Et svært ammeforløb – igen…!

Det her er en lang omgang – men hvis du har været igennem eller er på vej igennem et svært ammeforløb, så tænker jeg, at du formentlig kan genkende noget i min beskrivelse nedenfor.

 

Opstart af amning

Okay, så jeg troede egentlig, at amningen var det mest naturlige i verden, og at det ville gå rimelig glat med at få det op at køre. Lad os bare slå fast allerede her, at det er det ikke og det gør det ikke!

 

Dårlige erfaringer med amning

 

Da jeg fik Minimøf for to et halvt år siden, ammede jeg i lige godt tre uger. Det var de hårdeste 3 uger i mit liv. Jeg vidste intet om amning. Jeg fik ingen hjælp. Jeg blev sendt hjem fra sygehuset 4 timer efter fødslen, på trods af at jeg var førstegangsfødende, fordi det var en af de perioder, hvor der var rigtig mange fødsler. Der er sad jeg så – alene, uden viden om hvordan man får baby til brystet, hvordan det skal føles eller se ud. Jeg havde helt sikkert også for mange barselsbesøg fra familien de første par dage. Så nat nummer to derhjemme sad jeg med en baby, som ikke havde fået mad nok om dagen og derfor hang på brysterne i 4 timer i træk. Jeg har flade brystvorter og hun har derfor suttet skævt – med det resultat at jeg havde sår på mine brystvorter fra dag 3 og i resten af min ammetid.

 

Jeg havde derefter tre uger med store smerter hver gang jeg ammede. Jeg mindes bl.a. at amme indlæggene groede fast på såret på brystvorten imellem amningerne, og at Minimøf et par gange havde blod om munden under amningen. Jeg græd rigtig, rigtig, rigtig mange gange om dagen. Hver gang jeg ammede og masser af gange ind imellem. Det såkaldte ”tudedøgn” når mælken løber til stoppede aldrig rigtig for mig.

 

Men amning er jo ”det rigtige”, så jeg holdt stædigt fast. Indtil min SP sagde til mig, at hun så rigtig mange mødre som kæmper så meget med amningen, at de ikke kan nyde deres lille nye barn. Det ramte mig det rigtige sted indeni! Vi stoppede herefter faktisk fra den ene dag til den anden. Da vi endelig nåede til beslutningen om ammestop havde jeg åbne sår på brystvorterne og var på randen af en fødselsdepression. Beslutning om at stoppe med at amme var helt sikkert det rigtige på det tidspunkt! Jeg begyndte at nyde tiden med min lille pige og var ikke længere bange for at hun skulle vågne osv.

Min brytvorte da vi stoppede amningen

 

 

Tanker om næste ammeforløb

På trods af, at det var den rigtige beslutning, har jeg været ærgerlig over at jeg ikke ammede Minimøf lige siden, og har hele tiden tænkt at jeg selvfølgelig skulle amme den næste.

 

Nu er lillebror er så kommet til og er p.t. 4 uger gammel. Vi ammer! Men det er med hiv og sving og fuld cirkus (og supplering med MME)! Her er min historie om en amme opstart, der ikke på nogen måde er forløbet, som jeg havde forestillet mig.

 

Forberedelse, forberedelse, forberedelse

 

Denne gang har jeg under graviditeten forberedt mig rigtig meget også på amningen. Jeg har læst bogen om effektiv smertefri amning (et par gange), jeg har været på ammekursus hos en privat jordemoder, jeg har set videoer på nettet om ammeteknik, hvordan baby skal tage fat, hvordan man ser om baby sutter effektivt osv.

 

Jeg følte mig godt forberedt. Og så alligevel slet ikke! For det at læse om amning og se videoer, er bare slet ikke det samme som at sidde med en lille slaske-dukke som skal kobles på et fladt, ømt hudstykke på den helt rigtige måde…

 

Dag 0 – den gode start

Jeg havde en ”nem og ukompliceret” fødsel (som om en fødsel nogensinde er nem..!) og jordemoderen var opmærksom på mine ønsker om at gøre alt for amningen, så jeg fik baby op på brystet lige efter fødslen og lå med ham i 2 timer, før de skulle veje og måle. Han kom også til begge bryster og suttede godt.

 

På grund af mit dårlig forløb sidste gang, fik vi lov til at blive en nat på sygehuset denne gang, selv om jeg nu var andengangs fødende. Det gav rigtig meget ift det at kunne få baby lagt til brystet og bruge i et par forskellige arme stillinger.

 

Alt i alt en perfekt opstart.

