 cm lang og vejer godt 6,3 kg. Hun er en god størrelse, og har noget at stå imod med! Vi er (pardon my french) skide hamrende stolte af vores guldklump og vi kan slet ikke forstå, hvordan vi har fået verdens lækreste lille pige – for det er hun jo! (Vi hylder biologien for at sørge for at man føler sådan!) Og selvom det til tider kan være hårdt at være mor, far og barn, så er vi helt enige om, at hun er det hele værd!

FullSizeRender 2-kopi

Og her er vi så, os alle fire. Mig, Brynja, J og katten Maximus!

Tak fordi I læste med! Jeg glæder mig allerede til at udgive det næste indlæg!

Kh Malene

 

[instagram-feed]

[custom-facebook-feed]