Tabu emne eller ej

Tabu emne eller ej

 

Jeg læste et blog indlæg i dag som gik lige ind i hjertet, om et ”tabu” emne som vi undlader at snakke om, dette blog indlæg handlede om frygten for døden, frygten for at dø før sit barn, frygten for at ens barn skal dø!

Det var et eller andet sted en meget rørende tekst, og jeg fik helt tåre i øjnene og en klump i halsen, for når det kommer til døden er vi rigtig gode til at undvie fra emnet, det er lidt som om at vi frygter at snakke om døden, men vi ved jo alle at vi en eller anden dag skal dø, men de fleste af os undgår den tanke, inklusiv mig selv. Jeg bliver helt panisk over at tænke tanken, hvad hvis jeg dør før min søn? Hvad hvis der sker ham noget forfærdeligt? Jeg har tit frygtet at han lige pludseligt ikke trækker vejret og er gået ind og har nusset ham på kinden bare for at høre at han trak vejret, for som bloggeren skrev er værdien i ens liv blevet tusind gange mere værdifuld som mor. Man tænker jo tit det sker aldrig for en selv det sker kun for naboen, ja men hey det kan jo ske for alle at man kommer ud for en ulykke hvor den ene forældre dør, eller ens barn.

Jeg kan mærke at tankerne køre rundt, tårene kommer frem og jeg vil alder helst slette mine tanker, men vi er nødt til at bryde dette tabu! Jeg ved at hvis vi bryder det og ikke lukker det inde vil vi have det meget bedre med at kunne tale med nogen om de tanker man nu går og har! Efter Liam er begyndt at få mos, rygbrøds hapser og hvad der ellers høre til, bliver jeg tit panisk over hvis han hoster for hvad nu hvis han bliver kvalt? Hvad skal jeg gøre? Hvordan vil jeg reagere? (jeg vil jo selvfølig gøre det der skal gøres) men tankerne er der stadig, hvad nu hvis hele tiden, jeg tror aldrig at man som mor kan slippe denne tanke. Nu ved jeg hvordan min egen mor må have det, det er jo forfærdeligt! Jeg tror aldrig at man som mor eller som mennesker bliver fri for bekymringerne bag døden.  Som hun også skrev at man som menneske bare kan slukke for alt det dårlige i radioen der sker, for det er jo ikke en selv at det går ud over. Det må være forfærdeligt for dem det så går ud over, ens verden vælter sammen.

Det er lidt ligesom selvmord det er også et ret stort tabu emne, jeg har harft det tæt inde på livet hele to gange, jeg har mistet min fætter og moster til selvmord, de valgte det selv og de er nok et bedre sted nu, men nøj det var hårdt, fordi ingen ville snakke om det for det er endnu et tys tys emne. Det er endnu et sår som heler men det efterlader et grimt ar, og det heler ikke men man må lære at leve med det!

Jeg er rædselsslagen for at miste min søn, og jeg er rædselsslagen for at min søn skal miste mig.

jeg bryder tavsheden, tør du?

 

Xxx mor til trolde’ungen11899982_10205871538602113_3767642309563203312_n