Close
Overvægt – det er ikke for sjov
facebook pinterest twitter

Overvægt – det er ikke for sjov

Avatar
morpaafoersteklasse 2 februar 2018, 06:13

OBS: Jeg vil starte dette blogindlæg ud med, at understrege at jeg IKKE negligerer andres sygdom, at jeg ikke ønsker at være syg for at få andres medlidenhed ej heller for at slippe for at arbejde hårdt for at opnå det jeg gerne vil – jeg håber I forstår mig, og kan forstå min pointe i blogindlægget!


Overvægtig!

Nogle gange kan man sidde med nogle rigtig svære tanker. Der er ting der er svære at sige højt og nogle gange tænker jeg på om jeg egentlig burde, for frygten for, at folk misforstår, er ret stor. Men jeg kaster mig ud i det!

For når jeg, som svært overvægtig, tænker “Jeg ville ønske jeg fejlede noget andet!”, så er det jo ikke fordi jeg gerne vil være syg, for jeg er netop rigtig træt af at være syg. Så måske er det aller mest rigtigt at sige, at jeg nogle gange, helt selvvisk, ville ønske, at jeg fejlede noget MERE.

Hvorfor? Fordi så kunne jeg få hjælp til at tabe mig! 

Jeg sagde de ord for første gang til min læge og straks efter udbrød jeg: “Så, I said it! Det er ude, jeg har sluppet det fri, jeg har erkendt at jeg har et problem. Et problem der vejer cirka 70-80 kilo!” Men langt de fleste gange jeg har sagt det højt efterfølgende, er jeg blevet mødt med skepsis og uforståelse fordi “Du kan jo bare træne, spise sundt og sådan noget”.. Du kan jo bare…

Som jeg måtte forklare lægen: Grunden til mit helt absurde ønske, bunder egentlig “bare” i, at hvis jeg led af fx for højt blodtryk eller diabetes, så kunne jeg få den hjælp jeg havde brug for til at tabe mig! For jeg kan ikke selv! Og jeg har prøvet næsten alt. Talt kalorier, trænet mig selv halvt ihjel, gået til diætist, personlig træner, livsstilsændring og kostomlægninger – hele gøjemøget, og lige lidt er der sket!

Jeg er så træt!

Efter 20 år (Du læste rigtigt, 20 år!), efter at have holdt ved og prøvet i så lang tid, er jeg faktisk bare træt af det. Jeg er træt af at være overvægtig, træt af ikke at kunne de ting jeg gerne vil, træt af at hvis jeg tager bare det mindste på, så ryger det ikke af igen! Og mest af alt, så er jeg træt af at kæmpe mod mig selv og mod andres spydige kommentarer, holdninger og “gode råd”. Jeg er ked af, at jeg ikke kan sidde med benene over kors og at sørge for at den stol jeg sidder på kan holde til min vægt, og jeg er især ked af, og pinlig berørt over, at skulle bede om en anden stol, fordi armlænene gør stolen for smal.

Så ja, jeg ville ønske jeg fejlede noget mere konkret. Noget der kunne behandles og give mig adgang til alternative muligheder, som man ikke har mulighed for hvis man ikke er syg! Men heldigvis (og desværre) fejler jeg ikke en skid!

Jeg bliver ofte betragtet som doven og som uengageret og lidt for glad for mad og søde sager – men det er jeg altså ikke! Det har jeg aldrig været. Ja, jeg kan godt lide chokolade og kage ligesom alle andre normale mennesker, det betyder ikke at jeg ikke spiser andet eller tænker over hvad jeg putter i munden.

Jeg har endda prøvet med kropsaktivisme. Embrace your curves, FedFront osv. men heller ikke det har fået mig til at få det bedre! Også selvom det giver god mening at acceptere andre folk som de er! Og det skal man også!

Ja, jeg er tyk, og hvad så?

Du behøver ikke fortælle mig det Hr. Doktorlæge. Det er ikke nødvendigt med tilråb omkring min vægt, Hr. Smart-i-en-fart!

Og det hjælper lige lidt at kommenterer på vægten Mr. Bodybuilder! Det er jo ligesom derfor jeg står her i fitnesscenteret, med sveden haglende ned af mig og med et hjerte der snart hopper ud af brystet på mig fordi de 20 minutter på cross-traineren er ved at slå mig om kuld! Og de misbilligende blikke fra fitnessprinsesserne hjælper heller ikke!

Dårligt menneske?

Er jeg virkelig et dårligere menneske fordi jeg er overvægtig? En dårligere mor, kæreste, ven? Svaret er nej, selvfølgelig ikke!

Men det er faktisk sådan jeg har det! Helt ind til benet føler jeg mig lidt dårligere end andre, fordi jeg er overvægtig! Fordi jeg ikke har det godt og ikke trives i min egen krop! Fordi jeg ikke bare lige kan tabe mig og tilslutte mig horden af “Sådan tabte jeg mig 50 kilo på så og så lang tid” og fordi, at hvis jeg siger det højt, at jeg ikke kan finde ud af at gøre det selv, og jeg ville ønske jeg kunne få noget radikal hjælp, bliver folk forargede og vil tage en alvorssnak om, at operationer og medicin altså ikke er noget at spøge med.

Det er jeg klar over. Gastric-bypass er jo ikke en operation man får for sjov! Men min overvægt er aldeles heller ikke for sjov. Det er ikke 5-10 kilo jeg mangler. Det er et helt menneske ekstra af vægt. Så hvad fanden gør jeg lige?

Heldigvis “indvilligede” min læge i, at hjælpe mig med at gøre noget ved det, og jeg er spændt på næste skridt i et forløb, der forhåbentlig fører mig til en mere holdbar løsning og et holdbart vægt tab.

Så det var nok meget godt, at jeg fik mine tanker sagt højt til nogen, og at den nogen var min læge.

Nye veje!

Første skridt i det nye forløb var et møde med en sundhedscoach omkring opstart af et forløb hos kommunen. Næste skridt er et møde med en diætist. Nu skal jeg lærer at spise på en bestemt måde, at finde alternative løsninger, som hjælper mig igennem en dag, men også at forholde mig til den virkelighed der er min.

Og forhåbentlig bliver jeg så kandidat til noget medicin der kan hjælpe mig. Jeg er spændt på hvad der skal ske – men jeg er også indforstået med, at det tager lang tid – og at det første år måske ikke giver de største resultater. Men jeg er spændt. Og jeg glæder mig til at dele det hele med jer læsere!

IMG_4119 2

Tak fordi i læste med,

Kh Malene

[instagram-feed]

[custom-facebook-feed]