Et modsvar til samsovning

Der findes utrolig mange blogindlæg, som fortæller om det gode ved samsovning og mødre, der gerne vil beholde deres små i soveværelset indtil de føler, det er helt okay at flytte barnet ind på eget værelse.

Min tanke er så, at det med at flytte barnet muligvis (formentlig) aldrig kommer til at ske, hvis man stadig sover sammen når barnet er 5 og 10 år. Men nu er jeg også lidt i den anden grøft, som I kan læse nedenfor.

Dem der taler for samsovning argumenterer for, at de ikke føler, det er tid endnu; at de gerne vil gøre det bedste for deres børn;  at de ikke kan bære at skulle igennem alt græderiet.

Jeg synes dog det er ærgerligt, at der ikke findes tilsvarende mange der fortæller om goderne ved at flytte mini – for man skal altså ikke gå og have det dårligt over ikke at elske samsovning! 

Vi sov bare ikke godt længere…

Jeg lå hele natten og var alt for opmærksom på minimøfs bevægelser nede i vuggen. Og fordi vi havde det koldt i soveværelset, var jeg bekymret over, at hun kunne smide dynen om natten og ligge og fryse, så jeg vågnede og tjekkede hele tiden. Hun var også påvirket af os – hun lå ofte og vendte og drejede sig når vi gik i seng. Og hver gang min mand vendte sig i sengen, møffede minimøf også rundt. Og så vågnende jeg igen.

På det tidspunkt gav vi stadig mad om natten. Derfor stod jeg ofte op og lavede en flaske, når der var meget bevægelse i vuggen, fordi jeg troede det var på grund af sult. Så mor her ud af soveværelse, varme vand, blande pulver, ind til minimøf før hun rigtigt vågnede, så hun kunne få flasken i søvne og forhåbentlig bare sove videre. Men hun var ikke vågen. Og hun var ikke sulten. Ikke rigtigt.

Jeg var imidlertid ofte oppe og tjekke 3 gange om natten og rigtig mange flere gange “halvvågen”. Lå og lyttede. Efter om bevægelserne i vuggen faldt hen eller måske kunne tyde på at minimøf var sulten.

At “mærke efter”

Men jeg var ikke klar og ikke sikker nok på mig selv til at flytte hende. Det var ikke det tidspunkt vi havde planlagt. Og der var meget tidligere end alle de andre jeg snakkede med eller læste om. En god snak med min sundhedsplejerske gjorde mig dog sikker og lod mig lytte til mine instinkter – og hun blev flyttet.

Forstå mig ret, vi mærkede altså også efter, hvornår det var tid! Det viste sig bare, at det ret tidligt for os. Faktisk røg minimøf ind på eget værelse allerede da hun var godt 5 måneder.

Alle de gode ting, der fulgte med

Den første nat efter vi flyttede hende på eget værelse (med både babyalarm på og kun en papirstynd væg ind til vores soveværelse) sov hun en hel nat! Og igen natten efter. Jeg ringede faktisk til sundhedsplejersken for at høre, om det var okay at lade hende sove, eller om jeg skulle vække hende og at give hende mad i løbet af natten (det skulle jeg ikke).

Der har ikke været hverken separationsangst eller gråd. Selve putteritualet har jo været det samme uanset om vi har puttet i soveværelse eller eget værelse. Vi kan sagtens høre minimøf når hun snakker eller græder og reelt har brug for os. Vi bliver bare ikke forstyrret af alle de små gryntelyde og møffen rundt – og det gør hun modsat heller ikke.

Når jeg efterfølgende har hørt på forældre, med børn på 10-11-12 måneder (eller 2 og 3 år), som stadig ikke sover igennem, så kan jeg altså ikke lade være med at tænke på, hvor rigtigt det var for os at flytte minimøf ind til sig selv så tidligt.

Vi fik også en anden aften efterfølgende. Mere frihed. Mere kærestetid. Selvom minimøf havde sovet om aftenen også før dette, og vi havde haft en time eller to til os selv, så gav det en anden frihed at kunne være i soveværelset. Vi kunne have sex i sengen! Eller ligge i sengen og læse før sengetid. Vi kunne tænde lyset på vej i seng. Det lyder som meget små og banale ting (måske lige undtagen det med sex), men det var det bare ikke – ikke på det tidspunkt! På det tidspunkt i vores liv som nye forældre føltes det som en landvinding – hen imod igen på et tidspunkt at blive fungerende mennesker med en eller anden form for frihed og en almindelig hverdag.

Så en opfordring til at mærke efter – og ikke føle sig som en dårlig mor, bare fordi man gerne vil have sin søvn og sit soveværelse tilbage!

 

E191A952-AFFA-48CD-B69B-A773E570FEDF

 

Hvis du vil følge med, så like min facebook side hvor jeg poster nyt ting fra bloggen 😊