Close
Familien på 5 til Ecco Walkathon
facebook pinterest twitter

Familien på 5 til Ecco Walkathon

Avatar
mortil3prinsesser 19 september 2017, 18:08

dav

Vi er en familie på 5, med 3 børn på henholdvis 3,5 måned, 4 og 5 år.. Det er ikke ret tit vi deltager i offentlige arrangementer, mest fordi det er uoverskueligt med så små børn der ofte prøver grænser af. Men i dag skulle være dagen. I sidste weekend købte
vi nemlig – ret spontant – billetter til Ecco Walkathon.

Dagen idag startede selvfølgelig med at vi kom lige lidt senere ud af døren end planlagt. Da vi kom frem til kastellet var der flere mennesker end hvad vi havde regnet med, og selvfølgelig tog vi den anden indgang end alle andre så vi skulle vade igennem menneskemængden
for at hente vores startkit. Madpakkerne vi havde bestilt skulle hentes et helt andet sted, og allerede her var de to store trætte (baby K sov lige så fint på min mave i fastviklen).

Afsted skulle vi, samtidigt med alle. Der var kaotisk mange mennesker, og det skabte en flaskehals situation. Derfor tog far tog A (hende på 5 år) på skulderne og F (hende på 4 år) kravlede op i klapvognen, og så aftalte vi at mødes ude foran. Ret hurtigt kom far
foran og væk fra vores øjesyn, og der gik F i lidt små-panik og ville ud til far. Af gode grunde kunne jeg jo ikke lade hende løbe, da vi jo knap nok kunne se hvor vi skulle sætte det næste skridt.

Og så skete det, der bare gør at vi ikke deltager i sådanne arrangementer; F stak af. Jeg smuttede efter hende, og lod klapvognen stå midt i mængden. Hun kom ikke ret langt, men klapvognen væltede (med en vandflaske uden prop på, bamser og tasker ud over det hele).


Heldigvis var der en sød dame der havde samlet klapvognen og alle tingene op for mig, og holdte den indtil jeg var tilbage (af hjertet tak). Så gik jeg der, alene, med baby K på maven, klapvognen i den ene hånd og skrigende F i den anden hånd.

Efter hvad der føltes som 3 timer (5 min.) kom en ældre dame hen og spurgte om hun ikke skulle køre klapvognen ud, og jeg nåede ikke at sige ja eller tak før hun havde taget over. En anden dame spurgte F om hun ikke skulle bære hende, og F skreg jo selvfølgelig
nej. Da vi kom lidt længere frem kom en anden dame og løftede F op bagfra, F blev så forskrækket at hun holdt op med at skrige og jeg blev faktisk lidt rørt.

Da vi kom ud fra porten og over broen stod far sammen med A og ventede på os. Han så noget overrasket ud over at en anden dame bar hans barn, og en tredie dame kørte klapvognen. Hun afleverede F til far, og klapvognen blev parkeret, og så var de væk. Jeg nåede ikke at sige ordentligt tak til dem (så hvis I læser med her, TAK. Det betød virkelig alt!).

Jeg blev faktisk helt rørt over det billede af næstekærlighed og hjælpsomhed jeg fik, at jeg helt har glemt dem der gloede og pressede sig foran mit skrigende barn. Eller dem der talte højt om at jeg ikke havde styr på min unge (jeg har styr på mit barn, tak.)

Resten af turen forløb ok. F faldt ret hurtigt i søvn, A klagede over hun var træt i benene og baby K sov på min mave i viklen. Da vi nåede til Kongens Have begyndte baby K at brumme, og vi fandt en bænk at sidde på så jeg kunne amme og A kunne spise lidt mad. Baby

K ville så ikke amme udenfor, og blev ret sur. A var træt og var fast besluttet på at vi skulle hjem, NU. F vågnede også og var helt groggy, så vi besltuttede at tage hjem efter vi havde gennemført lidt over halvdelen.

Nu er vi hjemme. A sover tungt, og baby K har kun skreget 45 min inden hun faldt i søvn. F sidder ved spisebordet og stener Ipad imens hun spiser osterejer. Vi har det nu ret godt, og det er kun de gode oplevelser fra turen vi husker.

Mor og A

dav

dav