 

Dag 1 – jeg vil ikke have amme brikker

 

Desværre gik vi også fra barselsgangen med ammebrikker. Jeg var ellers indstillet på at det ikke skulle være nødvendigt. Men allerede indenfor det første døgn var jeg ved at få sår på den ene brystvorte. Og jeg havde svært ved at få ham til at tage brystet og sutte aktivt. Og det er altså meget svært at holde fast i sine principper, når der står en jordemoder på barselsgangen og siger at ammebrikker vil hjælpe og klokken er et-eller-andet-over-midnat og man har været igennem en fødsel og fået nærmest ingen søvn i et døgn og har masser af hormoner i kroppen og begyndende sår på brystvorterne, (hvilket var det der ødelagde amningen sidste gang).

 

Dag 1 – ammebrikkerne er ikke den rigtige størrelse

Jeg blev ved med at påpege overfor flere jordemødre at det også gjorde ondt med ammebrikkerne. Til sidst bad jeg dem direkte om at kigge på brystvorten inde i ammebrikken efter baby havde suttet. Herefter fik jeg udleveret amme brikker to numre større.

 

Her er jeg virkelig skuffet over assistancen – det burde de *** da have tjekket af sig selv!

 

Dag 6-7 – af med ammebrikkerne igen

På grund af min amme-forberedelse, viste jeg, at ammebrikkerne havde en hel masse ulemper, herunder at baby har svært ved at stimulere brystet nok, hvilket kan gå ud over amningen i det lange løb. Derfor ville jeg gerne af med dem hurtigst muligt.

 

Jeg havde i barselsgave af mine forældre fået penge til en privat ammerådgiver. Hun kom ud på sjettedagen og hjalp os med at lære at koble baby på brystet i forskellige stillinger.

 

Mine brystvorter var stadigvæk MEGA ØMME på det her tidspunkt. Det tager altså lige lidt tilvænning for brystvorterne at blive hevet så meget i som de gør ifbm amning. Og mælken var stadig i gang med at løbe til, så jeg havde også en del brystspændinger. Og jeg havde en begyndende brystbetændelse på det ene bryst. Med andre ord: Det gjorde hammer pisse mega meget ondt at blive hevet i brysterne og få baby (aka mini-sugemallen) koblet på igen og igen og igen!

 

På syvendedagen kom SP. Hun forsøgte også at hjælpe med at få baby koblet på brystvorten, men jeg havde simpelthen så ondt fra ”mishandlingen” dagen før, at jeg nærmest bare græd igennem det hele.

 

Derefter havde jeg et rigtigt dårligt døgns tid eller to. De dårlig oplevelser fra sidste gang sad i mig. Meget mere end jeg havde regnet med! Så jeg græd rigtig meget og havde en hel masse følelser, som jeg kunne genkende fra sidste gang. Tanker om at være en dårlig mor og ikke kunne lide sin baby og være bange for at baby vågner og snart skulle spise igen. Far var en kæmpe støtte igennem det, og manede til fornuft. Projekt ”af med ammebrikkerne” blev derfor sat lidt på pause. Vi forsøgte herefter kun et par gange om dagen, når jeg havde mest overskud.

 

Faktisk kom vi allerede efter 2-3 dage af med ammebrikkerne om dagen, og efter yderligere 1-2 dage også om natten. Det virkede uoverskueligt da jeg var midt i det, men set i bakspejlet nu her kun få uger senere gik det faktisk ret hurtigt med at få dem af.

 

Dag 7-21 – Malkemaskine

Baby havde på dag 7 ikke taget på siden SP var der fire dage tidligere, og brystbetændelsen var stadig godt på vej. SP anbefalede derfor elektrisk pumpe og massage og varme til brystbetændelsen samt for at skaffe ekstra mælk til baby.

 

Jeg må indrømme, at jeg havde traumer omkring udmalkning fra sidste gang, hvor jeg aldrig fik det til at fungere og følte at mine brystvorter blev trukket i stykker af den håndpumpe, jeg havde. Denne gang lejede vi en elektronisk pumpe hos BabySam. Den er trods alt noget bedre og blidere, men det tog mig alligevel rigtig mange dage at vænne mig til den og tro på, at den ikke ødelagde mine bryster, og jeg blev aldrig venner med den.

 

Dag 7-10: Jeg er rædselsslagen for at min brystvorter bliver trukket i og ødelagt og evt. får sår på. Jeg malker kun ud 2-3 gange om dagen og har maskinen på laveste niveau og klemmer i stedet mælk ud af brysterne samtidig med at den kører.

