Min kvindekamp anno 2018

Jeg “fejrede” kvindernes internationale kampdag i denne uge med en 13,5 timers arbejdsdag. Fra 6.50 til 20.30 sad jeg foran min computer. Minus et par spisepauser og et enkelt møde. Jeg så selvsagt ikke mit barn den dag. Far tog det hele og mor arbejdede.

Jeg gør det fordi jeg gerne vil mit arbejde og gerne vil en karriere.

Det er i perioder et krav, at jeg arbejder noget mere end 37 timer. Tidligere var det nemt hente de ekstra timer ved at blive en time længere på arbejde hver eftermiddag og arbejde en halv dag i weekenden.
Nu ville den løsning betyde sparsom tid væk mens minimøf er vågen. Så vi har fundet en anden løsning. En rigtig lang dag om ugen, hvor jeg ikke ser min mand eller barn og kommer fuldstændig smasket hjem. Det er et acceptabelt kompromis. Hvis det kun var det.

Men der er også flere aftner, hvor jeg tænder computeren (muligvis mest betinget af min egen samvittighed). Og under middagsluren i weekenden. Og jeg føler altid jeg halter bagefter på en masse faglig opdatering, fordi de konkrete arbejdsopgaver kommer i første række. Og jeg kan ikke huske hvornår jeg reelt kun havde 37 timer.

Jeg synes ikke det er tilfredsstillende at bruge al min “fritid” på arbejde.

Før vi fik Minimøf havde jeg ikke nogen ide om, hvor meget tiden med er lille barn fylder ens hverdag ud. Og jeg havde ikke forestillet mig, hvor meget det ville betyde for mig at være en del af det hele. Jeg er sådan en kvinde, der går op i lighed mellem kønnene og mener, at manden skal tage sin del – både i hjemmet med opvask og oprydning og i forhold til børnene med hente/bringe/sygedage m.v. Jeg havde desuden forestillet mig, at jeg med min løn sagtens kunne betale en barnepige og få det til at hænge sammen på den måde.

Jeg havde IKKE forestillet mig, at det ville betyde så meget for mig at have en enkelt dag om ugen, hvor jeg ikke ser mit barn. Og jeg havde SLET IKKE forestillet mig, at jeg skulle overveje at gå på deltid!!! Men det gør det, og det gør jeg.

Så når vi i denne uge har fået tudet ørerne fulde med at der er 20% forskel på mænd og kvinders løn 10 år efter første barn, så er der sgu nok en grund. Det handler om vores valg!

Jeg er grundlæggende meget enig med Amalie Lyhne i denne artikel fra Børsen, hvor hun ganske fint skriver, at det handler om valg. Og at kvinderne bare kan tage de samme valg som mændene, hvis de vil karrieren. Men nu hvor jeg selv står midt i moderskabet, så jeg synes ikke man kan sige “bare” om de valg.

Så det er status på min kvindekamp anno 2018.

Nu hvor jeg er blevet mor, vil jeg ikke vil gå på kompromis med tid med minimøf. Det betyder meget for mig, at hun får en god barndom og oplever at vi har overskud herhjemme. At jeg kan hente fra vuggestue uden at skulle løbe hjem for at nå det til aftensmadstid. At jeg kan tage barnets sygedag uden at skulle arbejde hele weekenden for at indhente den tabte tid.

Det er ved at gå op for mig, hvor hurtigt tiden går. Og at jeg har børn i 10 år, men har 40 år tilbage på arbejde……!

Der er nogle principper og prioriteringer, som ændrer sig, når man bliver mor. Der ER forskel på mænd og kvinder, og der SKER altså noget med kvinder, når de får børn. Også med karrierekvinder.

Jeg skammer mig faktisk lidt overfor de gamle kvindesagsforkæmpere over at være hoppet over på mor-og-kødgryderne-siden i kvindekampen. Men samtidig vil jeg gerne sige dem TAK – fordi det er mit valg og ikke pr tvang! Jeg virkelig taknemmelig for, at jeg lever et sted i verden og på et tidspunkt i historien hvor jeg kan være så heldig at få begge ting – tid med børnene og en karriere. Og så må jeg lige accepte, at det ikke kommer til at ske på samme tid.

78AA986E-8174-4BF0-88B3-87EFDB7149CD

#minmavedkminkvindekamp

 

Hvis du vil følge mig i mine overvejelser over prioriteringer og følelser i moderrollen, så giv mig et like på min facebook side hvor jeg poster nyt ting fra bloggen 😊