Når angsten tager over

Når angsten tager over, går kroppen i fuldkommen alarmberedskab! Det er, for mig, enten “fight or flight” – langt de fleste gange bliver det så voldsomt, at jeg må sætte mig ned og flygte helt ind i mig selv. skærme mig for omgivelserne og koncentrere mig om mit åndedrag.

 

Jeg var på vej ned i vuggestuen med B, og gik min sædvanlige rute igennem Borup. Den jeg har det bedst med. Den hvor jeg har pejlemærker der fortæller mig hvor langt jeg har til nærmeste “safe-place”. Angsten, eller min angst, foregår nemlig sådan, at jeg på en gå rute altid har to eller tre steder jeg kan gå ind, hvis jeg føler mig overvældet eller truet. I dette tilfælde, er det Fakta og Cosy (min frisør), men fra frisøren og til Vuggestuen er der ingen steder. Der er nemlig kun en stor vej og et sti-system imellem, så lige på den del må det IKKE gå galt, og det var præcis det der skete.

Et råb om hjælp

Jeg så ham godt, nede for enden af parkeringspladsen, små 300 meter væk. Jeg var helt bevidst om at der kun var ham og mig i nærområdet. Mig på gå-ben med Brynja i klapvognen, og ham i kørestol. “Halløj du, vil du ikke hjælpe mig?“. Min krop blev stiv, jeg stoppede med at trække vejret og jeg stirrede fuldkommen stift og blankt fremad. Og så gjorde min krop det, som jeg ville ønske den aldrig havde gjort. Jeg vendte hovedet væk og begyndte at gå – jeg gik og gik indtil jeg havde visket hans stemme væk fra mine øre og låst det væk i en boks indtil jeg var alene igen. Brynja sad bare og pludrede og pegede på træer og buske, og jeg gik bare. Jeg fik hende afleveret i god ro og orden til hendes yndlingsvoksen. Hun vinkede farvel og jeg gik ud, fandt den nærmeste afsides bænk, og brød fuldkommen sammen.

Hold op, hvor jeg skammer mig

For hvad var det lige der skete der? Manden havde tydeligvis brug for en hjælpende hånd, og jeg kunne ikke hjælpe ham. Jeg gik i panik – min angst for at fejle tog over. Jeg har verdens grimmeste smag i munden, og jeg skammer mig SÅ meget over det – for hvor var det bare tarveligt. Jeg er jo ikke et dårligt menneske. Eller, det synes jeg ikke jeg er. Det får jeg fortalt at jeg ikke er – men han kan jo ikke se hvad der foregår inde i mit hovede. Han kunne kun se en kvinde der blot gik direkte forbi ham og ignorerede hans råb om hjælp. Jeg kan jo ikke skrive det i panden på mig selv, eller gå med et skilt på ryggen hvor der står “Jeg har bare angst – dont mind me!”

Jeg fortalte det hele til J et par dage efter, fordi jeg havde så dårlig samvittighed, og selvfølgelig var han den mest elskværdige og sødeste mand på jorden, der bare krammede mig, kyssede mig på panden og sagde, at det nok skulle gå – og at jeg ikke gjorde det i ondt mening.

Undskyld!

Så nu er næste skridt, hvad der sker, hvis jeg møder ham igen, ham der havde brug for hjælp! Og hvad jeg skal sige eller gøre, hvis han konfrontere mig med det. Skal jeg forklare ham hvordan jeg har det og hvorfor jeg reagerede som jeg gjorde, eller skal jeg bare sige undskyld og go about my day? Shit mand – jeg synes det er så svært. Borup er en lille by, her er ikke så mange mennesker. Mon min angst bare sparker ind igen og overtager min kontrol over mig selv?

I hvert fald, så nytter det nok ikke noget at skamme sig så meget over hvad der skete. Angst skal ikke betragtes som en undskyldning for at være en idiot – og det føler jeg heller ikke jeg bruger det som, men der sker unægteligt nogle uhensigtsmæssige ting, når angsten tager fat. Jeg er fx en gang gået ud af en butik uden at betale for mine vare, fordi jeg pludselig befandt mig midt i en angstanfald. Jeg fik selvfølgelig afleveret tilbage og blev hverken beskyldt for at stjæle eller meldt til politiet.

Fokus på angst

Der har været ret meget fokus på angst i medierne. Især på DR, som italesætter hvordan det er at have angst, og de prøver at bryde tabuet om angst. Så nu ved I, kære læsere, at det ikke altid er med vilje at nogle mennesker agere som de gør. Nogle gange stikker det dybere end at man bare er for selvoptaget. Jeg støtter i hvert fald op om at bryde tabuet om angst – det håber jeg også I gør.

 

Blomster sætter altid lidt kulør på hverdagen.

 

Kh Malene

Unable to display Facebook posts.
Show error

Error: Error validating application. Application has been deleted.
Type: OAuthException
Code: 190
Please refer to our Error Message Reference.