Close
Opdragelse: Vi skælder ikke ud
facebook pinterest twitter

Opdragelse: Vi skælder ikke ud

Avatar
morpaafoersteklasse 25 august 2018, 10:00

En inkluderende og anerkendende opdragelse – det er definitionen på vores opdragelsesmetode. Vi hverken skælder ud eller vender rykken til, men vi inddrager og lytter til vores datter. 

 

Modstand

Jeg møder tit modstand eller i hvert fald uforståelse når jeg siger, at vi ikke skælder ud hjemme hos os. Vi mener nemlig ikke, at det bidrager til Brynjas læring. (Det bunder i en masse undersøgelser om børns læring osv.- jeg er jo pædagog). Den modstand jeg møder viser sig oftes i “Jaja, vent du bare!” eller “Det er jo utopi aldrig at skælde ud” eller “Åh nej, du må ikke sige nej til hende for hun må ikke få skæld ud”. Når jeg møder den modstand, bliver jeg ofte chokeret over, at folk ikke respekterer eller i det mindste bare accepterer den måde, man vælger at opdrage sit barn på og jeg får mest af alt bare lyst til at sige: Mit barn, min opdragelse! Bland dig uden om, men jeg har erfaret, at det oftes ikke hjælper, og de bliver i hvert fald ikke mere oplyst eller klogere på hvorfor vi gør som vi gør, og dermed er det også svært at acceptere vores valg, så i dette blogindlæg vil jeg prøve at forklare hvorfor og hvordan.

Anerkendelse og inklusion = grænseløs?

Til at starte med, vil jeg gerne gøre det klart, at dét at opdrage anerkendende og inkluderende betyder ikke at opdragelsen er grænseløs. Brynja får hverken lov til at lege med knive eller ødelægge andres ting.

Det, det derimod betyder er, i korte træk; Brynja bliver indraget i de generelle hverdagsting, hun bliver lyttet til og guidet – vi er nysgerrige på hende og vi er klare i mæglet.

Et eksempel herpå kunne være

Jeg står og tømmer opvaskemaskinen, og jeg kan høre Brynjas små fødder løbe over til mig. Hun rækker straks ud efter det store porcelænsfad. I stedet for at udbryde et højt “NEJ” og at hun bliver fjernet og sendt væk, siger jeg “Brynja, fadet er ikke for børnehænder, så det tager jeg lige, men du kan give mig den der tallerken der står der.” Hvis der ikke er så meget hun selv kan tage op, spørger jeg hende hvilken en tallerken jeg så skal tage, og hun peger på livet løs. Til sidst hjælper hun med at lukke opvaskemaskinen og jeg siger tak for hjælpen.

Brynja oplever altså at blive inddraget i hverdagens ting, at der er interesse for hende (hvilket styrker hendes selvværd) og føler sig betydningsfuld. Hun bliver altså både set og hørt. Samtidig er der en masse læring, som hun lapper i sig. Fx at nogle ting er tunge og små, mens andre er store og lette. Nogle ting er af plastik og andre er af porcelæn. Her aktiverer vi faktisk den del af læringen der hedder før-matematik som er grundlaget for den matematiske sans. 

“Så I siger aldrig bare nej til hende? Det tror jeg ikke på”

Jeg er glad for du spørger for jo, det gør vi. Vi efterfølger bare vores nej med en forklaring og ikke lader det stå som en irettesættelse. Vi siger fx “Nej, det må du altså ikke, den går i stykker” – når hun fx begiver sig ud på tur for at smide fjernebetjeningen i toilettet. Og vi siger  Nej Brynja, du må ikke slå Maximus (katten), du skal ae ham” og så viser vi hende hvordan hun aer ham.

Børn har en tendens til at komme til at fx slå når de egentlig gerne vil ae, fordi de ikke helt har lært det endnu, men hvordan skal de kunne lærer det, hvis vi bare skælder dem ud og sender dem væk? Det er der ingen læring i. Brynja har nu i en alder af 1 år, lært at sige ae ae når hun er ved Maximus. Hun siger nemlig til os, at hun gerne vil ae ham og så kan vi guide hende i at ae.