 

Dag 11-14: Vi supplerer nu. I første omgang bare med det mælk, jeg malker ud. Jeg har mega ømme bryster fra klemmeriet og har muligvis lavet en ny begyndende brystbetændelse på mig selv. Jeg malker stadig kun ud 2-3 gange om dagen, hvilket lige præcis er nok til at jeg kan give baby ekstra mælk om natten. Det gør, at nat-amningerne ikke længere tager flere timer.

 

Dag 15-16: Jeg hader maskinen, men er nødt til at malke mere ud, for baby har stadig ikke taget på og SKAL have ekstra mad nu. Jeg skal stadig klemme på brysterne for at der kommer mælk ud når jeg pumper.

 

Malkemaskine – aka tortur instrument

 

Dag 17-21 – Supplering

 

SP snakker nu om risiko for babys udvikling, hvis han ikke får mad nok. Han er også begyndt at være noget slap i det. Så vi begynder at give modermælkserstatning også. Pis – det var virkelig noget jeg gerne ville undgå!

 

Dag 17-21: Jeg er endelig nået dertil hvor det ikke gør ondt længere. Jeg malker nu ud hver gang jeg har ammet. Jeg tør godt skrue op for maskinen og tro på, at den ikke ødelægger mine brystvorter. Der kommer faktisk noget mælk ud uden at jeg klemmer på brysterne.

 

Men tankerne fylder:

Jeg kan ikke forstå, at jeg ikke kan have mælk nok – jeg har et kæmpe yver!

 

Jeg er bange for at baby vil holde med at sutte (eller sutte igennem) hos mig fordi flasken er nemmere.

 

Jeg malker ud HELE TIDEN for at sætte min egen produktion i vejret.

 

Jeg ligger hud-mod-hud hver dag.

 

Jeg græder over at jeg ikke kan lave mælk nok. Jeg græder over at jeg nu igen skal sidde med malkemaskinen som en anden ko. Jeg græder fordi jeg SÅ gerne ville at amningen skulle lykkes denne gang – og ikke kan se, hvad jeg kunne have gjort anderledes.

 

Dag 22-23 – Jeg har slet ikke lyst til at amme mere

Dag 22-23: Baby er begyndt at sutte anderledes nu – mindre aktivt og i kortere tid. Jeg tror flasken har ødelagt noget for os.

 

Jeg er SÅ træt af det uendelige mad-regime: Amning (på begge bryster hver gang og gerne i flere stillinger pr. bryst), eftermadning til baby på flaske, bøvsetid, udmalkning (10 min pr. bryst pr. gang). Og en time senere skal baby spise igen. Jeg føler at jeg nærmest kun lige er færdig med udmalkningen.

 

Jeg beslutter at stoppe udmalkningerne. Fordi der ikke kommer mere på trods af flere dage med udmalkning efter hver eneste amning. Fordi jeg alligevel ikke laver nok til at dække babys behov for ekstra mad. Og især fordi det betyder, at jeg aldrig har tid til at snakke med min søn, når han er vågen eller lege med min store pige, de få timer hun er hjemme.

 

Jeg er så træt af det hele. Så meget at jeg når til et punkt, hvor jeg slet ikke har lyst til at amme. Jeg græder, for jeg kan ikke rigtig rumme tanken – det har betydet SÅ meget for mig, at amningen skulle fungere denne gang, og jeg synes virkelig jeg har gjort hvad jeg kunne for at det skulle fungere (jf. min meget lange beskrivelse ovenfor). Men jeg er kørt sur i det her – og jeg ved hvordan det er at have en baby på flaske. Der er enormt mange fordele ved det.

 

Efterspil

Jeg ville virkelig gerne berette om en lykkelig slutning her, men selvom jeg faktisk har fået mere mælk af at stoppe udmalkningsregimet, så er det ikke nok. Og jeg kan ikke længere se, hvordan jeg skal få min mælkeproduktion op, når jeg hele tiden også er nødt til at give supplering.

 

Men jeg har et bedre forløb nu. Jeg ammer og giver derefter MME på flaske oveni. Der er som nævnt mange fordele ved et rent flaskebarn, men jeg er ikke klar til at slippe amningen. Jeg er godt klar over, at det nok bare er et spørgsmål om tid, før vi går over kun til flasken. Så jeg forsøger ikke at spekulere for meget over hvorfor vi er endt her, ikke ar kæmpe for at han skal tage brystet mere end han gider, og bare nyde ammestunderne.