Close
Kom nu, september!
facebook pinterest twitter

Kom nu, september!

Avatar
morpaafoersteklasse 24 juli 2018, 18:47

Kom nu, September.

I år har som sagt, været begivenhedsrigt. Imens J og jeg har været forlovet, har vi været til 2 vielser, og facebook bugner med bekendte der også er blevet smedet sammen. Først blev min kusine gift og dernæst min kære veninde, der tog røven på os til sin søns barnedåb.

Jeg stod der, med åben mund og polypper. Det var simpelthen så overvældende at se hende komme gående, så smuk og strålende i den flotteste brudekjole. At se al den glæde og kærlighed imellem to mennesker der vælger at sige ja til hinanden, gør mig så blød inden i, og jeg kan slet ikke vente til at det bliver min tur. Jeg hylede mig igennem vielsen og bag efter skulle jeg op og så fadder, så det var med en noget klattet mascara og helt rødblussende kinder, at jeg måtte gå op til døbefonden og vidne til lille B’s dåb (ja, endnu en med B, men en dreng)

Jeg havde aldrig troet at det skulle blive mig

Virkelig. Aldrig. Hele min barndom har jeg været bange for at drømme om et bryllup, for jeg var overbevist om, at det aldrig skulle ske for mig, så hvorfor drømme? Og så lige pludselig sker det alligevel. Mine drømme startede så først for lidt under et år siden, og så fik jeg ellers travlt.

J vil gerne have et kirkebryllup, så det skal han selvfølgelig have. Jeg er ikke selv medlem af folkekirken, så jeg har ikke haft behovet. Men efter at vi har aftalt, at det skulle vi – så er jeg jo begyndt at drømme og planlægge efter det. Og lad mig sige det sådan, jeg er ikke skuffet. Det kribler og krabler i min mave og jeg glæder mig så meget.

Frieriet

Det var simpelthen så smukt! J havde i nogle uger prøvet at lokke mig med på de ukendtes kirkegård, for at besøge min mormors grav. Det var nemlig dér han gerne ville fri. Han havde spurgt min mor til råds om steder der betyder meget for mig, og de kom i samarbejde frem til kirkegården. Og sikke de har ret. Stedet har betydning helt tilbage til da jeg var helt lille. Både min morfar og farfar ligger også på de ukendtes, og dem besøgte vi hver jul! Senere blev min farmor også sat i jorden der og for 5 år siden blev min mormor også – så det er et sted jeg altid er kommet og et sted der har stor betydning for mig.

Nåh, men altså… J fik endelig lokket mig afsted (han fik mig til at tro at det var min helt egen idé) så vi gik en tur og fik hilst på alle de gamle røvhuller og helt forventeligt græd jeg jo som pisket da vi gik over til min mormor. B forstod ikke en disse og sad bare og grinede fjoget i hendes barnevogn med lyskæde på!
Vi gik over på mindepladsen, så vi kunne se ud over græsplænen, og omringet af blomster og levende lys midt i tusmørket, satte J sig ned på knæ og friede. Han tog pusten fra mig – og selvfølgelig sagde jeg da ja. Jeg vil altid huske det frieri, og det vil altid være det mest romantiske i hele verden, selvom det for andre kan lyde vildt mærkeligt og sært, at blive friet til på en kirkegård. For mig, var det perfekt.

Kjolen

Jeg har allerede været ude og købe min kjole. Og dét troede jeg skulle blive en lidt besværlig proces. Jeg er nemlig en dame af en hvis størrelse, så jeg havde forventet, at det ville blive lidt mere end umuligt at finde en kjole jeg var tilfreds med.

Men heldigvis for mig, så findes der nemlig en butik der hedder CurvyliciousBride. Carina sælger kun brudekjoler i store størrelser, og har ekspertise i pasform til store damer. Hun henter dem hjem fra bla. Canada hvor de er speciel designet, så det er ikke en kjole der bare er forstørret op, og som garanteret vil sidde noget tvivlsomt. Der er derimod tænkt på ALT. Både barm, mave, hofter og lår. Jeg havde slet ingen idé om, hvor jeg ville hen angående min kjole, men efter jeg havde prøvet nogle stykker, så smed hun mig ned i en jeg slet ikke havde skænket en tanke, og den var perfekt. Jeg glæder mig SÅ meget til at vise den frem til alle, og jeg synes det er SÅ hårdt, ikke at kunne snakke om den og vise den til J. Det må simpelthen vente.

Kirken

Vi har valgt at blive viet i den smukke kirke der ligger i Dåstrup i Viby Sj.

Det er byen lige ved siden af Borup, og omgivelserne er simpelthen så smukke. Den hvide kirke er omringet af store træer, og der ligger en lille sø foran. Heldigvis for os, kunne vi også booke forsamlingshuset som ligger lige ved siden af kirken. Den weekend vi skal giftes i, var den eneste weekend hvor der var ledigt. Det var så heldigt! Herude af er der jo ikke lige forsamlingshuse på hvert gadehjørne, så det gjaldt om, at få det hele til at passe sammen. Desværre lukkede Borups forsamlingshus, for kirken her i Borup er virkelig også smuk. Men pyt nu med det, for prøv lige at se en smuk kirke

 

Brylluppet er ved at tage form. Invitationerne er sendt ud, kagen og maden er bestilt og ja, kjolen købt.. Så nu skal de sidste detaljer på plads. Og jeg kan godt mærke, at selvom det aldrig har været noget jeg drømte om, så er det det helt rigtige for os, og for mig. Jeg har sommerfugle i maven og glæder mig til J og min dag, til at fejre os og kærligheden.

Jeg glæder mig til at kunne vise jer det hele.

Kh Malene

[instagram-feed]

[custom-facebook-feed]