Så ingen opdragelse?

Der er mange, der forveksler vores opdragelses-metode med ingen opdragelse, og det er altså ikke rigtigt. Vi burger enormt meget energi og ressourcer på at opdrage Brynja. Vi er ultra bevidste om hvad vi gør og hvordan vi gør, for børn spejler sig i sine voksne. Vi kan sige en masse flotte ord, men hvis vi gør det stik modsatte, så kan de ord være lige gyldige. Brynja får altså ikke lov til at bestemme at vi skal have pasta med vingummibamser til aftensmad, men hun kan derimod være med til at vælge om vi skal have pasta med kødsovs eller lasagne.

Når den tid kommer, får hun ikke lov til at hælde 20 kartofler op på sin tallerken, men vi vil guide hende til kun at tage 2 til at starte med, og så forklare vi at hun kan få et par stykker til, hvis hun ikke er helt mæt når hun har spist sin første portion mad. Hun får ikke lov til at drikke cola og spise slik tirsdag eftermiddag, men til gengæld kan vi sidde med frugt og vand og hygge os sammen lige så meget. Det hele kommer an på hvordan vi som voksne italesætter det. Hvis vi udviser klare grænser, er børnene ikke i tvivl. Hvis de derimod kan svinge os rundt i manegen, stopper galskaben aldrig.

Så én gang for alle!

Anerkendende og inkluderende opdragelse er IKKE grænseløs opdragelse. Kernen i være anerkendende og inkluderende voksne er, at vi er tydelige overfor Brynja. Vi er ikke føjelige og svage. Vi undlader ikke at skælde ud fordi vi er bange for en konflikt – men vi mener ikke skæld ud og konstante konflikter er vejen til god opdragelse og læring. Vi skal vise vores egne grænser, så Brynja lærer dem (og sine egne) at kende, og det er vores pligt, at opdrage en samfundsborger der føler sig betydningsfuld og værdig.

Forskellige familier og forskellige behov

Der er 100 vis af opdragelsesformer, alle børn er forskellige og har forskellige behov. Familiekonstellationer er forskellige og nogle ting virker i én familie, som ikke virker i en anden familie. Vi har alle nogle ting med i bagagen fra vores egen opdragelse som vi enten tager med videre eller forkaster. Vi skal alle huske på, at ingen er perfekte, alle forældre kan miste overblikket i stressede situationer, alle kan miste tålmodigheden.

Men respektér nu den måde en familie vælger at opdrage deres barn på – (skrid ind hvis barnet mistrives, men det er vist en helt anden og lidt sårbar diskussion) – og stil nysgerrige spørgsmål i stedet for at være urokkelig og gå ikke til angreb bare fordi du er uenig. Det er trods alt ikke dit barn, og du kender det ikke halvt så godt som forældrene.

En høj hellig tirsdag eftermiddag på sofaen med Popsi og Guitar Krelle

P.S.: ALLE kan komme derud hvor man bare føler som en rigtig lorte mor/far fordi man bliver skubbet ud til grænsen. Jeg er ikke bedre selv. Så sent som i dag, måtte jeg virkelig slå koldt vand i blodet. Køkkenet flød, jeg var alene med B, halvsyg, toiletpapiret havde fået en ordentlig omgang og lå ud på hele badeværelsesgulvet, B havde lavet i bleen og maden var ved at brænde på – og da hun så lige tog fat i den ene ting i opvaskeren, som hun bare ikke måtte fik jeg nok, satte hende i stolen og blev sur..

Tre sekunder efter fik jeg så dårlig smag i munden, tog hende op, sagde undskyld og startede helt forfra. Det endte med at hun sad helt fint på gulvet helt fordybet i sin leg med en bold og en kasse, imens jeg lige fik ordnet det der skulle ordnes, fik lavet mad og spist i god rod og orden imens vi storgrinede af ost der smeltede og blev langt.

 

Tak fordi i læste med

Kh Malene

 

[instagram-feed]

[custom-facebook-feed]