Close
Ting, som kun mor kan
facebook pinterest twitter

Ting, som kun mor kan

mortilminimoef 1 januar 2018, 11:21

Minimøf er en “Fars pige”. Der er ingen tvivl om det. Og Far siger det med stolthed i stemmen. Minimøfs far har også fortjent det. Han har været meget involveret hele vejen igennem – han har siddet på pilatesbolden med hende i flere timer i træk mens hun græd hver aften i de første uger af hendes liv da vi stadig forsøgte at få amningen til at fungere, og han har været flittig til at give hende flasker, da vi efter et par uger opgav amningen helt. Han har stået op med hende en morgen hver weekend siden hun var helt lille (hvilket blev muliggjort af sutteflaskerne), han tager halvdelen af natte giv-sut-og-nus-på-ryg-og-sov-videre-vækningerne, han har opfundet halvdelen af de sjovt lege, vi leger herhjemme, han pjatter og prutter på maven og slår kolbøtter med hende. Han har generelt bare været meget “på”.

Ikke desto mindre gør det lidt ondt at høre ham sige det – FARS PIGE. Det vækker nogle følelser i mig – usikkerhed, utilstrækkelighed, tvivl på mig selv som mor. Det er ikke følelser jeg i øvrigt døjer med. Og jeg kan sagtens tænke rationelt og ved, at der ikke er hold i dem. Men alligevel….. og de lurer formentlig i ethvert moderhjerte. Vi har desuden netop haft et par dage, hvor minimøf skubber mig væk, ikke vil have knus af mig og lignende.

Derfor er det også rart at finde ud af, at der altså er nogle ting, som kun mor kan.

Jeg har været syg og hostet hele julen. Meget hoste om natten. Og specielt en nat var jeg rigtig meget ramt og far havde minimøf, som jeg selvfølgelig fik vækket med alt mit hosteri. Men han kunne ikke få hende til at falde til ro og var meget oppe hele natten. Natten efter hostede jeg også en del, men her var det så min tur til at have minimøf. Og da jeg igen fik hende vækket, kom hun ind i dobbeltsengen til mig (som jeg havde alene da min mand var flyttet ind i gæsteværelset i et forsøg på at få lidt ro), og hun faldt straks til ro ved siden af mig (på trods af hosteri), og vi sov en hel nat i dobbeltsengen sammen – en manøvre som slet ikke var lykkedes for far natten før på trods af forsøg både til midnat og kl 4.

7016EAB8-FD50-4AF3-BFA8-49589BE2C056

Jeg ligger igen i nat og hoster. Jeg kan høre minimøf igennem væggen. Og jeg ønsker næsten, at hun igen i nat vil have behov for ag komme ind og ligge ved siden af mig.

For ja, Far er fantastisk til at fjolle og kilde og drille og kan nærmest altid få et lille smil frem inde bag sutten. Men der er nu altså bare nogle ting, hvor det skal være mor. Og det er rart at blive mindet om og det varmer mit moderhjerte <3