MIG-tid (og ikke mor-tid)

En kommentar til hamsterhjulet

På baggrund af min sidste post ”Velkommen til hamsterhjulet” fik jeg en meget sød og bekymret besked fra en læser, der sagde at jeg var nødt til at gøre noget ved mit liv, fordi så dårligt skulle man ikke gå og have det i lang tid. Jeg brugte en del tid på at tænke over, hvad det var, jeg havde skrevet, og hvorfor. Det var nemlig ikke meningen, at det skulle være en negativ post.

Jeg sluttede egentlig indlægget af med, (og endte også med at skrive til den bekymrede læser), at vi i bund og grund har det rigtig godt. Jeg skrev om hamsterhjulet, fordi jeg tror, det er sådan rigtig mange familier med små børn har det i hverdagen – og jeg synes det er okay at sætte ord på det. Det skal være okay at sige, at vi har det skide-pisse-hårdt til tider. Det betyder ikke, at vi ikke også har det godt, det meste af tiden.

Det forsøger jeg at minde mig selv om. Det handler meget om, at vi skal tage os tid til, at huske på det. Midt i den travle hverdag.

Mig-tid

Jeg har reflekteret lidt over, hvorfor jeg havde det så skidt på tidspunktet for min blogpost om hamsterhjulet. En af grundene har været, at jeg har glemt tid til mig selv. Ikke mor-tid, men MIG-tid! Der hvor jeg føler, at jeg også er andet og mere end ”bare” mor.

Jeg har været så heldig at der er faldet et par julefrokoster og en firmafest ned i skødet på mig. Her har jeg haft mulighed for at være ude blandt folk, der slet ikke kender mor-siden af mig. Her har jeg fået lov at (gen-)opleve at jeg stadig også er en kvinde (ikke mor – bare en ung kvinde) – og en interessant person, sexet, stærk og sporty og med sjove historier og glimt i øjet og flagrende hår, som stadig kan flirte lidt på en aften ude i byen. Det har været en bekræftelse, der faldt på et tørt sted.

Nogle andre ting, jeg har gjort for at huske mig selv på, at jeg er andet og mere end MOR:

At genindføre lange løbeture i weekenden (selvom det er 1 time eller mere væk hjemmefra).

At sidde på sofaen i weekenden når minimøf sover til middag i stedet for at vaske gulv eller sortere tøj eller lave mad til en uge.

At lade nogle gør-det-selv projekter ligge. Og acceptere at julestjernerne også kan blive flettet næste år. Og at sofabordet nok alligevel godt kan vente et par måneder. Og at der er grænser for hvad jeg faktisk kan (læs: har tid til at) lave selv.

At tage en tur ind til byen og gå i genbrugs butikker og sidde på en cafe i en time og læse en bog.

At tage til designmarked på Papirøen søndag formiddag og derefter gå en lang tur langs kanalerne og spadsere igennem Christiania med en kop varm kaffe.

At læse i stedet for at se fjernsyn om aftenen (ind imellem i hvert fald – en aften om ugen gør faktisk en forskel for mig!)

At se mine veninder – det skal planlægges for vi har alle travlt med hver vores, men det er lykkedes mig at have en del private aftaler den sidste halvanden måned og få catchet lidt op og snakket (både med og uden minimøf).

Det er det, jeg kalder MIG-tid. Meget af det er ikke engang ting, jeg gjorde før minimøf.

Det betyder så, at der er nogle ting hjemme hos os, der halter lidt (vi har blandt andet en halv-færdig reol midt i stuen, som har været halv-færdig i et par måneder nu). Og det er tid væk fra minimøf (hvilket jeg bare altid har dårlig samvittighed over). Men jeg kan mærke, at det hjælper med til at give mig overskud i hverdagen. Når jeg glemmer det, så brænder det hele lidt sammen, og jeg får mindre overskud og lyst til at være mor. Og jeg ender med at sidde og tude en fredag morgen på arbejde.

Mig-tid lørdag aften

Mig-tid lørdag aften

Hvis du kan lide mine skriverier, så følg med på Facebook her. Jeg skriver ikke så ofte og skal nok lade være med at spamme og jeg bliver så glad for det 🙂