Minimøf har ændret vilkårene helt generelt

Når jeg i min indledning beskriver mig selv som karrierekvinde og mor, er det fordi det er umiddelbart er på arbejdsfronten, jeg har følt den største omvæltning og ændring ved at blive mor. Det skriver jeg bl.a. om her.

På det seneste er det dog også ved at gå op for mig, at det ikke kun handler om ændrede vilkår på arbejde. Det handler om at hele mit liv er blevet omstruktureret. Det lyder måske kliché agtigt, for det er jo det, man altid hører om det, at få børn – dit liv bliver aldrig det samme igen – men det har alligevel taget mig halvandet år at indse, hvad det egentlig er, der bliver ændret af at få børn.

Hvor ser jeg ændringerne:

Den største ting for mig er, at jeg elskede at have rigtig travlt på arbejde. Og nu overvejer jeg faktisk om jeg skal deltid, når nummer to indfinder sig. Jeg er ret ambitiøs og vil gerne kunne det hele og helst på den halve tid. Jeg læser faglitteratur i mig fritid og forsøger at forstå og kunne mere, end der forventes af mig på arbejde, og jeg sad og videresendte emails 5 dage efter min fødsel. Men nu kan jeg ikke slippe tanken om, hvor hurtigt det hele går, og hvor få år børnene rent faktisk er små og gider være hjemme. Og at karrieren varer indtil de 70, så mon ikke jeg nok skal nå det, jeg skal.

Jeg er taget på surf-ferie til Marokko. Uden mand og barn. Fordi vi gerne vil holde fanen højt og holde fast i, at det meste kan lade sig gøre, selvom man har fået et barn. Jeg nyder det bare ikke i helt samme omfang som tidligere. Afrika og surf er en kombination, det normalt bringer mig i ZEN – jeg føler mig i live og fri og afklaret! Jeg bare ikke er i stand til at koble af i helt samme grad som tidligere, så friheden føles ikke helt så fri, og jeg har det svært med de afklaringer, der indfinder sig – og jeg savner dem derhjemme og har lidt dårlig samvittighed over at være væk.

Desuden gider jeg ikke rigtig lære nye folk at kende, og involverer mig ikke i nær samme omfang som tidligere i samtaler med folkene her. Jeg kan stadig godt lide at sidde over en kop kaffe hygger mig med en god veninde. Eller have venner til middag. Men der bliver skåret ind til benet i andre sociale sammenhænge – jeg gider ikke engang rigtigt forsøge, når det drejer sig om lidt-for-langt-ude familie eller venners venner som vi (forhåbentlig) ikke ser igen, eller tilfældige møder på et surf hostel.

Jeg elsker stadig at drikke en flaske rødvin fredag aften, men det skal helst stoppe før midnat – for jeg skal op næste morgen før 7 uanset hvornår jeg kom i seng. Og det er egentlig okay. 

Det at løbe et Marathon igen er nu røget over på “om 10 år”-listen. Fordi et eller andet sted SKAL jeg jo skære fra i alle de ting, jeg gerne vil. Og løb i den størrelsesorden betyder meget tid væk hjemmefra, så pt har det tabt kampen om tiden. Jeg er nok en “feminas kvindeløb”-løber de næste par år. Og jeg er ved at nå frem til at acceptere, at det er okay, så længe jeg rent faktisk løber.

Jeg et også kommet dertil, hvor jeg er helt okay med at sidde hjemme i mit hyggehjørne med en bog eller noget arbejde, mens min mand er ude med venner for en øl eller spiller computer hos en kammerat.

Og betyder det ikke så meget, at jeg er blevet lidt bredere omkring maven og ikke får løbet alle mine ture og og at jeg kun fik læst en ud af de tre bøger, jeg gerne ville på ferien. Eller, de betyder stadig meget – for meget – især oppe i mit hoved  – alle de ting, jeg gerne ville, men ikke kan nå, ikke har overskud til eller – nok mest præcist beskrevet – prioriterer under det at være sammen med minimøf og hendes far. Jeg arbejder med det og forsøger at acceptere. Jeg tænker over, hvordan jeg gerne vil, at mit liv ser ud.

Det er ved at gå op for mig….

Det handler om, at jeg prioriterer arbejde og mine egne interesser i den sparsomme fritid der er. Jeg behøver ikke så meget andet end min nære familie. Det, der er ændret, efter vi har fået barn, er ikke så meget de faktiske rammer. Vi kan virkelig gøre (næsten) alt det vi gerne vil. Det der har ændret sig er, at jeg ikke længere har lyst til at prioritere de samme ting! For jeg er blevet mor, og vælger at bruger min tid på at læse om udviklingsspring og kommunikation med minimøf. Og på at bygge LEGO-Dublo tårne og se Gurli Gris og hoppe ned af en lille lyserød skammel.

Så jeg er ved at lære at acceptere – at jeg altid kommer til at ville mere end jeg kan overkomme – at den dårlige samvittighed over alle de ting, jeg ikke når, ikke går væk – Og at det er okay, at jeg prioriterer børn, der hvor jeg er i mit liv lige nu. Og så må der komme andre tidspunkter igen engang, hvor andre ting kan få lov at fylde igen.

E7209FA6-710A-4194-9338-274231B57CD5


 

Hvis du kan lide mine tanker, så følg med på facebook. Jeg skriver ikke så ofte og poster kun blog opslag 😊