Et tude-døgn – eller nærmere 20!

Minimøf er en glad og sund lille pige. Men kender I det med at blive grebet af tanken om “hvad nu hvis”… Jeg havde rigtig mange af den slags tanker lige da hun var blevet født. Jeg vil gerne dele dem. Jeg håber det gør mig godt at sætte ord på. Måske kan det endda hjælpe en anden med de samme eller lignende tanker.

Hvad nu hvis

Vi kigger på minimøf her til aften, da hun er i bad. Hun har en kæmpe mave. Hun ligner faktisk forholdsmæssigt mig da jeg var gravid i sidste måned. Det skyldes formentlig at hun ikke har poopet i dag eller i går, og at hun spiser godt. Men jeg bliver grebet af panik i 1 sekund. For man hører jo en imellem nogle små børn der udvikler kæmpe kræftknuder. Minimøf er en glad lille pige, og jeg tror ikke der er noget i vejen med hende. Men selve panik følelsen har svært ved at forlade mig igen. Og det får mig til at tænke på de tanker og følelser, jeg havde, lige efter hun var blevet født.

Tankerne

Jeg var meget overvældet af hvor følsom og sårbar jeg lige pludselig var blevet, da jeg havde født. Jeg havde ikke været særlig påvirket af hormoner under graviditeten. Jeg havde hørt om gravide, der græd over en tv-reklame med isbjørne, og der var jeg altså slet ikke. Men her sad jeg så på 5-6 dagen og græd – det såkaldte tude-døgn. Det føltes som om det først var der, jeg egentlig indså, hvad det var for en livsændring jeg var i gang med. Denne her baby er afhængig af mig og jeg har ansvar for den. Ja, men den del havde jeg indset på forhånd. Det var faktisk mere det, at det også går den anden vej rundt, som gik op for mig: at min lykke for evigt vil være afhængig af hvordan denne lille klump baby har det og udvikler sig.

Jeg blev meget bevidst om, hvor mange steder på vejen, det kan gå galt. En baby som kan komme til skade på så mange, mange måder. Og ikke kun som baby. Jeg forestillede mig alt muligt (og læste flere nyheder om tilskadekomne mødre og børn end godt var lige på det tidspunkt..!) Hvordan skal jeg kunne beskytte hende mod seksuelle overgreb i institutionen. Eller mod at en idiot tager en varevogn og pløjer igennem en folkemængde når hun er 17 år gammel og er på ferie. Hvordan skal jeg sikre mig mod, at hun isolerer sig fra mig som teenager (som jeg selv gjorde overfor min mor).

Det var en masse tanker om min egen dødelighed og ikke mindst babys. Og om hvorvidt jeg er i stand til at gøre hende til et voksent og helt og velfungerende menneske. Jeg brugte en del timer i gyngestolen med at indse hvor sårbar jeg lige pludselig var blevet. Det var ret forfærdeligt at elsker hende så vanvittigt højt allerede, at jeg ikke vil kunne håndtere at miste hende.

Et tude-døgn er normalt – men hvad med mange?

Når mælken løber til, får man et tude-døgn. Det er helt normalt. Alle minimøfs bedstemødre havde advaret mig, og jeg havde læst om det. Jeg blev alligevel overrasket. Over hvor hårdt det ramte. Og især over, hvor lang tid det blev. Det er som sagt helt normalt at tude i et døgns tid. Men jeg græd hver dag, mange gange om dagen, i omkring 3 uger (måske mere). Meget af det skyldtes amningen, som ikke kom til at fungere (mere om det i en anden post). Meget af det har været hormoner. Det tog bare rigtig lang tid at komme ovenpå og når man er i det er 3 uger rigtig lang tid!

Som I kan læse af ovenstående tanke fra minimøfs bad i aftes, går det nok aldrig helt væk. Men det bliver bedre og nemmere at håndtere, selvom det lige til at starte med var virkelig overvældende for mig.fod